Beefen mellem Trump og Hollywood fortsætter – også efter søndagens Oscarshow, hvor Jimmy Kimmel indledte sit værtsjob med ordene:
»Måske er det ikke det mest populære at sige, men jeg vil gerne takke Donald Trump. Jeg mener, husker I sidste år, hvor Oscar var racistisk? Det er slut. Takket være ham«.
Efter to timers show havde Trump ikke givet lyd fra sig via Twitter, hvilket bekymrede Kimmel så meget, at han tweetede præsidenten:
Hey @realDonaldTrump u up?
— Jimmy Kimmel (@jimmykimmel) February 27, 2017
Nu har Trump så udtalt sig om showet og nærmere bestemt den kiksede afslutning:
»Jeg tror, at de var så fokuserede på politik, at de ikke tog sig sammen til sidst. Det var lidt trist. Det tog glamouren væk fra Oscar. Det føltes ikke som en særlig glamourøs aften. Jeg har været til Oscar-showet. Der var noget meget særligt, der manglede, og at slutte på den måde var trist«, udtaler han til Breitbart News.
I et interview til ‘Fox & Friends’, der bliver vist på torsdag, forholder Donald Trump sig til Kimmels racebemærkninger:
»… Når de taber stort (medierne, red.), vil de altid trække racekortet«, siger han og fortsætter:
»Jeg har set det i flere år. Jeg så det, da de var imod Ronald Reagan, og jeg så det, da de var imod så mange andre. Og de vil altid trække racekortet. Faktisk har jeg gjort det bedre end mange andre republikanere de sidste mange valg. Jeg er meget bedre mod latinamerikanere, og jeg er meget bedere mod afrikanske amerikanere«.
Læs også: Oscar-showet 2017: En af de bedste udgaver i årevis
Læs også: Oscar-showet modbeviste alle dine fordomme – og bekræftede én