(Spoiler alert: Slutningen på ‘Rogue One’ bliver omtalt i det følgende)
Da ‘Star Wars’-fans verden over satte sig i biograferne i december for at se ’Rogue One’, fik de noget af en overraskelse over filmens dystre slutning, hvor alle hovedkarakterne måtte lade livet.
Det føltes som et radikalt greb af en blockbuster at være, og nu er det kommet frem, at den da heller ikke fremkom uden grundige overvejelser eller alternative bud.
I en tidligere version af manuskriptet, hvor Felicity Jones’ Jyn Erso var skrevet som rebelsoldat, og mange af karaktererne endnu ikke var opfundet (Bodhi Rook, Baze Malbus, Chirrut Imwe), havde forfatterne en mere lykkelig udgang i kikkerten. Det fortæller manuskriptforfatteren Gary Whitta til EW:
»Jeg sagde ikke, at alle ville overleve. Kaytoo har altid skulle dø. Men Jyn overlevede. Også Cassian. Der var en del ofre, på begge sider, i begge versioner af manuskriptet«.
Egentlig foretrak manuskriptforfatterne den mere mørke slutning, men de forventede ikke, at den havde gang på jord hos Disney og Lucasfilm.
»Det originale instinkt var, at alle skulle dø. Det er det værd. Hvis du skal ofre dit liv for noget, så giv dit liv til dette. Til at tilintetgøre et våben, der alligevel vil slå alle ihjel. Det er, hvad vi altid ville gøre«, fortæller Whitta og fortsætter:
»Men vi udforskede det aldrig, da vi var bange for, at Disney ikke ville lade os gøre det. At Disney tænkte, at det var for mørkt for en ’Star Wars’-film eller for deres brand«.
Da det kom til stykket, var produceren Kathleen Kennedy og resten af teamet dog overraskende positive over for den brutale slutning.
Læs også: Afdøde Carrie Fisher skulle formentlig have stor rolle i indtil flere ‘Star Wars’-film