Netflix fik tidligere i år en pæn succes med Justin Simiens tv-serie-spinoff af hans egen film om sorte universitetsstuderende, ‘Dear White People’.
Og nu satser Netflix på, at samme model kan skabe skvulp i strandkanten med en anden sort – og noget mere prominent – filmskaber, Spike Lee. Lee forvandler sin egen 1986-film ‘She’s Gotta Have It’ til en tv-serie af samme navn, der får premiere på tjenesten 23. november, lige i tide til Thanksgiving.
Originalfilmen var Spike Lees debut og handler om en kvinde, der balancerer mellem tre elskere og må forsvare sin proaktive tilgang til seksualitet. Den blev lavet på et lille budget, og måske er det muligheden for at uddybe og forfine historien, der har fået Lee til at ville modernisere historien.
Grundhistorien gentager sig i Netflix-serien, hvor DeWanda Wise spiller hovedrollen som Nola Darling. Og deprimerende nok er det stadig, over 30 år efter originalen, relevant med en historie om en seksuelt frigjort kvinde.
Læs også: De 15 bedste serier på Netflix, drama