De mest hypede film på Sundance-festivalen – med en fuckfinger til filmhistorien og selvmord for åben skærm

1. ’Manchester by the Sea’

Kenneth Lonergan er en særlig filmskaber, der kun har instrueret tre film på 16 år, men til gengæld er de alle fremragende. ’You Can Count on Me’ (2000) og ’Margaret’ (2011) var mesterligt lavmælte dramaer, og nu vender Lonergan så tilbage med ’Manchester by the Sea’, der i festivalens første dage blev omgærdet af så stor hype, at Amazon købte den til distribution for et rekordbeløb.

Casey Affleck spiller handymanden Joe Lee, en ubehøvlet og indelukket type. Da hans bror dør, vender han tilbage til sin hjemby Manchester by the Sea i Massachusetts for at påtage sig rollen som værge for sin teenagenevø. Men hans tilbagevenden til byen og ekskonen Randi (Michelle Williams) er et ubehagelig gensyn med fortiden, og langsomt åbenbares den begivenhed, der har ændret den før så livsglade Joe til en skygge af sig selv.

Filmen har fået glimrende anmeldelser, og The Hollywood Reporter roste især instruktørens manuskript:

»Lonergan lægger flere lag på sine karakterer, så de kan simre (…). De kan få tilbagefald og ikke altid være klar til det gennembrud, som historien peger frem imod. Resultatet er noget, deres føles mere som et fulendt måltid end bare biografens popcorn«.

2. ’Wiener Dog’

Det er ikke ofte, vi ser stafetfilm længere, slet ikke gode af slagsen. I stafetfilmen følger vi ét element og dets møder med forskellige verdener og mennesker, som tilsammen bliver en kollektion af små historier.

I Todd Solondz ’Wiener Dog’ er det en gravhund, der spreder glæde i sit møde med op til flere ulykkelige individer, heriblandt en elskovssyg veterinærsygeplejerske (Greta Gerwig), en livstræt, udsvævende akademiker (Danny DeVito), et sæt egoistiske forældre (Julie Delpy og Trace Letts) og en gammel kvinde (Ellen Burstyn), der fortryder hele sit liv.

»Den på samme tid morsomme og dystre filmen repræsenterer en stor fuckfinger til alle, der ønsker, at Solondz ville løsne lidt op«, skriver The Playlists Eric Kohn om filmen.

Solondz forkærlighed for sort humor, episodiske fortællinger og sørgelige eksistenser, som vi kender fra film som ’Happiness’ og ’Storytelling’, er altså igen på spil i instruktørens nyeste film.

3. ’Weiner’

»’Weiner’ er den bedste dokumentar om en politisk kampagne, der nogensinde er lavet«.

Sådan lyder overskriften på Indiewires anmeldelse af dokumentaren om kongresmedlem Anthony Weiner og hans politiske kampagne for at blive borgmester i New York. Weiner gav instruktørerne – sin tidligere chief of staff Josh Kriegmann og Elyse Steinberg – fuld adgang til, hvad han troede ville blive en politisk sejrsmarch, men endte med en sexting-skandale, der ødelagde hans politiske karriere.

»Filmskaberne har åbnet et genialt vindue til konsekvenserne af det mediecirkus, der omkranser det offentlige liv. Selvom han ikke fremstår som en sympatisk figur – han løj jo, mere end én gang – bibeholder Weiner stadig den karisma og viljestyrke, der giver filmen en af de mest dragende antihelte i nyere tid«, skriver Eric Kohn i Indiewires anmeldelse.

’Weiner’ fik U.S. Documentary Grand Jury Prize, hovedprisen i dokumentarerkonkurrencen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

4. ’Lo and Behold, Reveries of the Connected World’

Werner Herzog har siden sin debut i 1962 instrueret over 60 spillefilm og dokumentarer. Men i en alder af 73 er instruktørens naivistiske nysgerrighed og filosofiske eftertanke stadig intakt, og det bekræftes efter sigende af hans nye film.

Netop den Herzog’ske indgangsvinkel gør hans nye dokumentar om internettet, ’Lo and Behold, Reveries of the Connected World’, til en særlig skabning, der anskueliggør internettet i et helt nyt lys.

Som en udenforstående og uforstående prøver Herzog at forstå den nye tidsalder, internettet har skabt. Filmen består af ti små essays, der både hylder og kritiserer den nye epoke.

»Herzogs blik bliver vores eget, når han strør sine subjekter med forførende metafysiske spørgsmål: Kan en netværksbaseret maskine finde kærlighed? Håb? Tro på Gud? Disse spørgsmål er stillet før, men Herzog gør det i sine egne unikke rammer, der tvinger hans subjekter til at tænke stort, dybt og respektløst«, skrev Indiewires Eric Kohn om filmen.

5. ’The Birth of a Nation’

Utvivlsomt den mest omtalte film på dette års festival. Dens dristige reference til D.W. Grifftiths ’The Birth of a Nation’ fra 1915 vækker i sig selv nysgerrigheden, som kan forstærkes af det faktum, at filmen gør op med dennes racistiske skildring af nationens fødsel og i stedet skildrer et fuldtonet slaveoprør.

Filmen handler om den tidligere slave Nat Turner, der i 1831 ledte et oprør for at befri slaverne i Virginia. Nate Parker, der hidtil mest har været kendt som skuespiller, står bag filmen, der har været syv år undervejs – han spiller selv hovedrollen foruden at have instrueret og produceret.

The Guardian kaldte filmen en pendant til ’Braveheart’ og dennes blodbad, mens Indiewire pointerede filmens store betydning for den amerikansk filmindustri: »’The Birth of a Nation’ er konventionel, men unægtelig et korrektiv til amerikanske mainstreamfilm«.

Nate Parkers film affødte stående bifald og gråd i salen, og distributørerne løb om kap ud af biografen for at byde på den. Netflix bød skelsættende 20 millioner dollars for rettighederne til filmen, men Parker takkede pænt nej for i stedet at gå med et mindre tilbud på 17,5 millioner dollars (små 120 mio. kroner) fra rutinerede Fox Searchlight, der for et par år siden førte pendanten ’12 Years a Slave’ til Oscar-sejr. Udeladelsen af ’Beasts of No Nation’ viser, at Netflix ikke har helt så godt fat i Oscar-spillet endnu, og mon ikke det har været afgørende for Parkers beslutning.

’The Birth of a Nation’ løb med festivalens to hovedpriser, U.S. Dramatic Grand Jury Prize samt publikumsprisen i samme kategori. Og der er næppe nogen tvivl om, at vi her har at gøre med en seriøs kandidat til næste års Oscar-pris.

6. ’Tallulah’

Engang arbejdede instruktør Sian Heder som barnepige på et hotel i Beverly Hills. En dag kom en mor ind og efterlod sit lille barn, som Heder så måtte tage sig af, mens moren mødtes med en hemmelig elsker.

Den oplevelse inspirerede Heder til at skrive manuskriptet til og senere instruere ’Tallulah’ – en film om den unge Lu, spillet af Ellen Page, der redder et barn fra en uansvarlig mor og passer det med hjælp fra sin eks-kærestes mor (spillet af Allison Janney, der i øvrigt var Pages stedmor i ’Juno’).

Efter anklager om kidnapning afleverer Lu barnet tilbage til moren, og herfra danner de tre kvinder et bånd, der bliver filmens kerne. Varietys Geoff Berkshire roste Heders manuskript og sammenlignede det med hendes arbejde på Netflix-serien ’Orange is the New Black’, som hun har været medforfatter på: »Fra en bundløs medfølelse for kvinders gemte historier til et elegant mix af intelligent komedie og menneskeligt drama«.

Især skuespillet mellem Page og Janney er ifølge The Playlists Russ Fischer filmens styrke: »Deres samarbejde er den pulserende kilde til filmens appel, og ’Tallulah’ er bedst, når plottet trækker sig tilbage, og vi ser Page og Janneys karakterer teste deres tolerance og senere hengivenhed over for hinanden«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

7. ’Jim: The James Foley Story’

Den 22. november 2012 blev den amerikanske fotojournalist James Foley kidnappet, og to år senere blev en video med hans halshugning symbolet på det faretruende ISIS.

Nyhedshistorien var, ifølge Foleys tidligere kollega Clare Gillis, på nethinden hos 94 procent af amerikanerne, det højeste for en begivenhed siden 9/11.

Barndomsvennen Brian Oakes går bag om den grufulde video og har lavet en film til ære for mennesket James. Det er en klassisk dokumentar, hvor interviews med familie, venner og medfanger, blandt andet danske Daniel Rye, danner et portræt af en ildsjæl.

Selvom filmen efter sigende stiller flere spørgsmål, end den giver svar, var anmelderne rørte over det kærlige portræt: »Det er en utroligt bevægende film, der omfatter en bred vifte af globale spørgsmål gennem den intime erindring om ét liv«, skrev The Playlists Katie Walsh.

Publikum var formentlig også rørt. Filmen modtog publikumsprisen U.S. Documentary Audience Award.

8. ’Christine’

Instruktør Antonio Campos har tidligere beskæftiget sig med det dystre og krakelerende sind på vej mod voldelige handlinger i ’Simon Killer’ og ’Afterschool’. Og det gør sig også gældende i hans nye film, der omtales som instruktørens foreløbige hovedværk.

’Christine’ fortæller den sande historie om tv-værten Christine Chubbuck, der begik selvmord på live-tv i 1974. Filmen følger hendes liv op til dødsøjeblikket, hvor hun kæmper for en forfremmelse og er ulykkeligt forelsket i medværten Michael Ryan, alt imens en overhængende depression forværres. Titelrollen spilles af Rebecca Hall (Vicky fra ’Vicky Christina Barcelona’), og det er især hendes præstation, der har fået anmelderne op at ringe.

Nigel M. Smith fra The Guardian giver topkarakteren fem stjerner og skriver i sin anmeldelse: »For hendes kolleger er Chubbuck uigennemtrængelig, men Campos inviterer til empati i sit portræt af denne kvinde på kanten. I Hall har han den perfekte skuespiller til at formidle Chubbucks indre kamp på en måde, der er hård at overvære«.

Varietys Guy Lodge sammenligner hendes præstation med Natalie Portmans Oscar-vindende fra ’Black Swan’. Måske er Hall også en kommende Oscar-kandidat?

9. ’Under the Shadow’

Den iranske instruktør Babak Anvaris ’Under the Shadow’ blev vist i Sundances Midnight Section, hvor genrebrydende film bliver vist i døgnets sidste timer. Anvaris politiske horror-film passede som fod i hose, og dens stemningsfulde og originale tone begejstrede anmelderne. Så meget at Indiewire skrev, at det var den første gode horrorfilm i 2016.

Filmen fortæller historien om moren Shideh og hendes datter Dorsa, der i et krigshærget Teheran anno 1988 er fanget i en lille lejlighed, mens bombefly svæver over deres hoveder. Snart begynder datteren Dorsa at opføre sig underligt, og Shideh frygter, at djinn har overtaget hende: Voldelige ånder, der søger at fratage alt fra dem, de besætter.

Anvaris gyser skulle være spækket med politiske undertoner. Shidehs styrke til at beskytte sin datter fra både bomber og onde ånder symboliserer kvindernes selvstændighed i et samfund, der nægter at anerkende dem.

David Rooney fra The Hollywood Reporter konkluderede: »Anvari bygger op og bevarer spændingen hele vejen igennem og skaber dermed en horrorfilm, der respekterer sine genrekonventioner, mens den sikkert etablerer sin egen distinkte identitet«.

10. ’Certain Women’

I Livingston, Montana, bor tre kvinder, der umiddelbart intet har til fælles udover at være kvinder. Men i Kelly Reichardts film er det faktisk også lige præcis dét, der er deres vigtigste fællestræk, for filmen er en hyldest til fremstillingen af kvinder på film og, ifølge Varietys Guy Lodge, »en spændende udforskning af liv, der udspiller sig, mens deres ejer ikke opdager det«.

Advokaten Laura (Laura Dern) prøver at overbevise sin klient om, at han ikke kan få erstatning efter en arbejdsulykke. Gina (Michelle Williams) vil bygge et rustikt sommerhus, men kan ikke få naboen til at fjerne en gammel sandsten i baghaven. Og Jamie (Lily Gladstone) bliver forelsket i Beth (Kristen Stewart), som hun møder til et kursus hos en advokat.

Reichardt er en af de vægtigste instruktører på den amerikanske arthouse-scene med filmen som ’Wendy og Lucy’, ’Meeks Cutoff’ og senest ’Night Moves’ med Jesse Eisenberg. Og også hendes nye film skulle være kompromisløst fortalt.

»Denne ikke-undskyldende og åbne slow burn-stil vil ikke konvertere mange publikummer til Reichardts bløde, bløde sensibilitet, men det er blandt hendes rigeste og mest raffinerede værker«, skriver Guy Lodge.

11. ’Kate Plays Christine’

Nu er det tid til at pudse brillerne og spidse ørerne. For har vi ikke allerede været omkring historien om Christine Chubbuck, tv-værten der begik selvmord for åben skærm?

Jo, men hele to film på årets Sundance-festival udforsker faktisk emnet. Den eksperimentelle instruktør Robert Greene er ikke bange for eftertrykkeligt at overskride grænserne mellem fakta og fiktion, og i ’Kate Plays Christine’ portrætterer han skuespilleren Kate Lyn Sheil, bedre kendt som Rachels elsker i ’House of Cards, der forbereder sig på at spille rollen som Chubbuck – en rolle, som hun skal spille i selvsamme film.

’Kate Plays Christine’ undersøger, hvordan man skildrer en karakter troværdigt, hvor grænsen går mellem performer og karakter, og om man overhovedet kan portrættere et andet menneske.

Filmens særegenhed gør den stærkt seværdig, skriver Nikola Grozdanovich fra The Playlist: »’Kate Plays Christine’ glemmer man aldrig, når man først har set den: En bemærkelsesværdig dokumentar, der giver et svært og komplekst emne den form for mangefacetterede, undersøgende respekt, det fortjener«.

Dokumentaren løfter sig yderligere i sit smukke, fiktionsbeslægtede billedsprog skudt af talentfulde Sean Prince Williams, der tidligere har filmet ’Heaven Knows What’ og ’Queen of Earth’.

’Kate Plays Christine’ modtog U.S. Documentary Writing Award ved festivalens prisuddeling.