Carrie Fisher er død

Carrie Fisher er død

Carrie Fisher, kvinden bag den ikoniske ’Star Wars’-karakter Prinsesse Leia, er død 60 år gammel.

Hun blev ramt af et hjertestop i sidste uge, da hun fløj fra London til Los Angeles, men trak først sit sidste åndedrag i går morges amerikansk tid. Det bekræfter hendes families talsmand i en pressemeddelelse.

Skuespillerinden fik sit helt store gennembrud i George Lucas’ første stjernekrigsfilm ’A New Hope’ fra 1977 og gjorde Prinsesse Leia til meget mere end et uskyldigt offer for rumkrigens brutalitet. Hun var stærk, rapkæftet og modig, en moderne heltinde, der gav rigt modspil til Harrison Fords Han Solo.

Udover ‘Star Wars’-filmene medvirkede Fisher også i ‘When Harry Met Sally’, ’The Blues Brothers’ og ’Hannah og hendes søstre’, ligesom hun leverede veloplagte gæsteoptrædener i serier som ’Sex and the City’, ‘Entourage’ og ‘Weeds’.

Hun var imidlertid også en dygtig forfatter, der finpudsede mange berømte manuskripter (blandt andet til ’Den sidste actionhelt’ og ’The Wedding Singer’), og var hudløst ærlig om sit stof- og alkoholmisbrug i sine egne værker. Hendes roman fra 1987 ’Postcards From the Edge’ handler om en skuespillerinde, der forsøger at genrejse karrieren efter en overdosis, en karakter, som Meryl Streep inkarnerede i Mike Nichols’ filmatisering fra 1990 – med manuskript af Fisher selv.

Fisher modtog så sent som i år en såkaldt ’lifetime achievement award’ på Harvard-universitetet for sin ærlighed omkring stofmisbruget og den bipolære lidelse, hun også kæmpede med.

Fisher havde en fremtræden rolle i J.J. Abrams’ syvende ‘Star Wars’-film ’The Force Awakens’ og nåede ifølge mediet TMZ at optage alle sine scener til Rian Johnsons kommende ’Episode VIII’.

Flere prominente filmpersonligheder har udtrykt deres sorg og store respekt for den afdøde skuespillerinde. Her er et udpluk:

»Carrie var unik og begavet«, siger Harrison Ford i en pressemeddelelse. »Sjov og emotionelt frygtløst. Hun levede sit liv modigt, og vi vil alle savne hende«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af