Siden fem teenagemutanter for første gang viste sig i tv-serien ‘Power Rangers’, har en stensikker franchise taget form. Nu, 23 år og seriesæsoner senere, er The Rangers stadig kørende, og med to spillefilm bag sig skuer filmserien mod en tredje med den simple titel ‘Power Rangers’, der nu har fået sin første trailer.
Det står klart fra første møde, at det er heltenes origin story, der bliver omdrejningspunktet for fortællingen om Jason, Billy, Kimberly, Trini og Zack, som starter på bunden af det sociale hierarki i deres high school. Efter en udflugt mod ukendte egne bliver de tildelt overvældende superkræfter, og sammen vil de bruge dem til at redde verden.
‘Power Rangers’ er instrueret af Dean Israelite, der kun har ‘Project Almanac’ bag sig, og filmen er i det hele taget spækket til randen med ungt blod. De fem Rangers bliver spillet af RJ Cyler (‘Me and Earl and the Dying Girl’), Naomi Scott (‘The Martian’), Becky G (‘Empire’), Dacre Montgomery (‘A Few Less Men’) og Ludi Lin (‘Monster Hunt’), som alle endnu står over for deres helt store gennembrud.
Til gengæld er deres første fjender og filmens skurke besat af to velkendte ansigter: Elizabeth Banks og Bryan Cranston giver deres bud på Zordon og Rita Repulsa, selvom det kun er førstnævnte, vi møder i traileren.
‘Power Rangers’ får premiere i de danske biografer 6. april 2017.