HBO er måske især kendt for deres maskuline serieuniverser, the ‘The Sopranos’ til ‘The Wire’, så allerede på papiret lyder ‘Big Little Lies’ som et interessant og forfriskende projekt.
Serien handler om en flok velbjærgede kvinder i byen Monterey i Californien, der på overfladen er overskudsagtige og venligheden selv. Men – som man hurtigt får fornemmelsen af i traileren – er den lille by rig på hemmeligheder, dunkle motiver, ja, selv et mord.
Shailene Woodley spiller en ung kvinde, der som ny tages godt imod af byens dronninger, inkarneret af Nicole Kidman, Reese Witherspoon og Laura Dern, og serien ligner et pirrende takedown af amerikansk bedsteborgerlighed, beslægtet med nyere titler som ‘Bloodline’ og ‘The Affair’.
Bag serien står Jean-Marc Vallée, kendt som instruktøren bag ‘Dallas Buyers Club’ og ‘Wild’ (også med Witherspoon og Dern). Ud over de allerede navnte pryder navne som Alexander Skarsgård, Adam Scott og Zoë Kravitz også det fænomenale cast.
‘Big Little Lies’ er en miniserie på blot syv afsnit, baseret på en bog af Liane Moriarty. Den rammer HBO Nordic 20. februar.