På en festival som Cannes er diskussionen om flere kvinder i filmbranchen nærmest obligatorisk, da det netop er en festival, hvor kun én kvinde, Jane Campion, nogensinde har fået tildelt hovedprisen.
At der mangler kvinder i den mandsdominerede filmbranche er ingen nyhed, men det er stadig et problem, og det er netop, hvad Nicole Kidman og instruktør Sofia Coppola fokuserede på på deres pressemøde på Coppolas nye film ‘The Beguiled’, der udover Nicole Kidman har Kirsten Dunst, Elle Fanning og Colin Farrell på rollelisten
På pressemødet sad der nemlig kun to mænd (producer Youree Henley og Colin Farrell) blandt seks kvinder ved langbordet. Nicole Kidman svarede på spørgsmål om, hvordan mulighederne ser ud for kvindelige instruktører dag:
»Der er stadig kun omkring fire procent kvinder, der instruerede de store spillefilm i 2016«, sagde Kidman og fortsatte: »Dét siger det hele. Jeg tror, at det er en vigtig ting at sige og blive ved med at sige. Heldigvis havde vi Jane Campion (hvis tv-serie ‘Top of the lake: China Girl’ vises på årets festival, red.) og Sofia her. Vi kvinder må støtte kvindelige instruktører, det er som om, det er en selvfølge nu. Alle siger, at det er ændret nu – men det er det ikke. Se på statistikkerne«.
‘The Beguilded’ deltager i årets hovedkonkurrence og udspiller sig under den amerikanske borgerkrig, hvor der udløses seksuelle spændinger, da pigerne på en pigeskole i Virginia skjuler en såret soldat.
Læs også: Cannes-highlight dag 7: Den stærkeste hiphopfilm siden ’8 Mile’ er årets store crowdpleaser