Med serier som ’Skam’ sæson 3 og ’Looking’ har film- og tv-verdenens behandling af homoseksualitet i stigende grad suppleret de flamboyante stereotyper med en dybtfølt realisme, og Justin Kellys ’I Am Michael’ kan forhåbentlig bidrage til den nuancering.
Filmen, der egentlig fik premiere på Sundance-festivalen i starten af 2015, men først rammer biografer og streamingplatforme i januar, fortæller den virkelige historie om den homoseksuelle aktivist Michael Glatze, der efter en traumatisk oplevelse forsøger at begrave sin seksualitet i Bibelen. Han starter sin egen kirke i Wyomings vidtrækkende intethed, hvor han også slår sig ned med sin kone, men spørgsmålet er, om hans nye liv udspringer fra lutter selvbedrag?
Traileren lover kraftfulde præstationer fra James Franco og Zachary Quinto, om end man kan frygte, at filmen bruger karaktererne som brikker i diskussionen om religion og homoseksualitet.
’I Am Michael’ rammer næppe de danske biografer, men dukker forhåbentligt op på diverse streamingplatforme senere i 2017.