Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig, og 8. november strømmer det amerikanske folk til stemmeurnerne for at afgøre, om Hillary Clinton eller Donald Trump skal indtage det hvide hus.
Tanken om Trump som verdens mest magtfulde mand er decideret skræmmende for mange, heriblandt ‘The Avengers’-instruktøren Joss Whedon, der har samlet sine tropper – og mere til – i den selvfinansierede anti-Trump-videokampagne ‘Save the day’.
Robert Downey Jr., Mark Ruffalo, Scarlett Johansson, Don Cheadle, Nathan Fillon, Martin Sheen, Julianne Moore og Neil Patrick Harris er kun nogle af de ansigter, som står frem i videoen for at minde det amerikanske folk om ikke at stemme på en »racistisk, grov kujon, der permanent kan skade samfundsstrukturen«.
»Har vi virkelig lyst til at give atomvåben til en mand, hvis signaturtræk er at affyre (oversat fra fire, red.) ting?«, lyder det. Trump er tidligere kendt fra reality-showet ‘The Apprentice’, hvor deltagerne konkurrerede om et prestigefyldt job hos Trump, hvis catchphrase var: »You’re fired!«.
Whedon startede en lignende kampagne i 2012, da Obama var oppe imod Mitt Romney, og har udtalt til Buzzfeed, at han vil investere 6.649.740 kr. i ‘Save the day’-kampagnen.
Se videoen til ende, for mod slutningen rotter stjernerne sig sammen om Mark Ruffalo på ganske fornøjelig vis.
Læs også: The Roots spidder Donald Trump hos Fallon