Lad os få det af vejen med det samme: Riley Keough er barnebarn af Elvis Presley, datter af Lisa Marie Presley og dermed steddatter til Michael Jackson og Nicolas Cage.
Men sidste år trådte hun endegyldigt ud af sin families tunge fodspor og slog sit navn fast som en af de mest interessante yngre amerikanske skuespillere med rollen som jurastuderende om dagen/prostitueret om natten i Steven Soderbergh-serien ‘The Girlfriend Experience’ og hårdfør bosslady i det omrejsende sælgerslæng i Andrea Arnolds fremragende roadmovie ‘American Honey’.
Og 27-årige Keough er da også meget bevidst om ikke at sammenligne sig med sin legendariske morfar.
»Jeg prøver bestemt ikke at udfylde hans sko. Det er slet ikke mit mål. Han var et utroligt, larger-than-life menneske, der berørte mange over hele jorden, og som tilfældigvis er min bedstefar. Vi er meget forskellige, og jeg kendte ham ikke, så det er ikke en byrde for mig. Jeg ville ønske, jeg havde fået chancen for at lære ham at kende«.
Keough er trådt i karakter som en modig skuespillerinde, der ikke er bange for at bringe sin egen krop i spil, men som kombinerer den pågående kropslighed med stærk handlekraft, så hun aldrig fremstår som et offer.
Foruden rollen som prostitueret har hun smækre mænd som sine kombinerede ansatte og elskere i ‘American Honey’, hun spiller stripper i ‘Magic Mike’, hun kidnapper Justin Timberlake i musikvideoen til ‘TKO’ og spiller langbenet tvangsægteskabsramt kvinde på flugt i ‘Mad Max: Fury Road’. Selv siger hun, at hun ikke går efter noget specifikt i sine roller. Og så alligevel.
»Jeg vil bare have, at det er interessant – eller noget der skræmmer mig en lille smule. Jeg tror, at man er nødt til at blive sat i situationer, der gør én en lille smule nervøs, for at vokse af det«, siger hun.
»Som kvinde leder man efter dybde. Jeg vil ikke lyde som et prætentiøst røvhul, men man leder efter noget, der er mere end todimensionelt, uanset om det er en stripper eller skolelærer. Jeg ved, hvad jeg er god til, og hvad jeg ikke er god til som skuespiller, og jeg er ikke særligt god til at spille mange af de roller, der er derude for kvinder«.
Hun uddyber: »Som kæresten eller den lykkelige hustru. Det er bare er så kedeligt. Der er så meget, jeg hellere vil«.
Foreløbigt har hun valgt sine roller – og instruktører – med usvigelig sikker hånd. Hun spiller et af ofrene for seriemorderen i Lars von Triers kommende ‘The House That Jack Built’. Hun er på vej i film fra tre af amerikansk indie-films mest lovende navne, ‘It Follows’-instruktøren David Robert Mitchell, ‘Green Room’-instruktøren Jeremy Saulnier og ‘Krisha’-instruktøren Trey Edwards Shults, hvis ‘It Comes at Night’ fra på torsdag er aktuel i de danske biografer.
Og så er der samarbejdet med mesteren Soderbergh, der startede i ‘Magic Mike’ og snart udvides med filmen ‘Logan Lucky’.
»Jeg er nødt til at finde folk, jeg godt kan lide at arbejde sammen med. I takt med at jeg bliver ældre, bliver det klart, at det er noget af det vigtigste. Man skal finde et fantastisk manuskript og en fantastisk instruktør. For hvis det er et røvhul, og I ikke kan enes, er det bare den værste oplevelse«.
Det skal blive spændende at høre, om Lars von Trier kan leve op til Riley Keoughs krav. I vores store interview med instruktøren fra tidligere på året fortalte Trier, at han havde advaret sin unge skuespiller på forhånd:
»Jeg sagde til hende, at jeg ville være lidt fuld en gang imellem, og at jeg vil være lidt mærkelig. Så sagde hun: ’I think I can cope!’ Efter at have været steddatter af Michael Jackson er hun nok vant til lidt af hvert…«.
‘It Comes at Night’ får premiere på torsdag, ‘Logan Lucky’ får premiere 17. august, mens ‘The House That Jack Built’ forventes at få premiere i foråret 2018.
Artiklen blev først bragt i Soundvenue #102.
Læs også: Stort interview med Lars von Trier – »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«