KOMMENTAR. Der var en storm på vej, den bragte kritik af Christopher Nolan med sig, og det var med ’The Dark Knight Rises’, at den for alvor satte ind.
Nu var Nolan ikke længere den skudsikre succesinstruktør, der både havde det brede publikum og anmelderne med sig. Hans kolossale succes havde gjort ham til Hollywoods hvide hval, som nu havde blottet sig som et alt for fristende bytte for de cinefiles skarpladte harpuner.
Med ’Inception’ og ’Interstellar’ gjorde han sig ingen tjenester i forhold til skeptikerne. Tværtimod bekræftede de alle indvendingerne – som også syntes at ramme hans tidligere film med tilbagevirkende kraft.
Men hvad er det, verdens No-Nolans har imod ham? Det kan man læse adskillige artikler om på nettet, som her og her, men for at opsummere de vigtigste punkter:
Hans historier er gimmickdrevne og jagter det overfladiske twist, som ikke har nogen reel dybde. De er selvhøjtidelige, ja, komplet humorforladte. Actionscenerne er mørke og rodede. Karaktererne er lemfældigt skitserede, og man føler mere med en lygtepæl på Åboulevarden, end man gør med dem. Særligt kvindefigurerne er papirtynde. Psykologien er utroværdig. Fortælleteknikken er steril og overforklarende. Han er en dårlig klipper. Han er hverken så god som Michael Bay eller Stanley Kubrick. Han lugter.
Det sidste var noget, jeg fandt på, men angrebsflankerne er brede og dybe, og selvom Nolans inkarnerede fansamling utvivlsomt outmatcher den eksklusive modstandsgruppe, er the nolashing alligevel værd at beskæftige sig med, fordi de folk, som udgør kernen i den, også er blandt dem, der sidder med fyldepennen, når filmhistorien skal skrives.
Og at Nolan selv i visse dele af filmindustrien betragtes med rynkede bryn, bekræftes af Oscar-akademiets kølige forhold til den om et par dage 47-årige brite. ’Inception’ indbragte ham nomineringer for bedste film og manuskript, men ingen af hans andre film efter ’Memento’ – hverken ’The Dark Knight’ eller den ellers vildt omtalte ’Interstellar’ – fik megen Oscar-kærlighed at føle.
Jeg kan godt sætte mig i kritikernes sted, for jeg var selv blandt dem, da slaget om ’Interstellar’ skulle stå. En film, hvis sidste akt jeg fandt ufrivilligt komisk og klodset.
Men alligevel synes jeg, at den beske kritik mangler et altafgørende appendix. Og det er, at Nolan har opnået noget, som ingen – siger og skriver: ingen – andre instruktører har opnået i nyere tid: Han eksperimenterer inden for rammerne af de største budgetter, Hollywood overhovedet arbejder med.
Christopher Nolan debuterede med den lille sorthvide, nybølgeinspirerede ’Following’, der indvarslede instruktørens hang til at udfordre de konventionelle fortælleformer. Det store arthouse-gennembrud kom med ’Memento’, der med sin bagudfortalte struktur i den grad også skilte sig ud fra mængden.
Følger man den gængse livsbane for instruktører, der slår igennem i ’Memento’-kaliberen, ville succesen skulle omsætte sig i kæmpe Hollywood-produktioner, der i de bedste tilfælde er kompetent lavet, men stadig ligger milevidt fra de eksperimenter, karrieren blev støbt over. Tænk blot på Darren Aronofsky, hvis første film ’Pi’ og ’Requiem for a Dream’ lå meget i samme rille som Nolans første, men som knækkede halsen på ’Noah’. Eller Rian Johnson, som gav fortællelystigt los med ’Brick’ og ’Looper’ og nu med den kommende ’The Last Jedi’ indrulleres i ’Star Wars’-maskineriet, hvor man helst ikke skal afvige alt for meget fra formen.
Steven Spielberg har udtalt, at han ser Nolans ’Batman’-trilogi som art-film. »Meget succesrige, godt fortalte historier, men også med smuk visuel kunst«.
Og man kan ikke sige, at ’The Prestige’s trylletwists, ’Inception’s kringlede mindfuck eller ’Interstellars’ rejse ned i ormehullerne er mindre eksperimenterende end ’Memento’. De er nærmest endnu mere fortællemæssigt udfordrende, stiller endnu større krav til publikums opmærksomhed og accept af at få serveret andet end hjernedød smaddersuppe, når der er blockbusters på menuen.
’Inception’ havde et budget på svimlende 160 millioner dollars. ’Interstellar’ toppede op med 165 millioner. Det er ganske vist mindre end de store superhelte- og fantasyfilm, men det er stadig nogle af de dyreste film i historien. Bredt kendte arthouse-instruktører som Paul Thomas Anderson, Wes Anderson og Coen-brødrene arbejder i en langt mindre skala – den meget ambitiøse ’There Will Be Blood’ kostede for eksempel ’kun’ 76 millioner dollars.
Nolan får altså lov til at freake ud for over en milliard danske kroner, hvilket er exceptionelt. For husk på, at ’Inception’ og ’Interstellar’s succes ikke var selvskrevet. De byggede ikke på eksisterende franchises, og trods deres stjernenavne kunne de sagtens være faldet tungt til jorden. Spørg bare ’The Deer Hunter’-instruktør Michael Cimino om, hvor dybt man kan falde på et gigabudget, selv hvis man kommer lige fra et storhit.
Guderne skal vide, at eksperimenterne har trange kår i blockbusterlandskabet. Man kan godt få friske ideer som med ’Deadpool’ eller den nye ’Spider-Man’. Man kan godt forsøge sig med ny teknik som med ’Avatar’. Man kan godt perfektionere, brillere og genopfinde sig selv som med ’Mad Max: Fury Road’.
Men at lave film, hvis udgangspunkt er kvantemekanik og tidsforskydninger, er risikospil på et helt andet niveau. Og Chris (som jeg bare er begyndt at kalde ham, efter jeg er begyndt at forsvare ham) Nolan fortjener alverdens anerkendelse for at sprænge rammerne for, hvad man kan tillade sig, når man står ansigt til ansigt med de hårdeste studiebosser, og man død og pine skal ramme et gigantisk publikum.
Modsat stort set alle andre instruktører i den kaliber har han holdt fast i den kunstneriske kerne, der i første omgang skabte ham et arthouse-navn, også efter Hollywood kaldte. Han har hverken solgt ud eller er gået på kompromis. På en måde minder han meget om Hugh Jackman og Christian Bales duellerende tryllekunstnere i ’The Prestige’, topdedikerede mennesker, der investerer deres liv og sjæl i at lave kunst, som bliver opfattet som underholdning af nogle og svindel af andre. Men ikke som rigtig magi af særligt mange. Men tag ikke fejl – Nolan er den måske eneste egentlige magiker i Hollywoods, med et Trump-ord, størsteste cirkustelt. Så kan man hade eller elske hans tricks.
På torsdag vender instruktøren så tilbage til biograferne med ’Dunkirk’, hvis budget endnu ikke er offentliggjort, men bedømt på forhåndsindkøb som et ægte Destroyer-skib nok også placerer sig i den ublu ende. Og Nolan kan meget vel have esser i ærmet, men sjovt nok ligner det hans mest enkle film i årevis, en krigsfilm fortalt lige ud af søvejen. Måske er twistet, at skeptikerne pludselig bliver glade, mens Nolan-fansene grimasserer i slet skjult skuffelse.
Læs også: Alle Christopher Nolans film – rangeret fra værst til bedst