Den danske komediefilm er for dum og for dårlig, går en populær remse på parnasset, ofte fremført med et stænk af skadefro stolthed. En slags verbal statusmarkør, man altid kan lire af, når man trænger til at stive sin selvforståelse og intellektuelle overlegenhed af.
Nu er det selvfølgelig hverken noget nyt eller specifikt dansk, at det selvbestaltede ministerium for god smag rynker deres høje bryn ad tragediens pjattede lillebror. Men det er, som om det er endnu mere udtalt herhjemme. Som om komedien er særligt ugleset, særligt udstødt. Og, ja, særligt dum.
Amerikanerne har Wes Anderson, Alexander Payne og David O. Russell og alle deres hipstercool indiefilm. Vores svenske naboer har Roy Andersson og Ruben Östlund, velanskrevne komediekunstnere og syleskarpe satirikere i traditionen efter Holberg og Molìere. Og Danmark? Vi har ‘Alle for én’, ‘Player’ og ‘Klassefesten’. Med ‘Klovn’ på siden som den lysende succesfulde undtagelse. Sådan groft sagt.
»Sædekomediens mestre som Oscar Wilde, Molìere og Woody Allen er deres eget miljøs store kritikere og satirikere. De studerer og udleverer sig selv og griner ad sig selv«, siger Mikkel Munch-Fals, der har instrueret den sorte komedie ‘Smukke mennesker’ og den kommende ‘Swinger’, og fortsætter:
»I dansk film er der derimod tradition for at grine ad noget uden for én selv. Det er altid andre mennesker, der er latterlige, ikke én selv. Derudover er der en komediemæssig røvballetradition, som er en mikstur af socialdemokratisk åndsliv blandet med lidt jantelov. Det må ikke blive højtravende eller ambitiøst«.
»I komedien er den kompetente og dannede karakter som regel ond og dekadent, mens den udannede og inkompetente karakter er vores hovedperson. En klassisk ‘idiot med et hjerte af guld’. Ofte småkriminel og lavt placeret i det socioøkonomiske hierarki, altså langt fra filminstruktørens egen virkelighed. Man griner nedad og romantiserer samtidig den jævne idiot som et forbilledligt ærligt og ægte menneske. Men det er sjældent ægte, for instruktøren er på besøg i et fremmed miljø – og det skaber en grad af følelsesmæssig utroværdighed, når man skildrer miljøer, man ikke kender indefra«.
Og det er med til at holde komediens anseelse nede i Danmark?
»Selvfølgelig. Når man har komedier, der beskæftiger sig med bar røv og Jaka bov, så bliver de ikke anset for at være mere, end de har ambitioner om at være«.
Fra funny haha til funny interesting
Det er tid til en disclaimer. Faktisk to. For det første vil Mikkel Munch-Fals gerne have ført til protokols, at han udtaler sig i generelle vendinger og ikke sigter til bestemte film. I dag er han nemlig også spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut og er således en af dem, der bestemmer, hvilke danske film vi får at se i fremtiden. For det andet er det væsentligt at indskyde, at der jo ikke som sådan er noget galt med blottede numser og lumske, glatte bananskræller. Det kan selv de højeste pander være til fals for.
Men komedien kan også så meget andet. Den kan stikke og svie, og den kan tippe over i den tristeste tragedie, når smilet stivner, og grinet runger ud. Og det ser vi (for) sjældent i danske komediefilm, som stadig synes præget (og plaget) af stumfilmens slapstick og revyens folkelige jovialitet.
»Jeg kunne godt tænke mig, at man tog konsekvensen af, at al vellykket komedie baserer sig på tragedie og drama. Det lyder som en selvfølge, men det har det ikke været i dansk filmhistorie. Der har den dominerende tendens været stik modsat – at der ikke var noget nedenunder, som gjorde ondt. Der var kun det muntre lag. Det er jo en forfærdelig misforståelse af, hvad komedie kan«, siger Munch-Fals.
Det er May el-Toukhy, der sidste år debuterede som instruktør med ensemblekomedien ‘Lang historie kort’, enig i. Da hun forfattede filmen, der vandt en Bodil for bedste manuskript, sammen med makkeren Maren Louise Käehne, var der ikke en eneste dansk komediefilm på deres pensum. Deres inspiration kom fra udlandet, fra franske rødvinsfilm og især amerikanske screwball-komedier fra Depressionstiden.
»Her dyrker man jo den verbale humor til forskel fra den fysiske, som naturligvis dominerede i stumfilmæraen. Og essensen af screwball-komedien er også present i rigtigt mange amerikanske indiefilm i dag, hvor man leger med sproget og dialogen. Det er den type film, ‘Lang historie kort’ er i familie med.
Det er, som om vi i Danmark aldrig kom med på den dér screwball-strømning i 30’erne og 40’erne, og måske er det derfor, at den danske komedie er blevet mere og mere indavlet og uambitiøs dialogmæssigt. Sprogkomikken har været fraværende«, siger den 38-årige instruktør, som var så forhippet på at lave en komedie med flere lag, at hun og makkeren ligefrem ikke ville gøre ‘Lang historie kort’ for sjov.
»Vi kunne mærke, at vi nogle gange skrev os ud ad en tangent, som var den laveste humoristiske fællesnævner. En gang imellem var vores første udkast til en scene funny haha, og så skrev vi om igen og igen, indtil den blev funny interesting. Vi gjorde meget ud af ikke at skrue for meget op for slapstick-volumenen, så publikum ikke forventede, at det var sådan en film, hvor de skulle brække sig af grin hele tiden. Det var vigtigt for os, at der både var noget til hovedet, maven og hjertet«.
Smerten kommer efter 20 sekunder
Nu ville det nok være vidtløftigt at udråbe ‘Lang historie kort’ til et decideret bråvallaslag mod den danske komedie, og sådan er den heller ikke tænkt, understreger May el-Toukhy. Men den er alligevel en del af det, der kan ligne en boblende ny bevægelse inden for dansk komedie, hvortil vi også kan regne ‘All Inclusive’, Munch-Fals kommende ‘Swinger’ og formentlig Ole Bornedals ‘Dræberne fra Nibe’ samt på tv-fronten ‘Lillemand’, ‘Ditte & Louise’ og ‘Bedre skilt end aldrig’.
Her snubler karaktererne i sproget og skikkene frem for bananskrællen, og man får sine impulser fra mellempandede amerikanske indiefilm og genrependlende serier som ‘Louie’, ‘Girls’ og ‘Transparent’. Og, mener manuskriptforfatter Mette Heeno, som har skrevet to af de nævnte titler (‘All Inclusive’, ‘Bedre skilt end aldrig’), fra selvudleverende autofiktion som Karl Ove Knausgårds mammutværk ‘Min kamp’.
»Det er blevet mere okay at udstille sine fejl og mangler og være et helt menneske. Vi er alle sammen ensomme en gang imellem og kikser rundt i vores liv, og det giver en stor genkendelighed at være vidne til. Der har vi måske tidligere været lidt bag om dansen herhjemme og foretrukket ting, man ikke kunne spejle sig i. En serie som ‘Badehotellet’ er jo glimrende underholdning, men måske ikke et særlig nøjagtigt spejlbillede af den virkelighed, vi befinder os i lige nu«.
»Med de fleste karakterer på film siger man enten ‘godt, det ikke er mig’, eller ‘bare det var mig’. Men med det, jeg laver, tror jeg, man siger: ‘Åh nej, det er mig’. Jeg vil gerne skabe rigtige mennesker, som man kan grine sammen med, frem for arketyper, man kan grine ad. Der ligger måske et opgør med 90’er-ironien i det. Det bliver hurtigt et studie oppefra, når man holder det ud i strakt satirisk arm. Jeg vil hellere omfavne karaktererne end slagte dem«, fortæller Mette Heeno, som selv »ser helt vildt op« til ‘Girls’, ‘Transparent’ og ‘Louie’.
»Især det dér med at blive hængende i scenerne, efter at det er holdt op med at være sjovt. Der er en meget stram rytme i hardcoreklippede haha-komedier, hvor man klipper, så snart folk er holdt op med at grine. Men hvis du trækker scenen 20 sekunder længere, så får du karaktererne og følelserne med. Det er dér, det smertefulde øjeblik opstår, og det går i maven«.
Vi er latterlige
Ligesom Mette Heeno er May el-Toukhy træt af arketypen, som hun forsøgte at aflive i ‘Lang historie kort’.
»Det er jo et postulat, at fordi man er skraldemand, så opfører man sig primitivt. Jeg møder jævnligt taxachauffører, som har studeret litteratur og er både belæste og oplyste, men som bare ikke kunne finde et arbejde inden for deres fagområde. Man er med at til at fastfryse nogle fordomme, når man ikke udfordrer arketyperne«, siger hun.
»Vi ønskede at nuancere og favne kompleksiteten i karaktererne – gøre dem sande og identificerbare, præcis som mennesker er i virkeligheden«.
Så hendes film handler også om hende selv og hendes venner. Ting, de har oplevet, ting, de har sagt, træk fra dem alle, som lagt sammen var lig med det mangfoldige persongalleri, der befærder hendes debutfilm. Venner og bekendte spørger hende tit, om ikke en bestemt karakter i filmen er formet efter netop dem.
»Og det er rigtigt, men det er også ikke rigtigt. Da vi skrev manuskriptet, hentede vi noget ét sted fra og andre ting andre steder fra og maste det ned i den samme karakter. Det er ikke én til én, hvem der er hvem. Vi og vores verden er drysset ud over hele ensemblet. Vi peger på os selv og siger: ‘Ja! Vi er latterlige’. Den kreative klasse og den øvre middelklasse, vi kan også være latterlige i vores magelige selvopslugthed, men derfor kan vi godt holde af os selv alligevel. Hvis vi griner ad nogen, er det ad os selv«.
New kids on the block
Om det er nok til at udgøre en ny kurs for, eller i det mindste en mikroskopisk krusning i, den danske komediefilm, er der delte meninger om. Mette Heeno er ikke overbevist. Hvis det danske komedietræ er begyndt at skyde nye knopper, er der foreløbigt kun tale om spæde kviste, som ikke foreløbigt vil vokse ind i himlen. Og mange højtflyvende indfald taber luft i et beklumret, bureaukratisk system, hvor distributører insisterer på forsimplende genreetiketter og salgbare taglines.
»Markedskræfterne kommer så hurtigt ind i processen, at du kan komme til at ensrette dit manus for at gøre 20 mennesker i jakkesæt glade. På det alter falder meget til jorden. Jeg har også selv oplevet at blive påvirket i en retning, hvor jeg burde have stået mere fast og insisteret«, fortæller manuskriptforfatteren.
Men hun tror på, at der er en vilje til noget andet og mere end bananskræller og pruttelyde. Og selv om den vilje ikke er ny, så har der måske åbnet sig et lillebitte lufthul, hvor frisk luft kan trænge ind.
»Måske kommer der flere ud af busken, nu hvor der har været nogle film, som både er blevet anmeldersucceser og har trukket folk i biografen. Det er et godt pejlemærke og en inspirationskilde for dem, der måske har været lidt angste for at kaste deres projekter frem. Jeg tror, der er mange, som gerne ville lave den danske Alexander Payne eller Woody Allen, men det er ikke sket. Hvornår kommer den dér eksistentielle komediebølge?» spørger hun ud i luften.
Den er på vej, tror May el-Toukhy:
»Jeg tror, det danske publikum er klar til at blive udfordret på det, de plejer at se. Det er ligesom med moden – efter en periode med blomsterprint kommer der et tiltrængt modsvar, som trækker tråde ind i en samfundsmæssig diskurs. Udbuddet er så ekstremt stort i dag, at hr. og fru Danmark nærmest selv er blevet dramaturger i kraft af de serier, de streamer. Vi er blevet et mere avanceret publikum, og derfor kan vi godt sætte barren op som filmskabere og udfordre os selv og publikum i højere grad. Vi og de er begge klar«, siger hun.
»Og derfor er det godt, at der kommer nogle new kids on the block, som tør og vil det, og som ikke nødvendigvis henter inspiration fra vores eget nationale bagkatalog – men ser ud over nationens grænser og lader sig forføre og inspirere af internationale strømninger og tendenser. Og som frem for alt tør pege på sig selv og le«.
Missionæren Munch-Fals
Og så tilbage til Mikkel Munch-Fals’ konsulentkontor i Filmhuset på Gothersgade, hvor idolet Woody Allen i miniature og med overdimensioneret hoved hænger på opslagstavlen. Han (Munch-Fals altså, næppe Woody Allen) fornemmer også, at der er noget, der rumsterer i dansk komedie, men det er »ikke et dansk initiativ, men en reaktion på, at andre i udlandet har vist, at det kan lade sig gøre at lave komedier, som ikke er komplet fladpandede«.
Til gengæld vil han som konsulent gå i brechen for komedien og skubbe bag på den udvikling, som så småt er i gang. Han håber for eksempel, at han vil være i stand til at få flere komedier igennem på den kunstneriske Konsulentordning frem for den kommercielt orienterede Markedsordning, som de normalt er blevet henvist til.
»Det er interessant, at vi stort set alle sammen kan blive enige om, hvad der er uhyggeligt, tragisk, romantisk, rørende og sørgeligt, men vi kan ikke blive enige om, hvad der er morsomt. Derfor er komedien faktisk meget sværere at lykkes med end dramaet, fordi man skal være mere nøjagtig. Og derfor er forestillingen om en konsensushumor absurd«, siger Mikkel Munch-Fals.
Hvordan ændrer man på det?
»Man skal i hvert fald have nogen her i huset (Det Danske Filminstitut, red.), som med hele deres væsen synes, at komedien er ligestillet, hvis den ikke endda er en finere kunstform, én der indebærer en større risiko – en smal kunstform, faktisk. Man skal have nogen her i huset, som én gang for alle vil gøre op med genrens ry som noget underlødigt. Der ligger et missionsarbejde og venter forude. Og den opgave vil jeg gerne være med til at varetage«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #99.
Mikkel Munch-Fals
Dansk filminstruktør, manuskriptforfatter og siden 2015 spillefilmkonsulent hos Dansk Filminstitut.
Cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet.
Tidligere populær vært på DR2’s filmmagasin ‘Premiere’
Debuterede i 2010 med den sorte komedie ‘Smukke mennesker’. Hans anden spillefilm, ‘Swinger’, udkommer senere på året
Om den danske humor:
»Forestillingen om dansk humor som noget særligt eksklusivt, fandenivoldsk og subversivt er et eklatant selvbedrag på niveau med, at vi er et ufarligt og hyggeligt folkefærd. For hvis vi ikke ser det afspejlet i vores kulturelle frembringelser, hvilke beviser har vi så? Er vores komediefilm, teateropsætninger og romaner mere raffinerede, end hvad der bliver lavet alle mulige andre steder i verden? Det er jo helt klart ikke tilfældet«.
Mette Heeno
Uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 2001.
Har været forfatter eller medforfatter på film og serier som ‘Terkel i knibe’, ‘Fakiren fra Bilbao’, ‘Nynne’, ‘Supervoksen’, ‘Lærkevej’, ‘All Inclusive’ og ‘Bedre skilt end aldrig’.
Om sin alvorligere tone:
»Måske er jeg begyndt at tage livet lidt mere alvorligt med årene. Jeg brugte nok de første ti år af min karriere på at blive skabelonagtigt dygtig til det, jeg laver, og nu sprænger jeg det i stykker, fordi jeg har selvtilliden til at stole på, at det kan være stærkt nok, at to mennesker ligger i en seng og ikke snakker sammen. Nu tror jeg på, at hvis man har disse lange pauser, og man lader folk blive siddende i tavshed, så opstår der noget, som ikke føles skrevet, men levet«.
May el-Toukhy
Uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2009.
Debuterede i 2015 med ensemblekomedien ‘Lang historie kort’, som sikrede hende og Maren Louise Käehne en Bodil for bedste manuskript.
Om komedien som genre:
»En god komedie er lidt ligesom god popmusik. Poppen er også blevet set ned på i mange år – og bliver stadig set ned på i nogle musikkredse – som værende ufin og underlødig, fordi den får folk til at glemme verdens ulyksaligheder for en stund og bare danse. Men rigtig god pop kan det samme som en rigtig god komedie. Skabe rum for eskapisme og eftertanke på én gang«.