I overmorgen, den 20. juli, får Christopher Nolans 2. Verdenskrigsstorfilm ’Dunkirk’ premiere herhjemme, og hvis man ikke allerede gik og glædede sig som et lille utålmodigt barn julemorgen, skal de internationale anmelderreaktioner nok tænde op under forventningerne.
»Episk«, »sensationel« og »årets film« er blandt de rosende ord, kritikerne begaver ’Dunkirk’ med, og filmen har indtil videre en samlet Metacritic-score på imponerende 97 % (baseret på 23 anmeldelser).
»’Dunkirk’ er et impressionistisk mesterværk,« skriver Todd McCarthy fra The Hollywood Reporter, mens Empire’s Nick De Semlyen giver filmen fuld plade – fem stjerner – med konstateringen; »Der har været mange 2. Verdenskrigseposser på film, men aldrig et som dette.«
The Guardian’s ellers notorisk kritiske filmanmelder Peter Bradshaw svinger sig ligeledes op på topkarakter, og kalder ’Dunkirk’ for »Nolans bedste film«.
»Det er en stærk, eminent godt lavet film med en historie på hjerte, der fravælger ’krigsporno’ til fordel for en følelse af trøstesløshed og dommedagsstemning i et strandlandskab af skam, fyldt med soldater zombificerede af nederlag …« skriver Peter Bradshaw.
På torsdag er det juleaften, der er længe, længe til …
Læs også: Kommentar: Selv hans hårdeste kritiker må forstå, at Nolan er den eneste magiker i cirkusteltet