‘Efter stormen’: Moderne japansk mester overbeviser igen i familiens skød
Hirokazu Kore-eda bliver ofte sammenlignet med Yasujirō Ozu. I lighed med den gamle mester undgår han det store drama og stiller i stedet skarpt på dagligdagens trivialiteter og almindelige menneskers følelsesmæssige kvaler. Udgangspunktet er nok familielivet i det moderne Japan, men hans fortælletalent er så stort, at de forskellige figurer og deres konflikter snildt kan fænge os i andre kulturkredse.
Instruktørens nye film, ‘Efter stormen’, handler om en fraskilt mand, der i en moden alder indser sit ansvar som familiefar og forsøger at genetablere kontakten med sin ekskone og sin lille søn. Filmen varer lige under to timer og føles noget lang, men man er med hele vejen.
Hovedpersonen Ryota (Hiroshi Abe) modtog for mange år siden en respekteret litterær pris, men ligner i en alder af halvtreds år mest af alt en kunstnerisk døgnflue. Han træder vande i et snusket job som privatdetektiv, hvor forfatterens skarpe blik for menneskelige relationer bruges til at afdække sager om utroskab. Han spiller sin løn bort på væddeløbsbanen, forsømmer at betale børnepenge og skubber mere eller mindre frivilligt alle og enhver fra sig.
Det eneste faste holdepunkt er hans mor (Kirin Kiki). Hun er for nyligt blevet enke og indgår som filmens »comic relief«. I en morsom scene byder hun på en optøet, hjemmelavet nudelret, som hendes mand alligevel ikke nåede at spise, mens han var i live, og som i de sidste mange måneder faktisk bare har ligget og ventet på gæster nede i fryseren sammen med en masse andre frostvarer.
Ryota lever i fortiden, men forstår snart, at livet ikke lader vente på nogen. Han anspores til at gribe ind i nuet, da ekskonen Kyoko (Yoko Maki) finder sig en ny kæreste, og sønnen Shingo (Taiyo Yoshizawa) ser ud til at få en papfar. Han føler sig nærmest truet på livet, idet sønnen allerede har fået sin ønskede baseball-handske af ekskonens kæreste.
Men Kore-eda udfolder for alvor sit talent for at skildre de skrøbelige familiemæssige relationer i filmens anden halvdel, hvor Ryota befinder sig i sin mors lejlighed sammen med Kyoko og Shingo under en storm. For filmskaberen handler det ikke om at nå frem til en plotmæssig forløsning, men tværtimod om at observere de forskellige personers indbyrdes forhold til hinanden på tæt hold.
I nattens løb beslutter Ryota sig for sammen med sin søn at gemme sig i den store blæksprutteformede rutsjebane, der findes i boligkompleksets gård. For det kan han huske, at han selv gjorde med sin far som dreng, når det var stormvejr. På elegant vis bruges far-søn-forholdet til at koble fortid, nutid og fremtid sammen, at illustrere et fælles bånd på tværs af generationerne. Til sidst sniger moren sig også ind i rutsjebanen, og for en kort stund er de alle samlet.
De interne problemer i familien bliver ikke nødvendigvis løst, men som uvejret langsomt stilner af, ser morgendagen alligevel noget lysere ud for alle parter. Som bedstemoren med sin typiske, underspillede sans for humor bemærker, kan der være noget dejligt forfriskende ved tyfoner.
I disse afsluttende scener træder arven fra Ozu også tydeligst frem. Kore-eda mimer flere steder den stringente formalisme, man forbinder med mesterværkerne ‘Tokyo Story’ og ‘Floating Weeds’, ved at placere kameraet i øjenhøjde med en person, der knæler ned på en traditionel tatami-måtte.
Som tilskuer inviteres man på den måde til at tage plads i handlingens midte, til at blive en del af intimsfæren. Her bliver skuffelser og svigt præsenteret gennem skuespillernes stille mimik og indforståede bemærkninger. Men man fornemmer også den gode vilje og forhåbningerne. Det føles meget nemt at forholde sig til medlemmerne i den lille familie.
Kort sagt:
Kore-eda har for længst bevist, at han formår at fænge filmelskere verden over med sine stilfærdige skildringer af familieliv i det moderne Japan. ‘Efter stormen’ er ingen undtagelse.
Læs også: Miyazakis arvtager sprænger alle rekorder: Historien bag kæmpehittet ‘Your Name’