Gyserfilmen ‘Get Out’ har mistet sin 100 procent-rating på Rotten Tomatoes – se, hvilke nye film der stadig er med i klubben

Gyserfilmen ‘Get Out’ har mistet sin 100 procent-rating på Rotten Tomatoes – se, hvilke nye film der stadig er med i klubben

Alle er vilde med komikeren Jordan Peeles overraskende gyserthriller ‘Get Out’. Næsten.

Indtil for få dage siden kunne filmen nemlig bryste sig af den sjældne 100 procent-score på anmeldersamlingssitet Rotten Tomatoes. Men nu er det slut. Det højreorienterede medie National Reviews kritiker Armond White mener, at filmen er »skræddersyet til at tilfredsstille det liberale status quo«, og med ét er filmen bumpet ned på 99 procent positive anmeldelser.

Filmen handler om en sort mand, der besøger sin hvide kærestes rige familie, der stadig har sorte tjenestefolk, og hvor der tilsyneladende er mange skeletter i skabene. På rollelisten finder man Daniel Kaluuya (‘Black Mirror’ sæson 3), Allison Williams (Marnie i ‘Girls’), Catherine Keener og Bradley Whitford (‘The West Wing’) –  se traileren her.

Det har vakt opsigt, at ‘Get Out’ er blevet så velmodtaget, ikke mindst fordi det er ‘Key and Peele’-komikerens første film som instruktør, og fordi han bevæger sig i en noget anden retning end i det fantastiske sketchshow, han er kendt for.

Men nu er Jordan Peele altså røget ud af 100 procentsklubben. 19 film klarede sidste år cuttet hele vejen igennem, og der er både kendte (som ‘O.J. Simpson: Made in America’) og ukendte titler iblandt. Mest bemærkelsesværdigt, når man scroller ned over listen, er det, at man får øje på en dansk film, nemlig Ali Abbasis ‘Shelley’, som vi her på sitet da også kårede som sidste års bedste danske film, men som kun blev set af omkring 150 mennesker i biografen. Også finske ‘The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’ er på listen.

I 2017 har tre film foreløbigt klaret cuttet, heriblandt Luca Guadagninos homodrama ‘Call Me By Your Name’, som fik en overvældende modtagelse på Sundance-festivalen i januar. Nu må vi se, om den kan holde det flotte anmeldersnit.

Det er værd at holde sig for øje, hvor mange anmeldelser scoren er bedømt på. Det er selvsagt nemmere at holde 100 procent, hvis man kun – som ‘Shelley’ – er blevet anmeldt af otte af de medier, der bliver inkluderet af Rotten Tomatoes, end hvis man, som Mia Hansen-Løves ‘Things to Come’ (‘Dagen i morgen’), er blevet anmeldt af 98 forskellige medier.

Her er alle topscorer-filmene fra 2016 og 2017:

2016:
Trapped – 23 anmeldelser
The Bad Kids – 15
Chicken People – 7
For the Love of Spock – 26
A Beautiful Planet – 13
O.J.: Made in America – 44
Te3n – 6
Raman Raghav 2.0 – 5
Shelley – 8
Everything Is Copy – 13
Justin Timberlake + The Tennessee Kids – 14
Tower – 73
The Happiest Day in the Life of Olli Mäki – 10
Bright Lights: Starring Carrie Fisher and Debbie Reynolds – 43
The Last Laugh – 6
Pink – 6
Wakefield – 6
Things to Come – 98
My Life as a Courgette – 46

2017:
Novitiate – 10
Call Me by Your Name – 28
Roxanne Roxanne – 7

Læs også: Se traileren til Jordan Peeles ‘Get Out’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af