‘A Cure for Wellness’: Visuel triumf med alt for gennemskueligt twist

»Do you like puzzles?« spørger den excentriske patient Miss Watkins, efter den unge børsmægler Lockhart har hjulpet med hendes krydsord.

Spørgsmålet er selvfølgelig et selvbevidst pift til tilskueren, der på anden side af det store lærred prøver at finde hoved og hale i et meget gådefuldt plot.

Men desværre er ’A Cure for Wellness’ et af de kryds-og-tværs-hæfter, der er attraktivt pakket ind, men kun består af børnerebusser.

Det starter ellers godt. Den ambitiøse og stædige Lockhart (Dane DeHaan) bliver sendt til de schweiziske alper, hvor han skal hente sit firmas administrerende direktør Pembroke (Harry Groener) med hjem fra et luksuriøst kursted. Det er dog nemmere sagt end gjort. Pembroke har forsværget sin egoistiske og materielle livsførelse – og leder nu efter en kur til det sande liv.

Inden Lockhart ser sig om, er han selv indlagt på stedet, hvor intet er, hvad det ser ud som om – og hvor patienterne aldrig kommer hjem. En ung pige, ’special case’-patienten Hannah (Mia Goth) fører ham på sporet af et gådefuldt mysterie, der trækker tråde tilbage til stedets tidligere ejer.

Den første del af ’A Cure for Wellness’ leverer varen med en stemningstung og suspensefyldt udforskning af det labyrintiske slot. Men i takt med at dampbadenes tykke gus fortager sig, taber den alt for lange film pusten, og man fornemmer efterhånden, at det ambitiøse plot ikke kan leve op til sine egne opskruede forventninger.

Det store overraskende øjeblik udebliver da også, da de alt for gennemskuelige twists skydes af, og uden den fornødne pondus fiser finalen ud.

Men hvor manuskriptet fejler, triumferer den visuelle side. Gore Verbinski (’Pirates of the Caribbean’) understreger sin status som en Hollywoods fermeste æstetikere med en film, hvor hver indstilling emmer af en nærmest perverteret skønhed. Menneskekroppen udstilles og nedbrydes i flere foruroligende scener fra vulgære fedladende badenymfer over konserverede lig til en modbydelig ’Hostel’-lignende tand-torturscene.

Verbinski har tidligere vist sit værd i horrorgenren med det amerikanske remake af ’The Ring’, og i ’A Cure for Wellness’ dyrker han stilsikkert en uhyggelig gotisk stemning med inspiration fra alt fra 30’ernes monsterfilm, Stanley Kubricks ’The Shining’ og Hitchcock til undertoner af incestuøs groteskhed. Og masser af slanger.

I det stiliserede univers taber Verbinski dog også sine karakterer, der bliver marionetter i det forplumrede manuskript. Selvom Dane DeHaan med de sortrandede sovekammerøjne leverer en hæderlig præstation, mangler den stivstikkende Lockhart karisma, og man mister interessen, i takt med at hans mission udvandes. Udvandet er også filmens samtidskommentarer: En hul kritik af forbrugersamfundets evige jagt på profit.


Kort sagt:
Den stemningstunge ’A Cure for Wellness’ er en visuel genistreg af ’Pirates of the Caribbean’-instruktør Gore Verbinski. Men med et gennemskueligt manuskript, tamme karakterer og en banal kritik af samtidens forbrugersamfund skuffer filmen fælt.

Læs også: ‘The Great Wall’: Matt Damon forsvarer Kina mod dæmoner

Spillefilm. Instruktion: Gore Verbinski. Medvirkende: Dane DeHaan, Mia Goth, Jason Isaacs, Ivo Nandi, Harry Groener, Celia Imrie, Adrian Schiller. Spilletid: 146 min.. Premiere: Den 16. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af