’Divorce’: ’Sex and the City’ 15 år senere – med mere fornuftige sko

’Divorce’ er ’Sex & The City’ femten år senere og med mere fornuftige sko. Sådan kort fortalt.

Serien følger Frances’ (Sarah Jessica Parker) og Roberts (Thomas Haden Church) forstadsægteskabelige liv i Hastings nord for New York City. Begge er i lighed med vennerne Dallas (Talia Balsam), Diane (Molly Shannon) og Nick (Tracy Letts) i omegnen af de 50, nyskilte eller seriøst trætte af lange parforhold med genkendelige rutiner både i og uden for soveværelset – og ikke mindst komplet ude af stand til at se loftsspærret i eget øje, mens splinten i partnerens ditto er fuldt fritlagt.

Som Diane ved synet af sin mand Nick tørt hvisker Frances i øret til sin 50-årsfest:

»Vores hund er død. Hun kunne ikke klare stemningen i huset. Så hun kvalte sig i sin egen snor. Hun blev 24. Hun efterlod et afskedsbrev om, hvor meget hun afskyer Nick. Har du set, hvor meget vægt han har taget på? Han har kun lagt sig ud for at genere mig«.

Til samme fest holder Nick i øvrigt følgende sødmefulde tale til sin fødselarhustru:

»Åh Diane. Du er ikke vild med at blive 50. Heldigvis har du aldrig lignet din alder. Lige indtil i år, vel at mærke, hvor det hele kom brasende ned. Haha. Joke. Du ser godt ud. For din alder«.

Kærligheden bare driver ned ad væggene.

Fødselsdagen ender – uden at spoile – brutalt og resulterer blandt andet i Frances’ bratte opvågning fra sit sexløse sovepudeforhold. Hun vil skilles. Eller. Hun ville skilles, lige indtil hun lufter ideen for sin elsker. Elskeren reagerer nemlig noget mindre perlende positivt, end Frances havde forventet, og pludselig ser livet med forstads-Robert ikke helt så frastødende ud.

Desværre opdager Robert naturligvis affæren kort tid efter, og så bliver kernefamilieidyllen hurtigt rigtigt grim. Som Robert siger:

»Den der skilsmisse du talte om? Nu vil jeg også have én. Men ikke den venskabelige, hyggelige version, du havde håbet på. Nej. Jeg vil gøre dit liv uudholdeligt. Og endnu vigtigere: Jeg vil få dine børn til at hade dig«.

 

Historien er lige så gammel som bjergene, men fortalt og spillet af kompetente typer kendt fra ’Catastrophe’, ’Girls’, ’Saturday Night Live’, ’Enlightened’ og selvfølgelig ’Sex & the City’ er der alligevel noget forfriskende og befriende over et indblik i en aldersgruppe, hvis uperfekte liv, dramedy-formatet endnu ikke har portrætteret til døde. For i en tid, hvor 40’erne er de nye 30’ere, er det faktisk spændende at løfte en flig af sløret for livet omkring de 50 som reelt midaldrende. Som Frances siger:

»Jeg bliver nødt til at redde mit liv, mens det stadig betyder noget for mig«.

Fortællestilen i ’Divorce’ er let og sårbar uden at være decideret klask-på-lårene-sjov. Lidt som i ’Happyish’ og ’Togetherness’ – om end ikke helt så vellykket som sidstnævnte. Men netop fordi Sarah Jessica Parker aldrig har haft det helt store komiske talent, passer formatet udmærket til skuespillerne.

Der er noget rørende ved at se Generation Restylane på slap line, og særligt Thomas Haden Church’ skildring af den mislykkede træmand Robert er øm. Han bibringer noget tørt og stift til serien, som når han fortryder den fisketur, han prioriterede højere end jul med familien i fjor:

»Det var et af mit livs største fejltagelser, at jeg tog den fisketur. Det er ikkun et bittersødt minde at jeg fangede den rekordstore laks«.

Serien vinder enormt meget på et godt, britisk manuskript (af ’Catastrophe’-forfatter Sharon Horgan), og den er helt klart bedst, når den er knastør. Desværre er det mest birollerne, især spillet af Balsam og fan-tastiske Shannon, der leverer i den afdeling. Hovedkarakteren Sarah Jessica Parker er stadig lidt for glat og pæn og tenderer hø-hø-slapstick i samspillet med Haden Church. Man forventer næsten, at hun skvatter i snebunkerne foran parrets smukke træhus, selvom det ville være massivt genrebrud.

For selvom årene heldigvis har blødt Sarah Jessica Parker en smule op i hjørnerne associerer hendes velpolerede ydre stadig alt for meget »I couldn’t help but wonder«. Det er simpelthen umuligt ikke at lede efter Carrie-femten-år-senere i alle hovedrolleindehaverens scener.

Når det så er sagt, er Divorce et træfsikkert bud på en serie til et voksent publikum. Et modigt blik på et tema, skilsmissen og parforholdet i opløsning, som heldigvis oftere og oftere finder vej til skærmen – og i tilfældet med ’Divorce’ (forhåbentligt!) endda som andet end en mellemstation på vejen til irriterende urealistisk genfunden kærlighed.

Anmeldt på baggrund af seks afsnit.