En af de mest hædrede film ved dette års Sundance-festival tilbage i januar var Kelly Reichardts filosofiske ‘Certain Women’, der med et overvældende cast af stærke kvindelige skuespillere tog anmelderne med storm.
Laura Dern, som er kendt for alt fra David Lynch-film til ‘Jurassic Park’, får i ‘Certain Women’ hjælp af både Michelle Williams (‘Blue Valentine’, ‘My Week with Marylin’, ‘Brokeback Mountain’) og Kristen Stewart, der virkelig viste sit værd som seriøs skuespiller i ‘Skyerne over Sils Maria’ fra 2014.
I traileren ser vi tre kvinder, hvis skæbner krydser hinanden i en lille by i Montana. De kæmper hver med deres problemer som ægteskab, gidseltagning og forelskelse, som de er nødt til at løse på egen hånd. Et tema, som ser ud til at gå igen hos de tre hovedpersoner i ‘Certain Women’, er kvindelig uafhængighed, men den synes også meget selvbevidst om ikke at sætte kvinderne i offerrollen, når Laura Derns karakter i slutningen af traileren siger:
»Det ville være så rart at tro, at hvis jeg var en mand, så ville folk lytte og sige okay«.
Kelly Reichardt har tidligere instrueret film som ‘Wendy and Lucy’ fra 2008, ‘Meek’s Cutoff’ fra 2010 og senest ‘Night Moves’ fra 2013, som også havde premiere herhjemme året efter. Alle modtog stor hæder fra anmelderne.
Læs også: De mest hypede film på Sundance-festivalen