Det kan godt være, Brad Pitt netop har befundet sig i sit livs værste krise og for tiden fremstår som det seneste skud på stammen af midaldrende skuespilstjerner, der har mistet deres familie som udslag af et for omfattende forbrug af sprut og andre stimulanser.
Men som Pitt selv siger i det åbenhjertige GQ-interview fra et par uger siden, har han nu alligevel været tilsmilet af lykkens gudinde.
Han har været People Magazines ’Verdens mest sexede mand’ to gange, og selvom han for tre år siden rundede de 50, kan han stadig få de mest seksuelt ensporede mænd til at genoverveje deres seksualitet.
Han er også, med et populært udtryk, ’woke as fuck’ og har blandt andet støttet op om stamcelle-forskning, og kampen mod AIDS i den tredje verden, ligesom han og ekskonen Angelina Jolie via deres velgørende organisation Jolie-Pitt Foundation har doneret mange millioner dollars til alt fra Darfur til Læger uden grænser. Han har bygget klimavenlige huse til ofrene for orkanen Katrina og udtrykt sin støtte til homovielser.
Derudover er han uomtvisteligt dygtig. Hans skuespilpræstationer har sikret ham tre Oscar-nomineringer, tre BAFTA-nomineringer og en Golden Globe, han har udødeliggjort sig selv med roller i film som ’Fight Club’, ’Seven’,’ ’Twelve Monkeys’ og ’Moneyball’, og som producent har han været med til at modtage en Oscar for ’12 Years A Slave’. Hans filmselskab, Plan B, stod også bag årets Oscar-vinder ’Moonlight’.
I sine roller er han især kendt for det seriøse, temperamentsfulde og for sin evne til at dyrke galskaben overbevisende på lærredet. Selv udtaler han i GQ-interviewet, at han er færdig med roller, der svælger i smerten. »Det var mere smerteturisme«, erkender han og bemærker, at det især er de mere komisk anlagte roller, der tænder ham skuespilmæssigt i disse år.
Og faktisk kan man argumentere for, at Pitt aldrig har fået nok for sin humoristiske tæft, som ellers er en af hans primære styrker som skuespiller – og et punkt, hvor han hæver sig over mange af tidens andre store spillere.
Vi dykker her ned i Pitts komiske facetter – på og uden for lærredet – i anledning af den kommende Netflix-film ’War Machine’, en sort, politisk komedie, hvor Pitt spiller general Dan McMahon, der sendes til Afghanistan for at afslutte krigen. Man behøver ikke se mere end traileren for at slå fast, at det ikke mindst er Pitts komiske side, der er i højsædet her.
Han kan spille dum
Det er en kunst at spille dum. Det kan meget nemt blive for overdrevet, og så virker det ikke. Omvendt kan det blive for underspillet, og så er det ikke sjovt. Brad Pitt forstår at ramme plet, som det for eksempel ses i Coen-brødrenes ’Burn After Reading’ (2008).
Her spiller han den kønne, men hysterisk dumme fitnessinstruktør Chad, der en dag falder over et bogmanuskript, som han tror er hemmelige dokumenter og derfor først prøver at få en fed findeløn for og senere forsøger at sælge til den russsiske ambassade, alt sammen under et kikset spion-alias.
Han mestrer ironi
»Vi skulle lave filmen. Det var enten det eller en retssag, så vi blev enige om, at det var billigere i sidste ende bare at klemme ballerne sammen og lave den«.
Under et interview til MSN Entertainment forud for premieren på ’Oceans Twelve’ (2004) hygger de to hovedrolleindehavere Pitt og Clooney sig gevaldigt i hinandens selskab og flasher deres interne, dybt ironiske jargon. De to tidligere ’sexiest man alive’-vindere driller desuden en tredje skuespiller fra filmen, Matt Damon, der aldrig har modtaget den pris.
Her får vi også første gang en smagsprøve på Pitts senere catchfrase: ’Bonjiorno’.
Han kan tage en joke
»Synes du, at folk fokuserer for meget på dit udseende og ikke ser, at du bare er en dårlig skuespiller?«
’Between Two Ferns’ er Zach Galifianakis’ oneman-roast forklædt som verdens mest uhøflige celebrity-interview. Obama, Hillary Clinton og Justin Bieber er bare tre af de celebs, der har været forbi de to bregner for at lade Galifianakis svine dem til, men de fleste er nu enige om, at afsnittet med Brad Pitt er det sjoveste.
Blandt andet bliver der prikket til Pitts forhold til ekskonen Jennifer Aniston med ordene:
»Da du første gang mødte Angelina, var det så ligesom… Da Ross mødte Rachel?«
Se videoen HER
Han holder det sort
Hvis man tilhører den del af generation-’Fight Club’, der har anlagt et tykt lag sort sarkasme som skjold mod eksistensens meningsløshed, vil man kende Pitts glansrolle, Tyler Durden, som slut 90’ernes mørke svar på Eddie Murphy eller en nihilistisk Will Ferrell – grov, men sjov.
Han taler sort
Oprindeligt bad Guy Ritchie Pitt om at indøve en London-dialekt til instruktørens krimikomedie ’Snatch’ (2000), hvilket ikke lykkedes. I stedet skulle Pitts Mickey O’Neil tale med en så tyk irsk dialekt, at hverken biografgængere eller de andre karakterer i filmen forstod et hak af det.
Den uforståelige dialekt var desuden en kommentar til de anmeldere, der klagede over uforståelig tale i Ritchies forrige film, ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’.
Han udlåner sig selv
Selvom Brad Pitt har været rangeret som den 37. største filmstjerne nogensinde i magasinet Empire, er han ikke bleg for at lade sig udlåne til lidt af hvert, så længe det er sjovt.
For eksempel stillede han sammen med Matt Damon op i deres fælles ven George Clooneys instruktørdebut, ’Confessions of A Dangerous Mind’ (2002), hvor de havde en cameo som deltagere i et 70’er-dating-show med skæg og store flipper.
Også da hans daværende kone havde gang i en eller anden lille tv-serie, var han sød at hjælpe lidt til, nærmere bestemt i et afsnit af ’Friends’, ’The One with the Rumor’ (2001). Her spillede han Ross’ gamle skolekammerat Will, som Rachel havde været grov imod i skoletiden.
Nu er Will bitter og kommer til at afsløre, at han og Ross startede en hadeklub kaldet The I Hate Rachel Green Club.
Han er uforfængelig
Brad Pitt er en af den slags filmstjerner, der ikke har behov for, at der går lækkermås i alle hans roller. Et af de bedste eksempler er Terry Gilliams mesterlige sci-fi-film ’12 Monkeys’, hvor Brad Pitt hyperaktivt og rablende går linen ud i roterende galskab som indlagt på Bruce Wilis’ anstalt.
Pitt udnytter suverænt sin fortid som stoner, bare i speedmotion.
Han taler italiensk
Bonjiorno! Den måtte jo komme. ’Inglourious Basterds’ fra 2009 er Quentin Tarantinos bud på en blodig, sort-humoristisk World War 2-flick, hvori Pitt spiller nazi-jægeren, Løjtnant Aldo Raine.
I filmens klimaks skal Raine og nogle af hans mænd forklæde sig som italienere ved en filmpremiere i det besatte Frankrig, ved hvilken Nazitysklands topfolk også er til stede. Her melder den næsten provokerende amerikanske Raine hurtigt ud, at han er den af de amerikanske soldater, der taler bedst italiensk. Pitts accent er uimodståelig.
Læs også: Bradfleck-generationen fik alle drømme opfyldt – så gik de på druk