Megahot instruktørduo fyret fra kommende ‘Star Wars’-spinoff

Megahot instruktørduo fyret fra kommende ‘Star Wars’-spinoff
Alden Ehrenreich skal spille Han Solo i den kommende spinoff. Her ses han i sin gennembrudsrolle i Coen-brødrenes 'Hail Caesar'.

Der findes ikke mange mainstream-Hollywood-instruktører med større succes og respekt end Phil Lord og Christopher Miller i disse år.

Efter animationshittet ‘Det regner med frikadeller’ leverede duoen en kæmpesællert med ’21 Jump Street’, og samme år som opfølgeren til Jonah Hill/Channing Tatum-actionkomedien skabte de noget så overraskende som et anmelderrost storhit med ‘The Lego Movie’. Også på tv-fronten har de markeret sig med komedieserien ‘The Last Man on Earth’, og de er i det hele taget kendt for deres overskudshumoristiske stil, hvor hjertet samtidig er med.

Det gav derfor god mening, at de skulle stå bag den kommende ‘Star Wars’-spinoff om Han Solos unge år. Men nu har produktionsfirmaet bag, Lucasfilm, meddelt, at Lord og Miller er sat af bestillingen.

»Phil Lord og Christopher Miller er talentfulde filmskabere, der har samlet et utroligt cast og hold, men det er blevet klart, at vi havde forskellige kreative visioner for filmen, og vi har besluttet at lade vores veje skilles«, siger Lucasfilms direktør Kathleen Kennedy. Duoen udtaler selv i en officiel meddelelse:

»Desværre stemte vores vision og proces ikke overens med vores partneres på det her projekt. Vi er normalt ikke fans af udtrykket ‘kreative forskelligheder’, men for en gangs skyld er klicheen sand. Vi er meget stolte af vores cast og holds fantastiske verdensklasse-arbejde«.

Ifølge The Hollywood Reporters kilder lå uoverensstemmelserne helt specifikt mellem instruktørduoen og Lawrence Kasdan, der skrev manuskriptet til ‘Empire Strikes Back’ og har været en helt central figur i at forme Han Solo-karakteren. Kasdan står sammen med sin søn Jon Kasdan for manusset til den kommende Han Solo-film.

Lord og Miller kommer fra komedieverdenen og elsker at improvisere, mens Kasdan er en mere traditionel manusforfatter, der vægter, at filmen skydes mere eller mindre 1:1 ud fra manuskriptet. Og noget tyder ifølge en af The Hollywood Reporters kilder på, at han har ment, at instruktørerne tolkede Han Solo som en rendyrket komisk karakter, hvor han snarere er en sarkastisk og egoistisk figur.

Ifølge The Hollywood Reporter stod det allerede klart ved starten på optagelserne i februar, at de to parter ville clashe. Men Lord og Miller håbede, at man kunne bevæge sig ud over det. Det lykkedes imidlertid ikke, og i sidste ende bakkede Kathleen Kennedy sin mangeårige samarbejdspartner Kasdan op.

Deadline.com skriver, at erfarne Ron Howard – manden bag film som ‘A Beautiful Mind’, ‘Apollo 13’ og ‘Da Vinci Mysteriet’ – er favorit til at tage over. I så fald overtager han et spændende cast med Alden Ehrenreich fra ‘Hail! Caesar’ som Han Solo i spidsen. Han suppleres af folk som Woody Harrelson, Donald Glover (‘Atlanta’), Emilia Clarke (‘Game of Thrones’), Thandie Newton (‘Westworld’) og Phoebe Waller-Bridge (‘Fleabag’)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af