‘The Keepers’: Netflix-mordserie er et isnende true crime-pletskud

‘The Keepers’: Netflix-mordserie er et isnende true crime-pletskud

Hvem stod bag mordet på den unge nonne Catherine Ann Cesnik tilbage i 1969? En vellidt, guitarspillende 26-årig lærerinde på en katolsk high school for piger i Baltimore er vel sådan cirka det mindst sandsynlige mordoffer, man kan tænke sig? Den snart 50 år gamle mordgåde er det magnetiske og yderst binge-værdige omdrejningspunkt for Netflix’ nye true crime doku-serie i syv dele, ’The Keepers’.

Søster Cathy, som hun blev kaldt blandt elever og venner, forsvinder en novemberaften på vej hjem fra en indkøbstur. Hendes bil holder godt nok uden for bopælen, men skævt parkeret, hjulene indsmurt i mudder og med kviste omkring førersædet. Noget stemmer med andre ord ikke. Hele to måneder går der dog, før liget af Cathy bliver fundet på en afsidesliggende skovskråning uden for byen. Dødsårsagen er et voldsomt slag mod hovedet. I den mellemliggende periode fra Cathys forsvinden til fundet af hendes lig, finder et andet mord sted i nabolaget. Den 20-årige Joyce Malecki forsvinder på lignede vis og bliver fundet dræbt ved en søbred i en skov. Men er de to kvindemord forbundet?

Første afsnit af ’The Keepers’ kortlægger detaljerne omkring de to mord på klassisk true crime-maner. Sort/hvid fotografier fra gerningsstederne, gulnede avisartikler og interviews med de involverede politiefterforskere (dem, der vel og mærke stadig er i live i dag) og vedholdende journalister udgør instruktør Ryan Whites sagsgennemgang. Men det er ikke udelukkende White, der har fattet interesse for den kolde dobbeltmordsag fra 1969.

Seriens egentlige gravere – og herligt atypiske heltinder – er to kvinder på plus 60. Gemma Hoskins og Abbie Schaub er begge tidligere elever fra Archbishop Keough High School, og de har aldrig givet slip på det uopklarede mord på deres højtelskede lærerinde Søster Cathy. Abbie er den tålmodige arkivrotte, mens Gemma både kan sweettalke eventuelle vidner og bide sig fast som en grævling, når hun lugter blod. Et sympatisk makkerpar, der på én gang er godt serie-selskab, men også har emotionel klangbund grundet deres personlige forhold til den myrdede Cathy. De er titlens ’Keepers’, der stædigt og egenhændigt har insisteret på at komme til bunds i sagen.

’The Keepers’ viser sig dog hurtigt at være meget mere end fortællingen om et uopklaret dobbeltmord. Serien er et forgrenet portræt af et Baltimore uhyggeligt inficeret af korruption fra top til bund. Et samfund, hvor misbrug, voldtægt og mord stiltiende har gået hånd i hånd med byens bundkatolske værdisæt. »The cover-up itself is the cancer,« konstaterer den pensionerede journalist Tom Nugent, der har loftet fuld af gamle notater og artikler om sagen.

Ryan White, der også er instruktøren bag den rørende dokumentar om homoseksuelles ægteskabsrettigheder, ’The Case Against 8’, doserer med overlegent overblik sagens fakta, og for hvert afsnit føles det som om, vi kommer et spadestik dybere ned i den bundrådne muld, der gennem snart 50 år har været kastet over den dobbelte mordgåde Cesnik/Malecki.

Med afsæt i nye vidneudsagn, fortrængte minders genopståen og en omsiggribende teori om et muligt motiv for især Søster Cathys mord, afdækker ’The Keepers’ hovedrystende uhyrligheder, der er foregået bag lukkede døre på den katolske privatskole. Konturerne til en isnende diabolsk skurk samler sig, og serien positionerer sig sikkert et sted imellem David Simons Baltimore-epos ’The Wire’ og sidste års sobre Oscarvinder ’Spotlight’.


Kort sagt: ’The Keepers’ er endnu et true crime-pletskud fra Netflix. Modsat ’Making a Murderer’ og HBO-serien ’The Jinx’, har Ryan Whites livtag med genren ingen enigmatisk hovedkarakter/skurk, men i stedet en hel by og dennes ophøjede gejstlighed, hvis samlede synder konstant overstiger ens fatteevne. ’The Keepers’ efterlod mig indigneret ud over alle grænser.

Anmeldelsen er baseret på seriens første fire afsnit.

Tv-serie. Instruktør: Ryan White. Medvirkende: Tom Nugent, Gemma Hoskins, Abbie Schaub, Jean Wehner, Teresa Lancaster.. Spilletid: 7 afsnit á ca. 60 min.. Premiere: Den 19. maj på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af