Joseph Fiennes er nok det eneste menneske, jeg har talt med, der har kunnet udlede noget positivt af Donald Trumps præsidentvalgssejr.
Parallellerne mellem kønsdiskriminationen i Hulus storhypede dramaserie ‘The Handmaid’s Tale’, hvis tre første afsnit fik en velfortjent topkarakter af vores anmelder, og Trumps »grab them by the pussy«-skandale er til at tage og føle på, men afsnittene var ifølge Fiennes allerede skrevet, før Trump overraskede alle og blev valgt som USA’s næste præsident.
Alligevel føles ‘The Handmaid’s Tale’ ubehageligt aktuel, og det er ikke kun Trumps fortjeneste. I en tid, hvor tro river samfund fra hinanden og spreder had verden over, er det let at se skræmmefaktoren i Margaret Atwoods dystopiske teokrati, hvor forurening og en faldende frugtbarhed blandt kvinder har ført til opstandelsen af et totalitært regime under navnet Gilead.
Her følger vi Elisabeth Moss, der er handmaiden rugemor for en kommandør, spillet af Joseph Fiennes, og hans kone. Handmaidens er betegnelsen for de få resterende frugtbare kvinder, der er blevet reduceret til fødemaskiner for samfundets overhoveder, der selvfornægtende lever under mantraet, om at »de gør verden til et bedre sted«. Men som Fiennes’ kommandør det formulerer uden omsvøb i afsnit fem:
»Bedre betyder aldrig bedre for alle. Det betyder altid, at det bliver værre for nogle«.
Vi fangede den 47-årige britiske skuespiller på en telefon midt i ’The Handmaid’s Tale’s første sæson.
Anspændte optagelser
Hvilke tanker havde du gjort dig om Margaret Atwoods bog inden rollen?
»Jeg skammer mig over at sige det, men jeg havde ikke læst bogen før. Jeg havde hørt min mor tale rosende om den og Margaret Atwood, men jeg fik aldrig læst hendes bog. Og før jeg tog rollen, ville jeg naturligvis virkelig gerne læse bogen, hvilket jeg gjorde, og kombinationen af den her stærke feministiske fortælling og det faktum, at Reed Morano, vores spektakulære instruktør, og den altid brillante Elisabeth Moss og Bruce Miller (hovedforfatterskaber, red.) var om bord, gjorde, at det simpelthen var for godt til at sige nej til«.
Du har nogle ekstremt intense scener med Elisabeth Moss, blandt andet ceremonierne, hvor du skal befrugte hende. Hvordan forberedte I jer til jeres fælles scener?
»Det er alt sammen i bogen og manuskriptet, og en masse af forberedelsen ville jeg elske at tage æren for, men det er virkelig en kombination af hele holdets samarbejde og det faktum, at det er nogle meget mindeværdige og brutale voldtægtsscener. Men det er ikke ufortjent. Det er ikke eksplicit, alle har deres tøj på, men alligevel er det forfærdeligt at overvære. Og jeg tror, at det er kendetegnet ved intelligent filmkunst, når vi som seere ikke underkastes unødvendig og udpenslet sex, men at rædslen ligger i en langt mere nuanceret måde at fortælle historien på«.
Hvad var den mest udfordrende del af optagelserne?
»Jeg er sikker på, at jeg også taler for mine medskuespillere, når jeg siger, at det var at holde sig tro mod Margarets værk og fans af det. Det at ramme tonen og gøre det meningsfuldt for et moderne publikum. Men jeg må være ærlig og sige, at vi var heldige i forhold til Trump-administrationen, fordi ingen havde forudset det. Afsnittene var allerede skrevet før primærvalget, så vi kunne se det hele udspille sig. Så parallellerne var på mange måder utilsigtede«.
Hvad var så det sjoveste?
»Det er et fantastisk hold, og jeg elsker at arbejde sammen med dem, men jeg ville ikke sige, at der var noget som helst sjovt ved at være i Gilead. Det er virkelig anspændt. Selv de mindste ting som at gå ned ad en korridor og spørge Nick, om han kører bilen frem, kan være noget af det mest udmattende. Jeg ved ikke hvorfor. Du kan skære i spændingen med en kniv, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra, eller hvordan det invaderer selv de mest enkle scener«.
Gilead er allerede sket
Hvordan mener du selv, at historien kan overføres til nutiden?
»Der er afgjort masser af paralleller for mange kvinder i Nordamerika med hensyn til Trump-administrationen, som det er op til folk at opdage og overveje. Som Margaret Atwood har sagt, så har alt det, der finder sted i bogen, også fundet sted i vor tid.
Der har været teokratier, der har været totalitære regimer, der findes totalitære regimer, der er regimer, som minder meget om fuldbyrdede patriarkalske samfund, hvad enten vi ser på visse islamiske stater, homoseksuelle, der bliver tævet og fængslet og misbrugt i Tjetjenien, baser i Nigeria, hvor Boko Haram føler, at det er i orden at kidnappe 200 uskyldige skolepiger og udsætte dem for en voldtægtskultur. Og desværre bliver det ved med at finde sted så længe, der er så meget ulighed mellem kønnene.
Så jeg synes, at det er vigtigt at udforske denne fortælling. Og jeg tror, at det muligvis også er derfor, at vi ser serien. Det er skræmmende og nervepirrende, fordi vi i baghovedet ved, at det på mange måder er sket og vil ske igen«.
Kønsdiskrimination spiller en meget stor rolle i serien. Hvordan føles det at spille en mandlig karakter i en historie, hvor mændene er de onde?
»Det er fascinerende. Det, der virkelig gør mig nysgerrig, er, at min karakter Fred Waterford, både på et politisk og et personligt plan, bare vil gøre, og nu citerer jeg, ’verdenen til et bedre sted’, så der er en fornemmelse af, at han vil rette op på den moralske balance, og at han vil gå tilbage til de mere traditionelle, nærmest puritanske, værdier.
Der er også en fornemmelse af, at han ønsker at tage sig af Elisabeth Moss’ karakter, men samtidig kan han ikke lade være med at misbruge hende og udnytte privilegiet af sin position og dens autoritet. Så jeg elskede at have alle de her komponenter og kompleksiteter at arbejde med som skuespiller«.
Har det ændret måden, du ser på køn og ligestilling i din dagligdag?
»Ja! De vigtigste mennesker i mit liv er tre kvinder, mine to døtre og min kone, og det, at jeg har spillet med i serien, har afgjort været en øjenåbner, så jeg er mere opmærksom på, hvad de vil blive mødt af i en verden, der stadig kæmper med lighed og manglen på samme. Jeg læste som del af min forberedelse til rollen, at latinamerikanske kvinder ikke vil få det samme i løn som deres mandlige kolleger før år 2248. Det er helt vildt«.
Serien er blevet fornyet med en anden sæson, men I har i store træk udtømt bogforlægget for materiale. Hvilken retning vil serien tage fremover?
»Jeg tror, at der er visse elementer af fortællingen, der allerede er beskrevet, men aldrig realiseret, som man kan fortsætte med at udforske, for eksempel modstandsbevægelsen og Nicks verden. Man kunne dykke mere detaljeret ned i, hvordan statskuppet opstod, hvordan Gilead blev til, og hvordan de væltede kongressen, retssystemet og Det Hvide Hus. Det kunne også være interessant at undersøge kolonierne, hvor folk bliver sendt hen på samme måde som med Gulaglejrene.
Jeg håber, at Margaret Atwood kommer til at spille en stor rolle i udformningen og så selvfølgelig, at det handler om Offred og hendes overlevelse, fordi hun virkelig er en heltinde og en inspirerende karakter, som man har lyst til at følge og finde ud af, hvad der sker med hende.
Men jeg er nysgerrig på, hvad der sker næste år, fordi det også bliver ukendt, spoilerfrit territorium for dem, der har læst bogen«.
’The Handmaid’s Tale’ kan herhjemme ses på HBO Nordic.
Læs også: ’Anmeldelse af The Handmaid’s Tale’ – et overrumplende mesterværk har ramt HBO Nordic