Oscar-medlem begrunder sine stemmer: »Jeg hadede ‘Jackie’ så meget«

Store dele af Oscar-sæsonen går med at gætte på, hvad der går igennem hovederne på det 6687 medlemmer store Oscar-akademi.

Derfor er det en særdeles interessant stikprøve, når The Hollywood Reporter hvert år gennemgår kategorierne med et anonymt medlem, og også i år er det underholdende og idiosynkratisk læsning.

Det kvindelige medlem er for eksempel ikke just begejstret for ‘La La Land’. Emma Stone er »yndig og alle elsker hende, men jeg synes ikke, at hun er så fantastisk, som alle siger«, lyder det fra medlemmet, der hverken mener, at filmen er dyb eller mindeværdig.

I feltet for bedste kvindelige hovedrolle er dommen i det hele taget hård: »Jeg kunne ikke lide nogle af dem«, siger hun og fortsætter: »Jeg hadede ’Jackie’ så meget!«. Hun siger også, at Denzel Washington leverer en kopi af sine tidligere roller, at ’The Lobster’ var for underlig, og at en fejl i screeneren til ’Star Trek’ gjorde, at den mistede sin stemme.

Hun valgte at stemme på Naomie Harris fra ‘Moonlight’ for bedste kvindelige birolle, selvom hun syntes, Viola Davis’ præstation i ‘Fences’ var bedre. Men hun mente at Davis var placeret i den forkerte kategori:

»Hun kunne have været i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle, men akademiet sætter disse skuespillerinder, som tydeligvis har hovedrollen, i birollekategorien. Det kan virkelig irritere mig«.

Den film, der rendte med flest af hendes stemmer, var ’Hell or High Water’. »Den kommer ikke til at vinde, men den var min yndlings, og den vil blive husket som sand amerikansk klassiker«, lyder det.

Hun har dog placeret sin stemme på ‘La La Land’ i kategorien for bedste fotografering, da »’Arrival’ helt klart er ude«, og Scorseses langsomme ‘Silence’ var for kedelig. Og så giver hun vores naboland, Sverige, sin stemme i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film for ‘En mand der hedder Ove’ frem for ‘Under sandet’, som hun dog mener virkelig indfanger krigens gru.

Oscarshowet løber af stablen på søndag. Læs hele det anonyme Akademimedlems gennemgang HER.

Læs også: Det er en rigtigt god Oscar-årgang – og vi har beviserne, der bakker det op

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af