‘Bone Tomahawk’: Kurt Russell er højdepunktet i brutal horrorwestern
Har du nogensinde spekuleret over, hvad der ville ske, hvis du satte Kurt Russells egenrådige og rå Snake Plissken til at gøre John Waynes arbejde i western-klassikeren ‘The Searchers?
Næppe, men det har den debuterende instruktør og forfatter S. Craig Zahler til gengæld. Han har tilmed tilføjet Jack fra ‘Lost’ som massemorder og fusioneret det hele med horror-elementer for at gøre totaloplevelsen ekstra syret.
‘Bone Tomahawk’ starter med to lovløse banditter, der skænder et indianergravsted. Det er en så dårlig idé, at den ene brutalt myrdes, da en indianer springer frem fra en busk og river hans mavesæk ud med en pil, mens den anden sætter i flugt mod den nærmeste by, Bright Hope.
Men byens sherif hedder Kurt Russell, og han smider resolut banditten i brummen. Det forhindrer dog ikke banditten i at blive kidnappet i nattens mulm og mørke af troglodytter, en slags kannibalistiske indianere, der minder om indavlede huleboere, og som til sheriffens store irritation også kidnapper byens kvindelige læge.
Derfra går jagten. Sheriffen får selskab af sin trofaste stedfortræder (Richard Jenkins), den indianerhadende Brooder (Matthew Fox, altså ham fra ’Lost’) og lægens haltende mand (Patrick Wilson), der på krykker er fast besluttet på at redde sin kone, før hun bliver voldtaget og myrdet.
‘Bone Tomahawk’ ved lige nøjagtigt, hvad den vil. Den politisk ukorrekte humor og henslængte tilgang til brutale drab går perfekt i hånd med det barske western-miljø, hvor den, der tøver, æder bly. Troglodytterne, der hugger arme og ben af deres kvinder for at reducere dem til fødemaskiner, er så frygtindgydende, så ingen – modsat i John Fords ‘The Searchers’ – kan holde det mindste med indianerne.
Kurt Russell er filmens alfa og omega. Med replikker som »you’re pretty angry for a guy named Buddy« er han den komiske drivkraft i en historie, der indimellem tager sig selv for seriøst, ikke mindst omkring Patrick Wilsons flæbende ægtemand.
Zahler bruger den 133 minutter lange spilletid tålmodigt på at opbygge tillid mellem den mundhuggende flok mænd, der alle helst ville have klaret jobbet alene. Det kunne godt have været mere tight, og jagten trækkes i langdrag, men ‘Bone Tomahawk’ er stadig rå, cool og særdeles voldsom. Særlig én dødsscene må gå over i filmhistorien som en af de grummeste nogensinde.
Kort sagt:
’Bone Tomahawk’ er cool på den gode, gammeldags, John Carpenter-agtige måde, især takket være Kurt Russells indsats som altskydende sherif og comic relief.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted