Når de store skuespilstjerner besøger de vigtigste filmfestivaler, har de én opgave: At snakke så positivt som muligt om den film, de er med i. Og når det gælder en potentiel Oscar-kandidat – som Clint Eastwoods ‘Sully’ – er opgaven bare endnu mere entydig.
Derfor var det temmelig opsigtsvækkende, da Tom Hanks, som spiller hovedrollen i Eastwoods nye film, ikke kunne holde sig tilbage fra at storrose en anden af filmene på den aktuelle, vigtige Telluride-festival i USA: ‘Whiplash’-instruktør Damian Chazelles musical-drama-komedie ‘La La Land’ med Ryan Gosling og Emma Stone.
»Hvis publikum ikke tager ind og omfavner noget så vidunderligt som denne (‘La La Land’, red.), så er vi alle fortabte«, sagde Hanks ifølge Deadline til pressekonferencen.
Hanks stoppede ikke her, han påpegede også, at det er en film af den slags, som har det rigtigt svært hos de etablerede Hollywood-studier.
»Jeg tror, at en film som ‘La La Land’ ville være bandlyst hos studierne. Nummer ét, det er en musical, og ingen kender sangene«.
Eastwood lod dog ikke til at blive fornærmet af Hanks entusiasme for ‘La La Land’ og fulgte selv op på Hanks bemærkninger ved at sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange gange ‘La La Land’ mon var blevet afvist, før Chazelle fik grønt lys.
‘La La Land’ handler om jazzpianist (Gosling) og en skuespillerspire (Stone), der forelsker sig, og er en moderne hyldest til 50’ernes klassiske Hollywood-musicals. Den får dansk premiere 23. februar næste år – link til traileren herunder.
Læs også: Emma Stone synger Ryan Goslings smil frem i ny trailer til Chazelles ‘La La Land’