KOMMENTAR: Man plejer at sige, at Oscar-showet er forudsigeligt. Man plejer at sige, at Oscar-showet starter underholdende, men ender som en sejtrækker. Man plejer at sige, at Oscar-showet er hvidt.
Ingen af delene kan man sige om Oscar-showet 2017, der mindede os om, hvorfor vi gider spekulere, skrive og skændes om resultaterne flere uger i forvejen, og hvorfor vi skipper en nattesøvn for at se med nu og her, selvom meget er givet på forhånd.
Med hovedprisen til ’Moonlight’ fik akademiet sat en tyk streg under, at #OscarsSoWhite er #SoLastYear. Ud over bedste film-prisen sikrede ’Moonlight’ sig en manuskriptpris, der var birollehæder til Mahershala Ali og Viola Davis for ’Fences’ og en dokumentarpris til ’O.J.: Made in America’. Et mangfoldighedscomeback, som naturligvis hverken betyder, at alle raceproblemer er udryddet fra hverken filmbranchen eller Oscar, men i det mindste, at der er fremgang at spore.
Sejren til ’Moonlight’ kan ikke kun tilskrives politiske bevæggrunde af den slags, der har været mere udtalte i ’bedste ikkeengelsksprogede film’-kategorien, hvor ’The Salesman’ næppe havde strøget til tops uden Trumps indrejseforbud.
Men der er ingen tvivl om, at akademiet med valget af ’Moonlight’ undgik det akavede paradoks, der ville ligge i at lade en samfundspolitisk kritik løbe som en kraftig understrøm gennem showet, mens man i virkeligheden hyldede et udtalt stykke eskapisme som ’La La Land’. I år lykkedes det faktisk akademiet at følge ord op med handling og vælge en film, som er et vigtigt indspark i en af de største kulturelle identitetskonflikter i Amerika med sin behandling af temaer som race, fattigdomsspiral og homoseksualitet.
Underdog’en sejrer igen
Med Oscar-sejren vil mange flere mennesker utvivlsomt se ’Moonlight’ end ellers. Og dertil kommer, at ’Moonlight’ er en kunstnerisk imponerende film, hvilket indikerer, at vi efterhånden nok også må gøre op med den gængse forestilling om Oscar som et sted med primærhang til leflende og sentimentale budskabsdramaer.
Deres smag – i hvert altid når det kommer til vinderne – har udviklet sig i en noget mere nuanceret retning siden 90’erne. Og man må sige, at Oscar i år spænder de progressive seler ind og med ’Moonlight’-sejren gør en reel cineastisk og samfundsmæssig forskel.
Men det var altså ikke de eneste fordomme om Oscar, som blev nedbrudt for en stund.
Takket være de mange prisoverrækkelser, der går i forvejen, bryster mange Oscar-connoisseurs sig af at kunne forudsige vinderne med overlegen vished, men de seneste to år har flertallet af eksperter måtte æde deres Oscar-gæt, når det kommer til den allervigtigste pris: Bedste film.
Sidste år vandt ’Spotlight’ foran favoritten ’The Revenant’, og i år vandt ’Moonlight’ på målstregen foran kæmpefavoritten ’La La Land’, der kun fik seks statuetter ud af tretten mulige.
Ikke alene beviser de to årgange, at Oscar-akademiet ikke er så gennemskueligt, som mange anklager dem for – de beviser også, at underdog’en i allerhøjeste grad har en chance i Oscar-regi: At man på ingen måde behøver store stjerner, svumlende budgetter eller flashy tilblivelsesfortællinger for at gå hele vejen.
Man kan ligefrem argumentere for, at de mange, veltilrettelagte historier om ’La La Land’ og ’The Revenant’ endte med at tale imod dem – begge kørte kampagner, der var anlagt på, hvor svær en opgave det var at lave filmene, men begge blev ramt af et overvældende backlash fra skeptikersiden. Som sagde akademiet, »ro på, vildere er den heller ikke«.
En afmaskering
I en streamingtid demonstrerede den vanvittige afslutning på showet desuden, hvad live-tv kan, når det er bedst. Det var en helt særlig oplevelse at overvære sammenbruddet, mens det skete – fuldkommen uventet og med ens personlige erkendelsesproces fra små iagttagelser af uro bag ’La La Land’-holdets takketale til den fulde realisering af, hvad der skete.
Det var som at se Formel 1 eller cykelløb: Man håber selvfølgelig ikke på, at nogen kommer til skade, men en stor del af attraktionen er, at man ved, det kan gå galt – og når det først går alt, har det også en uafviselig underholdningsværdi.
Når det så er sagt, blev man med Oscar-gate pinligt bevidst om, at det hele også er en lille smule futilt. Pensionerede filmstjerner, der fumler rundt med kuverter, to sæt takketaler, gensidige forsøg på at vise respekt for det konkurrerende filmhold trods det mavevridende twist. Sjældent har det stået klarere, at al denne palaver grundlæggende handler om at reducere to gode film til heste i et, et stykke ned ad travbanen, meningsløst væddeløb.
Således måtte Jimmy Kimmel da også selv pifte luften ud af den til bristepunktet oppustede Oscar-ballon med aftenens slutreplik:
»Lad os huske på, at det bare er et prisshow. Vi hader at se folk skuffede, men de gode nyheder er, at vi fik nogle ekstra taler. Og vi har nogle fantastiske film«.
Antiklimatisk i sin afmaskering af prisuddelingens funktion – men omvendt den måske bedste, mest dramatiske og mest ærlige afslutning på et Oscar-show nogensinde.
Læs også: De sjoveste og mest rørende højdepunkter fra Oscar-natten
Læs også: Kæmpeskandale ved Oscar – den forkerte film annonceret som vinder
Læs også: Se alle Oscar-vinderne