1. Byen, agenten og den døde pige
Mysteriet i ’Twin Peaks’ begyndte med liget af en blond og populær homecoming queen, der var skyllet ind ved strandbredden.
Fiskeren Pete Martell var gået ned for at fiske og opdagede liget af det, der viste sig at være Laura Palmer. Det lignede en tragisk lokalsag, men da veninden Ronette Pulaski slap ud fra den togvogn, hvor Laura blev dræbt, og krydsede grænsen mellem to stater, blev sagen føderal. FBI skulle involveres, og derfor blev FBI-agent Dale Cooper tilkaldt for at hjælpe den lokale sherif Harry S. Truman.
I løbet af første sæson udvikler Cooper og Truman et slags Holmes/Watson-forhold, og de opdager, at Laura havde mange hemmeligheder. Cooper brugte intuition og andre alternative metoder i forbindelse med opklaringsarbejdet, og da han eksempelvis skulle finde frem til identiteten på en hemmelig person fra Lauras dagbog (»nervous about meeting ’J’ tonight«), kastede han sten efter en flaske. Stenen ramte flasken, da navnet Dr. Jacoby blev læst op, men flasken blev ikke knust. Det gjorde den først, da navnet Leo Johnson blev nævnt.
Senere skulle det da også vise sig, at både Leo og Jacoby havde en forbindelse til Laura og hendes tragedie. Men Jacoby, der var hendes psykiater, var mestendels en fortrolig for Laura, og Leo, som high school-drug dealeren Bobby ellers forsøgte at få i fedtefadet, i håb om at score hans hustru, Shelly, var heller ikke morderen.
2. De tre mænd
Der havde været tre mænd i den hytte, hvorfra Laura blev bortført og myrdet, og det viste sig hurtigt, at denne sag var knyttet til en større sag. Der var tale om en seriemorder, en seriemorder som gemte små udklippede bogstaver under ofrenes negle, og derfor måtte Lauras mord også være forbundet til mordet på en anden pige: Teresa Banks.
Da Cooper i begyndelsen af anden sæson fik besøg af en kæmpe på sit hotelværelse, viste det sig imidlertid, at Leo havde et alibi for mordet på Teresa Banks, idet han sad i fængsel i Hungry Horse, Montana. Men hvem havde så dræbt Laura Palmer?
Bartenderen Jacques Renault var vist også indblandet, og det lod til, at Laura havde besøgt ham i hans hytte i skoven. Og hvad med Benjamin Horne, en af de store fisk i byen, som ejede et bordel ved Canadas grænse? Et bordel, hvor både Laura og Ronette havde arbejdet.
I slutningen af anden sæson blev Jacoby dog overfaldet af en ukendt mand, og da han senere blev indlagt, hørte han lyden af Jacques Renault, der blev kvalt med en pude i en anden hospitalsseng.
3. Morderen pågrebet
Audrey, Ben Hornes datter, undersøgte sin fars bordel i forsøget på at hjælpe Agent Cooper, og hun »så en masse ting«, men det var ikke Benjamin Horne, som havde dræbt Laura. Det var heller ikke Renault, skønt han var hovedmistænkt, og selvom han var blevet dræbt af en sørgende Leland Palmer.
Jacoby blev afhørt, og politiet tog Leland ind til afhøring. Han indrømmede at have dræbt Renault, fordi Jacques dræbte Laura. Eller var der mon en anden grund?
I episode 14 mødte Cooper i al fald kæmpen igen, der på scenen i Roadhouse sagde »it’s happening again«. Cooper forstod ikke beskeden, men det viste sig at være sandt, for nu blev Lauras kusine, Madeleine Ferguson, også myrdet. Hun kom til byen i forbindelse med Lauras begravelse, men nu blev hun altså myrdet af den langhårede BOB. Eller måske blev hun myrdet af Lauras far, Leland. Var BOB i det hele taget en virkelig person, var han en ond dæmon eller blot et billede på Lelands ondskab?
Det sidste var ikke en betryggende tanke, mente Cooper, som havde lettere ved at tro på onde ånder og dæmoner i skoven. Ikke desto mindre pågreb han Leland, som derefter begik selvmord i fængselscellen. Havde han fortrængt sine gerninger eller vidste han faktisk ikke, hvad han havde gjort? Selv hævdede han, at han var uskyldig, og at BOB brugte ham som en »human host«.
Det blev antydet, at Leland måske selv have oplevet overgreb ved bedstefarens sommerhus i Pearl Lakes, og måske var det disse overgreb, han havde gentaget mod sin egen datter.
4. Hvem skød Agent Cooper?
Et andet mysterium var i mellemtiden opstået, idet Cooper var blevet skudt i slutningen af første sæson. Dette var den helt store cliffhanger mellem første og anden sæson, i stil med »Who shot J.R.?« fra ’Dallas’.
Men han døde ikke, og det overraskede både Cooper og Truman, da det viste sig, at det var den smukke kvinde Josie Packard, som havde skudt ham. Josie, som var Trumans kæreste, viste sig også at gemme på en masse hemmeligheder, og hun ville angiveligt af med Cooper, fordi han var i gang med at rippe op i alle byens hemmeligheder.
Da Josie blev pågrebet, viste det sig dog, at BOB måske var indblandet. Cooper så i al fald BOB, der spurgte ham »what happened to Josie?«, og afsnittet sluttede med Josies ansigt, der tilsyneladende blev fanget i et skuffedarium. Josie døde, og Truman gik i hundene.
Sagerne hobede sig op i løbet af anden sæson, hvor nye karakterer kom til, nye affærer og magtkampe udfoldede sig. Meget handlede om Packard Saw Mill, Ghostwood og kampene mellem forskellige familiedynastier, men det meste handlede om sex. »The problems of our entire civilization are of a sexual nature«, som Jacoby da også havde fortalt Cooper.
5. Mysteriet om Coopers fortid
Men noget handlede også om Coopers fortid, der lod til at være ved at indhente ham. Inden han kom til Twin Peaks, havde han forelsket sig i en kvinde ved navn Caroline, som var gift med eks-kollegaen Windom Earle.
Forelskelsen var dog endt som en tragedie, idet Caroline blev myrdet (angiveligt af Windom Earle), hvorefter Earle var blevet skør. Men pludselig kom Windom Earle tilbage i Coopers liv. Et regnskab skulle gøres op.
I et mærkeligt og morbidt skakspil besluttede Earle sig for at dræbe alle de ’brikker’, som han kunne tage fra sin tidligere kollega. Med hjælp fra fiskeren og den lokale skakmester Pete Martell lykkedes det Cooper at minimere tragedien, men Earle ændrede blot spillereglerne. Nu var det i stedet dronningen til ’King Dale’, som skulle dø, og dronningen skulle være vinderen af Miss Twin Peaks-konkurrencen.
Vinderen af konkurrencen blev ironisk nok Coopers nye kæreste – den søde, men på mange måder gådefulde Annie Blackburn, som i mellemtiden var kommet til byen. Cooper havde opfordret hende til at deltage i konkurrencen og havde overset kæmpens advarsel. Derfor tog Windom Earle hende med til et mærkeligt mytologisk sted, som lå ved en lysning i skoven. Dette sted ville åbne sig under særlige omstændigheder og i forbindelse med stærke følelser. Porten til The Black Lodge var blevet åbnet. Et rødt og mystisk rum, som Cooper ellers kun havde set i sine drømme.
Cooper hastede efter Windom Earle og Annie Blackburn og endte i det røde rum, hvor Cooper mødte sin egen dobbeltgænger. Cooper blev bange for dobbeltgængeren og forsøgte at flygte, men da han blev fanget af sit ’skygge-jeg’, så man et billedet af BOB, og man frygtede for Coopers velbefindende.
Pludselig var Cooper tilbage på hotelværelset, men da han vågende og skulle ud på badeværelset for at børste tænder, så han BOB’s refleksion i spejlet, hvorefter han kiggede ud mod seerne og spurgte »How’s Annie?«. Her sluttede serien.
6. Men hvad med prequel-filmen?
I filmen ’Twin Peaks: Fire Walk with Me’ (1992), som handlede om de sidste syv dage i Lauras liv, fik vi en anden version og et andet blik på sagen.
Her var der tale om en ekspressiv og mørk fortælling om incest, men filmen introducerede også nogle andre karakterer og mysterier. En gammel kvinde (Mrs. Tremond) og hendes barnebarn, som vi kun så kort i serien, spillede her en stor rolle. Måske var barnebarnet et billede på den unge Leland, som blev forulempet ved bedstefarens hus i Pearl Lakes, eller måske var de fra en helt anden verden. Vi hørte også om agenten Philip Jeffries, der forsvandt i Buenos Aires i 1987, men pludselig dukkede op som en slags spøgelsesfigur, og i filmens første del fulgte vi agenten Chester Desmond, som pludselig forsvandt, idet han forsøgte at opklare mordet på Teresa Banks.
Herefter begynder tidslinjerne at blive komplicerede, og det blev sværere at skelne mellem fortid, nutid og fremtid, drøm og virkelighed. Hvad skete der med Jeffries, hvem var denne Judy, som han nævnte, da han kort dukkede op, hvordan kunne Laura møde Annie Blackburn i sin drøm, og hvad skete der med Chester Desmond?
Filmen gav ikke svar, og seerne kom ikke på hyggeligt genbesøg i Twin Peaks. Vi kom tættere på the heart of darkness, og det, der i begyndelsen havde lignet en simpel mordgåde, var nu blevet til en kompliceret sag af næsten filosofisk eller kosmisk karakter.
Læs også: Ny ‘Twin Peaks’-teaser sammenfatter de foregående sæsoner på to minutter