Det er efterhånden syv år siden, at Jeremy Renner fik sit brede gennembrud og en Oscar-nominering for sin rolle i Kathryn Bigelows ’The Hurt Locker’.
Året efter fik han endnu en nominering for sin birolle i Ben Afflecks ’The Town’, og det tegnede i det hele taget lovende for leading man Renner, der indtil da havde arbejdet sig vej op med roller i zombiefilmen ’28 uger senere’, seriemorderdramaet ’Dahmer’ og westernfilmen ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’.
Siden har man måttet konstatere, at Renners filmiske bedrifter har været knap så overvældende, som man kunne have håbet. Han er blevet en action-kæledægge som Hawkeye i ’Avengers’-filmene og Brandt i ’Mission: Impossible’, mens kronen på værket som actionhovedmand i ’Bourne’-rebootet ’The Bourne Legacy’ blev en stor skuffelse.
Bedst figur har han gjort som sidekick, særligt som borgmester i ’American Hustle’ og videnskabelig sparringspartner for Amy Adams i ’Arrival’. Men med en ny ’Mission: Impossible’ og en gen-genoplivning af ’Bourne’ på vej, har man stadig efterspurgt filmen, der skal føre Renners kurs tilbage fra sidefigurregi til frontman-territorium.
Og netop den film har lige haft verdenspremiere på Sundance-festivalen.
Måtte vente på Renner
Faktisk havde manuskriptforfatter Taylor Sheridan hele tiden Renner i tankerne, da han skrev manuskriptet til den tredje film i sin American frontier-trilogi, der udforsker de fysiske, emotionelle og psykologiske grænser mellem pressede mennesker i Guds eget land. Den fysiske del så vi mellem USA og Mexico i Denis Villeneuves ’Sicario’, og den interne splittelse nåede op til overfladen i David MacKenzies Oscar-nominerede ’Hell or High Water’.
I den tredje film, ’Wind River’, vender Sheridan sig mod sin egen historie og har selv indtaget instruktørstolen. Han har skrevet en personlig og kærlig historie om Amerikas indfødte folk, der bliver sat i reservater eller flyttet til steder, de ikke hører hjemme. Wyomings ubønhørlige vintre er settingen for ’Wind River’, der dog er optaget i den Utah’ske sne, som omgiver de biografer, filmen har premiere i her på Sundance-festivalen.
Sheridan valgte selv at fuldende sin trilogi som instruktør, fordi han ikke ville miste grebet om sit budskab og den fintfølende fortælling om et folk, han ikke selv er en del af. Filmens hovedperson er således også hvid med en fod halvt inde og en halvt ude af en anden kultur – ligesom det var tilfældet for Sheridan igennem hans opvækst.
Sheridan var dog tæt på at måtte opgive sit drømmecast. Da optagelserne skulle til at begynde i de tre kilometer høje, sneklædte bjerge, var Renner optaget af ’Arrival’. Men han besluttede at vente på Renner. Og Renners præstation er hele ventetiden værd.
Et dødsfald i sneen
Cory Lamberts historie føles bekendt. Han arbejder som kamufleret vildtjæger i Wyomings sne og bruger weekenderne med sin søn, der normalt bor hos ekskonen. Corey er en mand med stor respekt og kærlighed for naturen, på trods af det gevær der altid ligger klar i hans snescooter. Han ved, hvor farlig naturen er, men da en ung indfødt pige bliver fundet frosset ihjel i sneen, vækker det minder om en personlig tragedie.
Mens Cory forstår de indfødtes liv gennem sine svigerforældre og sin søn, har FBI-agenten Jane (Elizabeth Olsen) hverken megen tolerance over for de efterladte eller nogen som helst idé om, hvor koldt det egentlig er i Wyoming, da hun bliver sendt ud for at opklare sagen. På trods af den stærke ’Fargo’-vibe filmen udsender, er der umiddelbart ikke meget Marge Gunderson over Olsens karakter. Hun er her for at præstere på sin første opgave, uanset omstændighederne. Så Jane spørger Cory om hjælp til at tæmme naturen og få uvilligheden fra Wyomings indfødte til at krakelere.
Sheridan har stadig ordene i sin magt, og de bliver forløst imponerende gennem hans instruktion. Men filmens stærkeste kort er utvivlsomt Jeremy Renner. Renners Cory er en kompleks karakter fanget mellem to kulturer, utrøstelig sorg og en hverdag i et ubarmhjertigt miljø. Han kæmper for sin søn og for de indbyggere, hans hjerte og retfærdighedssans banker for, tackler både de lokale politimænd, Janes naivitet og den familie, som den døde pige efterlader.
De store følelser træder aldrig frem gennem Corys kølige mimik, men det indre liv, Renner formidler, er ikke til at tage fejl af. Han giver filmen tyngde i sin suverænt bedste præstation siden ’The Hurt Locker’.
Læs også: Casey Affleck har et lagen over hovedet i hovedparten af storrost film på Sundance