’Klassefesten 3: Dåben’: Lortejokes i en lind og liderlig strøm
»Den danske komediefilm er for dum og for dårlig, går en populær remse på parnasset, ofte fremført med et stænk af skadefro stolthed«.
Sådan skrev en kyndig Soundvenue-kollega for nylig her på siden, mens instruktør Mikkel Munch-Fals (‘Swinger’) udtalte i samme artikel:
»I dansk film er der en komediemæssig røvballetradition, som er en mikstur af socialdemokratisk åndsliv blandet med lidt jantelov. Det må ikke blive højtravende eller ambitiøst«.
Over 600.000 solgte billetter til den alt andet end højtravende ’Klassefesten 2’ tilbage i 2014 giver den gode Munch-Fals ret: Danske biografgængere elsker at slå sig på lårene over uheldige middelklasseklovnes eskapader, mens anmeldere med von Trier-fetish finder næsten lige så stor tilfredsstillelse i at svinge kniven over folkekomediens fordummende leflen for laveste filmiske fællesnævner. Og sådan får alle jo på sin vis en slags morskab ud af dét, mens diskrepansen mellem professionelle anbefalinger og folkets likes atter anfægter kulturelitens ’smagsdommeri’.
Derfor ville det også være så meget desto mere herligt kættersk at kunne annoncere her, at tredje omgang ’Klassefesten’ er alle popcornspengene værd, med eller uden kritikerbriller. Men ak og ve (sukkede anmelderen næsten uden skadefro stolthed): Dertil er ’Dåben’ dog simpelthen, ja, for dum og for dårlig.
’Klassefesten’-franchisen er pt. det mest succesfulde eksempel på den danske røvballefolkekomedie: En vattet og dad bod-bamset ’Tømmermænd i Vegas’-wannabe med tre nationalt skattede komikere i form af de herrer Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby. En reel klassefest fik vi kun i første film, hvor barndomsvennerne Andreas (Berthelsen), Niels (Kopernikus) og Thomas (Lyby) drog af sted til gymnansie-reunion i Københavnstrup med barberede boller og udenomsægteskabelig kissemissen til følge.
Siden har det handlet om bryllup, begravelse, yderligere utroskab (der efter universets tvivlsomme moral sjældent har konsekvens, med mindre den begås af konerne, de gamle kællinger), og nu altså dåb.
Bøvede Andreas er stadig single, mens forsigtige Niels har fået sit ægteskab tilbage på skinnerne og nu blot døjer med galoperende inkontinens (franchisen ynder at tage os på en tour de chambre i Kopernikus’ nedre regioner), og den fallerede rockmusiker Thomas atter slår sig i tøjret i forholdet til sin søde (hårdtprøvede) Lærke. Ikke mindst fordi parret nu forgæves forsøger at stifte familie.
Da Andreas inviteres til at være gudfar for sin eks’ nye barn (som hun har fået med Nikolaj Steens glatte repræsentant for folkekomediens karakteristisk onde overklasse), fortvivler han ved udsigten til at tage til dåben uden en hot date. Af sted går det derfor på højskoleophold (?!), hvor trioen agter at fiske en kæreste til Andreas blandt stedets mange villige ungmøer i blomstrede sommerkjoler.
Med sig på slæb har gutterne Andreas’ tidligere diktatoriske far, nu hjerneskadet og kørestolsbunden i voksenble, som comic relief og symbol på Andreas’ egen psykiske deroute og anstrengte forhold til sin forsømte teenageknægt. Dermed spiller drømmen om kernefamilien, forældreforbilleder og samfundets klaustrofobiske forventninger til begge en central rolle i ’Dåben’, der glimtvis lykkes med at riste nogle af de samme genkendelige familielivstematikker, Frank og Mia ligeledes baksede med i ’Klovn’.
I filmens første 10 minutter balanceres bovlamme jokes ikke ueffent af hovedrollernes eksistentielle forstads-weltschmerz, men på højskolen fortaber ’Dåben’ sig ærgerligt hurtigt i forudsigelige genbrugsplatheder og casual sexisme med særligt udspring i Berthelsens usympatiske karakter.
Det er ikke noget under, at Andreas er single; Han er en brandusympatisk stodder af et man-child, som redeligt omtaler kvinder som ’kællinger’ og ’narrefisser’ og er en umanerligt dårlig forælder. Spejler Andreas sin lede far, fordi patriarken evig og altid underminerede sønnens selvtillid? Og vigtigere endnu: Giver man som seer en døjt for mandslingens uinspirerede ’Klovn’-dannelsesrejse-via-fisse?
Selvfølgelig er det meningen, at vi skal klukke over Andreas’ lidet flatterende tirader, men figuren grænser til det foruroligende på slingrekurs mod Michael Douglas’ voldelige nedsmeltning i ’Falling Down’, og smilet stivner, i takt med at Andreas fra scene til tåkrummende scene overgår sig selv som hidsigt afstumpet liderbuks.
Med udgangspunkt i vennernes egocentriske verdenssyn er vi for størstedelen af ’Dåben’ hensat den indignerede midaldrende mands klæbrige drømmeland, hvor unge piger er smaskvåde Bambi-øjede Lolitaer, mens hunkønsvæsner over 35 har vaginaer så appetitlige som rustne musefælder.
Og selv da filmens selvudnævnte Casanova’er alle slutteligt rammes af manuskriptkatarsis og lærer deres respektive lektier, som det hører og bør sig, lægger filmen aldrig overbevisende afstand til sit ’komisk’ misogynistiske kvindesyn. Hvorfor al goodwill udsprunget af ’Dåben’s indledende forsøg på at spinde komedieguld over fluekneppende tøffelheltes midtvejskriser fordufter som dug for solen.
Publikum samt Troels Lyby, Nicolaj Kopernikus og navnlig Anders W. Berthelsen fortjener bedre. Folkekomedien længe leve!
Kort sagt:
Tredje omgang ’Klassefesten’ lægger ud i fin form, inden filmen dog på håbløst forudsigelig vis fortaber sig i en lind strøm af lorte-jokes, kællinge-jokes, penis-jokes etc., etc. i det gumpetunge uendelige. Nu tilsat et kropsvæskeskvæt gammeldaws sexisme til ære for den midaldrende tøffelhelts eskapistiske lyster.
Læs også: Hvorfor er danske komedier så dårlige?