Steven Kostanski og Jeremy Gillespie har skabt det, der meget vel kan blive årets mest ulækre horrorfilm. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra den 36 sekunder korte teaser, der netop er lanceret.
’The Void’ er en blanding af horror og science fiction og vil givetvis få dine hår i nakken til at rejse sig. Den starter med en politibetjent, der en mørk nat møder en mand smurt ind i blod. Efter han tager ham med på det lokale hospital, begynder der at opstå overnaturlige og angstprovokerende hændelser, som tvinger patienter og personale til at flygte.
Steven Kostanski og Jeremy Gillespie har i 2011 instrueret ’Father’s Day’ og har haft tekniske funktioner på ’Suicide Squad’ og ’Hannibal’-serien.
Til Empire Online har de udtalt, at ’The Void’ vil blive en »kombination af den æstetiske attitude fra moderne horrorfilm, som kom i 1970’ernes splatterfilm, og de sofistikerede effekter, der styrede creature feature-genren i 80’erne og de tidlige 90’ere«.
‘The Void’ får amerikansk premiere til marts, mens en dansk premiere endnu er uvis.
Læs også: ‘A Cure for Wellness’: Visuel triumf med alt for gennemskueligt twist