Amy Schumer fik et stort spillefilmgennembrud med ‘Trainwreck’, som hun skrev og spillede hovedrollen i. Siden har det vakt opsigt, at hun skulle spille titelrollen i ‘Barbie’ – og således potentielt gøre for den blonde dukke, hvad hun gjorde for romcom-genren med ‘Trainwreck’: Vende det hele lidt på hovedet.
Filmen tager afsæt i, at Barbie bliver smidt ud af Barbieland, fordi hun bliver dømt for uperfekt, og derefter skal klare sig i den virkelige verden. Det lyder lige til Amy Schumers højreben, men nu skriver Variety, at komikeren er hoppet fra projektet.
Den officielle forklaring fra Schumer lyder:
»Desværre er jeg ikke længere i stand til at lave ‘Barbie’ på grund af kalenderkonflikter. Filmen lover så godt, og Sony og Mattel har været fantastiske partnere. Jeg er ærgerlig, men jeg glæder mig til at se ‘Barbie’ på lærredet«.
Alle ved, at man ikke nødvendigvis skal tage den slags logistiske forklaringer for gode varer, men endnu er der ikke forlydender om, at der ligger andet bag.
Amy Schumer finpudsede dog for nylig Hilary Winstons manuskript, og det skulle ikke undre, hvis der er opstået uenighed om historiens retning. Måske Barbie-producenten Mattel ikke har været lige så åben over for eksperimenter som konkurrenten Lego i forbindelse med ‘Lego’-filmene?
Det er alt sammen spekulation, men det står i hvert fald klart, at ‘Barbie’ bliver uden Amy Schumer.