’Forbandet’: Ny nordisk horrorserie er ramt af klicheforbandelsen

’Forbandet’: Ny nordisk horrorserie er ramt af klicheforbandelsen

Vi kender opskriften: En broget gruppe unge mennesker har forvildet sig ud i et ødeliggende feriehus, og inden længe bliver de ofre for egnens perverterede beboere eller onde ånder. All american teen-horror.

I Viaplays nye dramaserie ’Forbandet’ får genren en nordisk overhaling, men hverken de norske fjelde eller det skandinaviske cast kan redde serien fra dens indbyggede floskelforbandelse.

Det starter ellers godt med en afdæmpet stemningsopbygning i et forfriskende miljø. Otte venner drager til Nordnorge for at se på det forladte skisportssted Svartsjön, som den overlegne stockholmer Johan (Filip Berg) overvejer at købe og genåbne. Men Johans kæreste Hanne (danske Sarah-Sofie Boussnina) fornemmer hurtigt, at der er noget skummelt ved stedet.

Men så finder ’Forbandet’ alle virkemidler fra horror-håndbogens første kapitel frem. Det viser sig, at en familie blev brutalt myrdet på skihotellet for 20 år siden, og inden de ser sig om, vrimler det med mystiske lyde fra den aflåste kælder og kryptiske børnetegninger, en mærkværdig øjeepidemi breder sig, og egnens hemmelighedsfulde indfødte føjer kun til mystikken. Er der mon overnaturlige kræfter på spil?

Viaplay har allieret sig med Ulf Kvensler, der tidligere har skrevet på komedieserien ’Welcome to Sweden’, og han låner uhæmmet fra genrens bedste og værste troper. Karaktererne er håbløst endimensionelle, blottet for personlighed og fungerer kun ud fra deres funktion i fortællingen, som pigen Elin (Anna Åström), der i seriens første afsnit udelukkende agerer fristelse for Johan. Den eneste, der tildeles en baggrundshistorie, er Hanne, men desværre falder forfatterne igen ned i klichékløften, når de udstyrer hende med en død lillebror, der spøger i hendes sind.

Flere af de unge skuespillere kommer til kort i seriens tungnemme dialoger. Især danske Mathilde Norholt falder igennem som Hannes overkloge og emotionelt tillukkede storesøster Mette, og flere af de mere melodramatiske scener mellem de to danske søstre er tåkrummende. Selv ikke den dygtige Sarah-Sofie Boussnina kan redde en replik som: »Jeg ved bare, at jeg kan mærke i min krop, at det her er et bad place!«.

Heldigvis er ’Forbandet’ fyldt med så mange twists og hemmeligheder, at den opretholder en vis grad af spænding. Specielt den gådefulde drabssag fra 1996, som vi undervejes får serveret enkelte brudstykker af, pirrer nysgerrigheden.

Visuelt prydes serien af de flotte snelandskaber, stemningsfulde ’The Shining’-inspirerede steadi-shots ned af hotellets gange og enkelte intense øjeblikke. Alt sammen vidner om uforløst potentiale.


Kort sagt:
Viaplays nye nordiske dramaserie ’Forbandet’ er teen-horror efter alle genrens floskler. Trods en flot visuel side og gådefuld stemning ender den som letfordøjelig gyserunderholdning.

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.

Tv-serie. Instruktion: Jonathan Sjöberg. Medvirkende: Sarah-Sofie Boussnina, Filip Berg, Mathilde Norholt, Philip Oros, Aliette Opheim, Valter Skarsgård. Spilletid: 8 afsnit af 45 min.. Premiere: Den 19. oktober
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af