Der er al mulig grund til at tro, at søndagens Oscarshow bliver det mest politiske i mange år.
Adskillige skuespillere har ved sæsonens mindre prisuddelinger luftet deres Trump-antipatier, mest prominent Meryl Streep, men nu møder de venstresnoede filmfolk også aktiv modstand. Et Facebook-opslag, der tilsyneladende stammer fra en gruppe af republikanske kvinder fra Arizona, opfordrer til boycot af Oscar-showet for at gå imod de »bitre mennesker i underholdningsindustrien«.
Gruppen kalder blandt andre Meryl Streep og Jennifer Lawrence for »arrogante hyklere« og kritiserer Madonna og Miley Cyrus, som gik til angreb mod Trump i deres taler til Women’s March:
»Fra Madonna og Miley Cyrus, der står på scenen med lidt eller næsten intet tøj på, mens de tager sig i skridtet og opfodrer fansene til at gøre det samme, til de ynkelige taler, som Madonna og Ashley Judd holder om deres menstruation, afskyeligt, og taler om at sprænge Det Hvide Hus i luften, må vi sende disse mennesker en stærk og tydelig besked om, at de ikke taler for kvinder i dette land, og at de ikke er rollemodeller for vores unge døtre«.
Gruppen opfordrer alle konservative til at finde noget andet at lave på søndag: »Hvis det sker, kan underholdningsindustrien endelig forstå, hvor ligegyldige og magtløse de er«.
Læs også: Fra DiCaprio til Sean Penn: Her er de mest uforglemmelige politiske Oscar-taler
Læs hele vores store Oscar-optakt HER.