Der er noget befriende let ved en sommerforelskelse. At cykle rundt i lårkorte shorts på græsomgærdede landeveje og lade vandet fra en kort dukkert tørre ind i den glinsende sommersol. At stoppe ved en lille gård for at bede om et glas vand og plukke friske abrikoser fra træet for at spise dem i samme sekund.
På et tidspunkt går sommeren dog på hæld, og det samme sker med sommerromancen. Men har den været lige så altopslugende og betagende, som den var for unge Elio og Oliver, så tager den fast plads i hjertet og former én resten af livet.
’Call Me By Your Name’ er en film, der gør netop det. Den er instrueret af italienske Luca Guadignino (’I Am Love’, ’A Bigger Splash’) og blev årets store samtaleemne på Sundance Film Festival. På min vej gennem filmkøer og impulsive samtaler fremhævede samtlige, der havde set den, filmen som festivalens bedste.
»Hvorfor?« spurgte jeg dem, da jeg endnu havde filmen til gode.
»Den er bare… Wow«, lød det skuffende ubegrundede svar.
Men nu forstår jeg dem fuldstændigt. ’Call Me By Your Name’ er en følelse, der er svær at sætte ord på. Som den stormende forelskelse, man har svært ved at få andre til at forstå, fordi det kun er én selv, der har oplevet den. Mange kan blot drømme om en forelskelse som Elio og Olivers, men det fantastiske er, at deres elskovsbrand planter sig i hjernebarken hos dem, der ser med.
Og så er det jo lige meget, om det er mellem mand og kvinde. Eller mellem mand og mand som i ’Call Me By Your Name’. Og det er nok derfor, at kritikere har beskrevet filmen som nærmest revolutionerende.
Det, der er vigtigt
Guadagninos fjerde spillefilm er baseret på André Acimans bog af samme navn. Den foregår i 80’ernes Lombardiet, hvor Elio (Timotheé Chalamet) residerer om sommeren med sin mor (Amira Casar) og far (Michael Stuhlbarg). Faren er professor, moren oversætter glædeligt fra tysk til engelsk i sine godnathistorier, og deres hjem emmer i det hele taget af intellektuelt overskud. Elio bruger sin fritid på at omskrive klassiske musikstykker i nye stilarter og lave guitarakustiske pendanter, mens han roligt venter på, at sommeren passerer.
Filmen starter i det sekund, farens nye amerikanske assistent Oliver (Armie Hammer) dukker op. Hans intelligens matcher familiens, når han overlegent dissekerer ordet abrikos’ latinske, græske og arabiske rødder, men hans mere tilbagelænede livsstil og abrupte afskedsbemærkning »later« tænder Elio af. Hvem fanden tror han egentlig, han er?
Lige så stille begynder Elio dog at se anderledes på den gudesmukke Oliver. Med fænomenalt spil fra filmens store åbenbaring, Timotheé Chamalet, forstår vi den tiltrækning, der sagte opstår. Fra den spirende jalousi, da Oliver danser med en pige, til de lurende blikke fra det toilet, der adskiller Oliver og Elios værelser. Hvad Oliver selv tænker, ved vi ikke – men ligesom Elio kan man ikke undgå at blive opslugt af den overlegne levemand.
I 80’ernes pastelfarvede omgivelser med denim-overload og uknækkeligt livsmod nærmer de to mænd sig forsigtigt hinanden. Elio åbner op for sine følelser ved en statue fra Første Verdenskrig, der portrætterer et slag, som Oliver aldrig har hørt om.
»Er der noget, du ikke ved noget om?« griner Oliver og går rundt om statuen.
»Ja, jeg ved ikke noget om det, der er vigtigt«.
»Hvad mener du?«
»Du ved godt, hvad jeg mener«, svarer Elio forsigtigt. En mindeværdig scene udfolder sig, efterhånden som de taler videre på hver deres side af den stolte soldat for at mødes ansigt til ansigt, når halvcirklerne ender.
Kærligheden, lykken og nuet
Guadagninos manuskript og instruktion tager sig tid til at lade karaktererne finde hinanden. Det er så medrivende og så stilfuldt, at hvert et frame er mesterligt. Den italienske instruktør er en sanselighedens mester.
På sidelinjen står Elios mor, der for længst har bemærket sin søns flakkende sommerfugle, og for hende er der ingen skam i de følelser, der bobler inde i ham. Ej heller for Elios far, der mod filmens slutning indleder så rørende og sandfærdig en far-søn-snak, at sommerens forelskelse bliver et livsvigtigt eventyr frem for et hjerteskærende minde.
For problemet med Elio og Oliver er ikke, at de er homoseksuelle. Det er, at tiden flyver fra dem.
’Call Me By Your Name’ er et drømmesyn af en film om kærlighed, og Guadagnino har uden sammenligning skabt karrierens højdepunkt. Det samme gælder for Armie Hammer (’The Social Network’, ’The Lone Ranger’), der tålmodigt åbner den nonchalante Oliver mere og mere op og får os til at heppe på hans fremtidige lykke med samme kraft, som vi gør for Elio.
21-årige Timotheé Chamalet stjæler dog billedet med sin formidling af Elios komplekse følelsesliv og modstridende tanker i hvert eneste blik, hver eneste berøring og hvert eneste ord.
Kemien mellem de to transcenderer køn, tid og sted, og selvom filmen i én forstand lægger sig i forlængelse af nye homohovedværker som ’Brokeback Mountain’ og ’Weekend’, er det en forsimpling at kalde den en homofilm.
’Call Me By Your Name’ er en film om kærligheden, lykken og nuet, tilfældigvis med to mænd i centrum.
Læs også: De 10 bedste film, vi så på årets Sundance-festival