’Kong Arthur’: Guy Ritchies nyfortolkning er et hæsblæsende joyride
’Kong Arthur: Legenden om sværdet’ blev efter sigende pitchet som en blanding af Guy Ritchies egen uforlignelige krimikomedie ’Snatch’ og fantasy-mastodonten ’Ringenes Herre’ – og det er faktisk ikke helt skudt ved siden af, om end den nye film ikke har helt samme format.
Charlie Hunnam (Jax fra ’Sons of Anarchy’) er Arthur, en ultimate fighter-version af Frodo, der er lige så streetwise som ’Snatch’s Jason Statham. Arthur er en halvstor fisk i det 12. århundredes underverden i London, men hvad han ikke ved er, at han faktisk er den retmæssige arvtager til tronen, som hans magtsyge onkel Vortigern (Jude Law) nu besidder.
Så da Arthur hiver sin fars magiske kongesværd op ad stenen, venter en barsk kamp om tronen. Men heldigvis har han sine tro venner, en troldkvinde og et stålsat mod.
Guy Ritchies storhedstid ligger bag ham, hvilket ’Kong Arthur: Legend of the Sword’ blot bekræfter. Den britiske instruktør har dog bevist, senest med den fornøjelige ’Spionen fra U.N.C.L.E.’, at han stadig kan levere underholdning på topniveau – og lige på det punkt svigter hans nye og noget anderledes fortolkning af den ældgamle ridderlegende da heller ikke.
Ritchies karakteristiske visuelle stil med fabulerende og fragmenteret klipning og charmende montager er som altid effektiv, og tilføjet instruktørens vanlige vittige og fandenivoldske dialog buldrer fortællingen derudaf i et hæsblæsende tempo. Bare med alt for store skridt.
Den store hæmsko for ’King Arthur: Legend of the Sword’ er nemlig, at Ritchie og hans to manuskriptpartnere simpelthen gaber over en alt for massiv origin story. Vi kastes ind i en usammenhængende og dundrende prolog, hvor elefanter, murbrokker og ild flyver om ørene på os, vi tæskes igennem Arthurs barske bordel-opvækst, og inden vi når at se os om, har han trukket sværdet op ad stenen – og vi hopper fra actionscene til actionscene.
Enkelte gange vinder det hastige tempo point, som når Ritchie & co. elegant forbigår Arthurs anmodning om hjælp fra de royale familier ved på humoristisk vis at skildre et kort, forestillet og ufrugtbart forhandlingsscenarie.
Men man kommer aldrig for alvor tæt på de mange karakterer, der mest af alt er marionetdukker i det store action-spektakel. Arthur, der ellers spilles fortrinligt af den toppumpede Hunnam, forbliver den gode og barmhjertige Robin Hood-agtige underdog, mens Jude Laws teatralske Vortigern aldrig træder ud af rollen som magtliderlig og dæmonisk skurk.
Ritchie virker ikke til at have noget på hjerte med sin nyfortolkning. Form sejrer over indhold i dette sværdsvingende joyride.
Kort sagt:
Sådan har du aldrig set Kong Arthur før. Guy Ritchies udlægning af den ældgamle kongelegende er hæsblæsende underholdning, men det hastige tempo og den ambitiøse historie taber sine karakterer på vejen.