’The Alchemist Cookbook’: Et batterisyreinduceret alkymisttrip

’The Alchemist Cookbook’: Et batterisyreinduceret alkymisttrip

CPH PIX: Selvom ’The Alchemist Cookbook’ handler om noget så urovækkende som en ung mand, der bor alene i en campingvogn i en skov og måske påkalder sig selveste Satan selv, er den amerikanske instruktør Joel Potrykus’ tredje spillefilm også et sært morsomt bekendtskab.

Eneboeren Sean (Ty Hickson) er halvt slacker, halvt pilleafhængig, og dagene i den nedslidte campingvogn i Michigans uendelige skov forløber med det ene mere eksplosionslatente forsøg i hjemmelaboratoriet efter det andet. Katten Kasper miaver i baggrunden, mens Sean, til tonerne af skiftevis hiphop og klassisk musik på kassettebåndafspilleren, kaster latinske besværgelser ud over sine kolber med batterisyre og andet godt fra alkymistens sorte kogebog.

Af og til svinger den speedsnakkende kammerat Cortez (Amari Cheatom) forbi med friske forsyninger af chips, sodavand, receptpiller og kattemad, og, i en af filmens sjoveste og ikke så lidt kvalmefremkaldende scener, udfordrer Sean Cortez til at spise kattemad direkte fra dåsen. Haps.

Fortællingen om Sean, Kasper, Cortez og Satan føles lidt som et surrealistisk trip, hvor du aldrig rigtigt ved, hvad der skal ske. Det ene øjeblik griner du med på den afslappede dialog og hygger dig nærmest i det gode selskab med Sean og Cortez, blot for at gyse øjeblikket efter, når ondskaben lurer i mørket lige uden for campingvognen.

Øjnene kommer hurtigt på overarbejde i filmens simple, men yderst virkningsfulde sceneri. Hvert et mørkt hjørne eller lukket skab i campingvognen gemmer potentielt på det ukendte. Bag hver træstamme eller forvredne gren venter ondskaben på den angstplagede Sean. Frygten er allestedsnærværende i Adam J. Minnicks suggestive billeder.

Som Seans medicin slipper op, og forsøgene i det lille kemilaboratorium stikker mere og mere af for ham, lægger der sig en tung, tung tåge af tvetydighed over ’The Alchemist Cookbook’. Er det overhovedet virkeligt, det vi ser, eller blot noget, der foregår inde i hovedet på en psykisk ustabil, ung mand? Ty Hicksons enigmatiske præstation i rollen som Sean holder spændingen i skak. Gal eneboer eller genial alkymist med sans for sort magi? Bedøm selv.

Joel Potrykus dyrker igen outsideren, som i hans tidligere film ’Ape’ og ’Buzzard’. Den mislykkede komikerpyroman, checkfalskneren og nu den overmedicinerede hjemmealkymist. Grunden er som altid gyngende under publikum, når den amerikanske independentinstruktør sætter sine genreudfordrende fortællinger i scene.

’The Alchemist Cookbook’ mindede mig således både om ’The Blair Witch Project’ og ’The Witch’, to af de mest skræmmende skov-gysere i min optik. Men ind imellem Seans krybende uhyggelige møder med Satan ude i den brune løvfaldsskov, er der også jovial slacker-stemning og god musik på ghettoblasteren i bunsenbrænderkøkkenet.

En dragende mærkværdig film, der straks kalder på et gensyn.


Kort sagt:
Tag på et batterisyreinduceret alkymisttrip dybt ind i Michigans skove med Joel Potrykus’ vanvittige gyserkomedie ’The Alchemist Cookbook’.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Spillefilm. Instruktør: Joel Potrykus. Medvirkende: Ty Hickson, Amari Cheatom.. Spilletid: 82 min.. Premiere: Vises 30. oktober og 1. november under CPH PIX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af