Hvis den premiereaktuelle ’Ghost in the Shell’ bliver Pilou Asbæks brede internationale gennembrud, kan han ikke mindst takke sig selv.
Asbæk, der spiller antiterrorbetjenten Batou, har tidligere fortalt, hvordan han måtte insistere på at få optaget sit nærbillede, selvom det var midt om natten, og det 100 mand store filmhold – inklusive Scarlett Johansson – i forvejen havde arbejdet flere timer over tid under optagelserne til sci-fi-thrilleren, hvor Johansson spiller cyborg.
Nu fortæller han, hvorfor lige netop det nærbillede var så vigtigt for ham. Og hvordan hans rolle i ’Ghost in the Shell’, der er en filmatisering af en japansk mangategneserie (1989) og animefilm (1995) af samme navn, oprindeligt blev skåret drastisk ned, fordi der skulle være tid og replikker til stjerner, der var langt større end Pilou fra Danmark.
Med list, indædthed og storhedsvanvid tog han kampen op mod det enorme Hollywood-maskineri i en film med et budget på over en halv milliard kroner – og fik gjort rollen dobbelt så stor.
Før optagelserne: En lille smule på røven
»Da jeg blev tilknyttet projektet, var Batous rolle med i cirka 80 procent af manuskriptet. Det skyldes den simple årsag, at jeg var nummer to, der underskrev kontrakten efter Scarlett Johansson, og på daværende tidspunkt havde produktionsselskabet ikke fundet de andre stjerner.
For at de kan lokkes om bord på en film, skal de have noget kød, når de læser deres roller i manuskriptet. Du fjerner jo ikke kødet fra Scarlett, du fjerner selvfølgelig kødet fra Batou. Så jeg så min rolle blive gradvist reduceret mere og mere og mere for hvert draft, der kom. Hvorimod Juliette Binoche eller Takeshi Kitanos roller voksede sig større og større og større.
Det var ekstremt frustrerende. Og jeg har jo ikke særligt meget pull. Jeg kan jo ikke sætte foden ned og sige, ’så gider jeg ikke lave jeres film’. Så finder de bare en anden, de er fucking ligeglade. Så hvordan spiller man dét spil? Det gør man ved at lave en rolle, der er så fucking fed, så når vi begynder at optage, finder de ud af, at de vil have mere Batou.
Jeg satte mig ned, og jeg var pisse ked af, at de reducerede min rolle til stort set ingenting. Jeg havde en lang snak med instruktøren, Rupert Sanders (’Snow White and the Huntsman’, red.), for at få forklaret, hvad der foregik.
’Er det mig’, spurgte jeg, og han sagde, ’nej, det er, fordi vi skal have tiltrukket nogle flere stjerner. Du sælger ikke billetter, Pilou. Jeg er ked af det, ligegyldigt hvor meget jeg gerne ville sige noget andet, så sælger du bare ikke billetter. Det vil jeg gerne hjælpe dig med, at du gør i fremtiden, men det gør du ikke lige nu. Derfor må vi give noget af dit kød til andre. Nogle af dine replikker, nogle af dine scener skal gå til andre’.
Så tænkte jeg: ’Okay, de få scener, jeg har, må jeg så gøre mindeværdige. Hvordan gør jeg det?’
Jeg havde set animefilmen som teenager og syntes, at den var fed. Klip til 17-18 år efter, hvor jeg får Batou og skal connecte til den rolle. Men jeg connecter ikke særligt meget til Batou i animeen. Han er 15 år ældre end mig, han er militærmand, han er stille, han er en masse ting, jeg ikke kan forholde mig til – tegneseriefigur ikke mindst.
Så jeg er en lille smule på røven. Jeg begyndte at læse mangaen igen og igen for at finde nøglen. Jeg kommer fra en gallerifamilie, så jeg tænkte ’respekter den originale kilde’. Jeg sidder med mangaen i hånden og animéen på skærmen, og så tænker jeg, at jeg tager det visuelle fra mangaen – militærfrisuren, de store støvler, de store bøffer, pizza og øl – men jeg tager sjælen og ånden fra animeen. Så på den måde gjorde jeg det til mit eget«.
På optagelse: Kemi med Scarlett Johansson
»Da vi gik i gang med at skyde, var min rolle nede på at være med i filmen 30 procent af tiden. Jeg ved, at det er en sci-fi-film sat i en futuristisk, men alligevel realistisk fremtidsverden. Så insisterede jeg på at drikke øl og spise pizza i nogle af scenerne for at give det noget tekstur, noget menneskeligt, noget vi kan forholde os til – alle i filmen er jo cyborgs.
Derfor insisterede jeg også på, at vi skulle bevare en scene, der var ved at ryge ud, men som endte med at komme med i filmen, hvor jeg køber kødben hos en gadeslagter og giver dem til en bestemt herreløs hund. Det er mig, der siger, at vi skal have den her hund med. Det er mig, der siger, at vi skal lave noget karakteropbyggende for Batou, og så var instruktøren med på den. Og så begyndte kampen om, hvor meget jeg kunne få ind.
De daglige optagelser blev sendt til Los Angeles, hvor produktionsselskaberne Dreamworks og Paramount sad og så dem igennem. Det er et gigantisk maskineri. Paramount og Dreamworks er de store drenge i klassen. Alt skal godkendes, og hvis der havde været problemer, havde der stået ti producere i New Zealand dagen efter og havde holdt fuldstændigt øje med instruktøren.
Den eneste kommentar, jeg fik at vide, var, at de ville have mere Batou. De kunne godt se, at den kemi, Scarlett og jeg har, er stærk. Du kan spille mange ting, men man kan ikke spille kemi mellem to mennesker, det kan ikke lade sig gøre. Kemi er bare noget, der er der.
Men der er rigtigt god kemi mellem Scarlett og jeg, hvilket skyldes, at vi bag ved kameraet skide godt kan lide hinanden. Hun accepterer mig for alle mine fejl og mangler og manglende engelskkundskaber. Men det bliver også sekundært, for i animeen taler Batou meget staccato, så det fungerede perfekt, og vi endte med at blive meget tætte, for man sidder fem-seks måneder isoleret i New Zealand, hvor filmen blev optaget, og der kommer ikke ret mange venner på besøg dernede.
Jeg ville gerne have haft, at min rolle var blevet større. Sådan er det at være skuespiller, man vil altid gerne have hovedrollen, men sådan fungerer det jo desværre ikke. Jeg endte med at være med i 60 procent af filmen. Og det er jo bedre end de 30 procent, jeg startede med.
Når jeg kan stå og råbe og skrige på et set klokken to om natten med to timers overtid og insistere på et nærbillede, og Scarlett går med til det, og 400 mennesker tager endnu en times overarbejde, så er det, fordi jeg har bevist mit værd gennem halvanden måned, som vi havde optaget på det tidspunkt. Det er, fordi de har set, at den farve, jeg repræsenterer i den her film, vil de gerne have med. Så de ville gerne have mere Batou«.
I dag: Slut med at underspille
»Hvis vi danskere altid ser os selv i udlandet som, at vi bare er danskere i en stor amerikansk film, så vil vi altid bare være en dansker i en amerikansk film. Jeg kan aldrig blive 100 procent amerikaner i en amerikansk film. Jeg har for meget dialekt, og jeg ser ud, som jeg gør, men jeg kan blive en spændende farve i en amerikansk film.
Og jeg gider ikke lægge mig under for nogen. Jeg har aldrig lagt mig under for nogen hele mit liv, og det kommer jeg heller ikke til at gøre på en spillefilm. Jeg giver respekt, og jeg er autoritetstro, men kunstnerisk vil jeg ikke kaste mig ned under dig. Hvordan skal du yde det bedste, hvis jeg ikke gør? Det er ligesom tennis. Man bliver kun god, hvis man spiller mod en, der er bedre end én selv. Hvis jeg hele tiden prøver at skubbe mig selv og blive bedre og bedre, stiller jeg større krav til mig selv, men jeg stiller også krav til mine omgivelser.
Og hvis de ser en, der tør gå forrest og stille krav, så respekterer de det også, i stedet for at jeg sidder og siger ’jeg er her bare for at blive betalt’.
Jeg er skide god – eller i hvert fald på rette vej. Jeg ville ikke være med i ’Ghost in the Shell’, hvis jeg var dårlig. Der har været 1000 andre til casting. Jeg må have tillid til, at instruktøren har set noget, jeg repræsenterer. Så er der andre ting med billetsalg, og nogle har en agenda med whitewashing, men det kan jeg ikke stå på mål for. Jeg kan stå på mål for min rolle.
Jeg gider ikke længere den der tilgang om, at vi skal underspille. Vi underspiller altid. Og jeg synes sgu, at vi er federe end det. Det synes jeg sgu. Jeg synes kraftedeme, at Mads Mikkelsen gør det godt, også Nikolaj Coster-Waldau og Sidse Babett Knudsen, og jeg synes også, at jeg gør det godt i den her. For to år siden havde jeg aldrig lavet en udenlandsk film, og lige pludselig står jeg her på grund af en blanding af arrogance og storhedsvanvid.
Men man skal også være ydmyg og forstå spillereglerne, for det er et skakspil at gå ind på en amerikansk produktion og lige så hurtigt det går op, lige så hurtigt kan det gå ned. Men lad mig for helvede lige nyde det her øjeblik.
Med alderen gider jeg ikke lade andre folks meninger og synspunkter diktere, hvordan jeg skal spille en rolle. Ellers havde jeg nok knækket nakken på ’Game of Thrones’ eller ’Ghost in the Shell’ på nuværende tidspunkt«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Ghost in the Shell’