Okay, jeg er med på, at overskriften er en stramning, alene af den grund, at det nok ikke er Leonardo DiCaprio selv, der har siddet og fedtet rundt i inDesign og designet plakaten til sin nye klimadokumentar ‘Before the Flood’, der i disse dage kan ses gratis adskillige steder rundt omkring på nettet.
Men alligevel. Alligevel, ikke. Se plakaten til ‘Before the Flood’ nedenfor – og hold den så op mod den danske dokumentarfilm ‘Skyggen af en helt’ lige under. Kom ikke og sig, at ligheden ikke er slående! Og kom ikke og sig, at DiCaprio som producer ikke i sidste ende bærer ansvaret! Hvabehar.
Bortset fra det er der langt fra ‘Before the Flood’s velmente og lettere pædagogiske undersøgelse af verdens klimaproblemer til den intime familiedok ‘Skyggen af en helt’. Den er instrueret af Laurits Munch-Petersen, som optrevler mysteriet om sin morfar, digteren Gustav Munch-Petersen, der døde som 26-årig under den spanske borgerkrig. Filmen vakte diskussion med en række scener, hvor man er i tvivl, om det er skuespil eller virkelighed, der udspiller sig – og bemærkelsesværdigt nok blev skuespilleren Ruth Brejnholm Bodil-nomineret for sin rolle som instruktørens mormor, selvom det aldrig fremgår direkte af filmen, at det ikke er den rigtige mormor, vi ser (læs vores interview med instruktøren om filmen her.)
Plakaten til ‘Skyggen af en helt’ er lavet af Laurits Munch-Petersen selv sammen med Paul Wilson, og det er endnu uvist, om DiCaprios folk har ladet sig inspirere. Selv skriver Munch-Petersen på Facebook, at hvis det er tilfældet, er det helt fint, når man tænker på det gode formål. Men det kan kun være et spørgsmål om tid, før shitstormen rammer, og DiCaprio må udsende en offentlig undskyldning og bekende sin kærlighed til små danske dokumentarfilm.