’Undercover’: Storskidende komedie med Linda P er helt håbløs

’Undercover’: Storskidende komedie med Linda P er helt håbløs

I 1988 skrev myreflittige Nikolaj Peyk (Østkyst Hustlers-legende, manusforfatter og producer) ’Jul det’ cool’ til sin daværende rapgruppe MC Einar. Et satirisk julehit af en overraskende nyklassiker, der på 28. år spilles utrætteligt i ironisk distancerende radiokonkurrence med ’Last Christmas’.

Lignende folkekær streaming-succes får Peyks aktuelle julekomedie og spillefilmdebut ’Undercover’ næppe.

»En betjent. Et vidne … Hvad kan gå galt?« spørger filmens tagline metaironisk på plakaten, og svaret falder allerede inden for de første få minutter: Alt.

I ’Undercover’ agerer standupper Linda P en mellemting mellem en fattigmands Melissa McCarthy og Lotte fra ’Anna og Lotte’ i rollen som den gumpetunge Københavner-betjent Rikke. Hun taler konsekvent som en mindreårig, forurettet evnesvag (havde hun faktisk været det, havde filmen været langt mere interessant), kan knapt udskrive p-bøder og sukker efter smartass-kollegaen Kuno (Casper Crump i en af sine generisk glatte skurkeroller).

På selve juleaftensdag får Rikke uventet til opgave af sin sexfikserede chef (Paprika Steen) at eskortere kriminelle Mick (Roland Møller i sin første komedierolle) til Svendborg. Mick har stjålet 900.000 kr. fra gangsteren Omar (Ali Kazim), så af sted går det mod Fyn med skydeglade muslimske uslinge i hælene og Rikkes godhjertede norske kollega Thorbjørn (Anders Baasmo Christansen) halsende til undsætning.

På papiret efterstræbes der en ’Klovn’-inspireret odd couple-komedie med fjogede Linda P og hårdkogte Roland Møller bumlende på juleeventyr over stok og sten, men manuskriptforfatter Casper Christensen synes at have pennet ’Undercover’ med snablen i flasken en sen og ualmindeligt uinspireret lørdag nat med hovedvægt på følgende fejlagtigt skråsikre antagelser: Linda P er bedst, når hun: 1. Taler om at skide. 2. Skal skide. 3. Skider.

Filmens uoriginale jokes iscenesættes, som blev de forklaret til individer med samme intelligenskvotient som antiheltinden Rikke – og eksekveret så højlydt insisterende, at selv medarbejderne i billetlugerne uden for salen vil kunne følge godt med. Som når Rikke vånder sig over, at en fordrukken satan af en julemand har fodret småbørn – og Rikke – med klejner, der forinden har været en tur oppe i selvsamme julemands røv. Skidne klejner. I RØVEN, folkens!

Denne specifikke gag alene overstiger sin besøgstid med adskillige lange minutter (først skal røv-klejnen vises, siden skal den spises og skides eftertrykkeligt ud, naturligvis), men værre endnu er Linda P’s mangel på komisk timing i miserens centrum. Standupperens overdrevent enfoldige og unuancerede spillestil evner på ingen måde at personliggøre Casper C’s dovne dialoger, som en Frank Hvam formentlig havde formået det med en mere nærværende everyday man-klovn.

Samtlige replikker maveplasker tåkrummende tungt og/eller efterlader en værre smag i munden end førnævnte klejner, når politibetjenten Rikke spyer drengerøvs-misogyne oneliners som: »Du har lige fået tæsk af en PIGE!«. Øh, ja?

Selv ikke Roland Møllers karisma formår at kaste lys i mørket, og skønt stortalentet fra ’Under Sandet’ og ’R’ bestemt ikke er uden humoristisk glimt i øjet, er hans evner sørgeligt spildt her.

Så sent som i sidste måned sendte jeg en anmeldersvada efter ’Klassefesten 3’ og den danske folkekomedies provokerende lave ambitionsniveau, og det er ærlig talt bittert at synge samme sure sang igen. Særligt fordi det er noget nær usandsynligt, at ingen involverede parter selv skulle have lugtet lorten i bageriet et sted i ’Undercover’s tilblivelsesproces.

Selvfølgelig skal der være plads til plat humor i dansk film, men jeg vil hellere tvangsindlægges til et juleferie-langt maraton af samtlige skingre nyindspilninger af ’Min søsters børn’, mens en femårig fodrer mig håndrullede havregrynskugler, end at skulle sidde igennem ’Undercover’ igen.


Kort sagt:
Der er vitterligt intet positivt at sige om Nikolaj Peyks håbløst umorsomme debutfilm ’Undercover’ med Linda P som storskidende, småt begavet betjent i en hovedrolle totalt blottet for komisk timing. En kandidat til årets værste film er landet – og den er ude efter dine håndører op til jul.

Læs også: Hvorfor er danske komedier så dårlige?

Spillefilm. Instruktion: Nikolaj Peyk. Medvirkende: Linda P, Roland Møller, Paprika Steen, Casper Crump, Mia Lyhne, Ali Kazim, Anders Baasmo, Sara Al Naser. Spilletid: 95 min.. Premiere: Den 24. november
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af