De 15 bedste dramaserier på Netflix

Netflix har et så frygtindgydende udvalg af serier – mange af dem egenproducerede – at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Så til inspiration (og oplæg til diskussion) er her de DRAMASERIER på streamingtjenesten, vores filmredaktør er mest begejstret for.
De 15 bedste dramaserier på Netflix
'Top Boy'. (Foto: Chris Harris/Netflix)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne? Den hedder SOUNDVENUE STREAMER, og du kan lytte med i din podcast-app, Spotify eller HER.

‘Orange Is the New Black’

15. ’Orange Is the New Black’

Netflix’ vel nok mest overraskende succes har så afgjort oplevet udfald i kvaliteten, men det er alligevel en så befriende anderledes serie, at den fortjener en plads på listen. Dels udnytter den dramedy-formatet med stort held og adskiller sig fra de mange mørke antiheltserier, der ellers har sat dagsordenen, dels udfolder den et på alle planer mangfoldigt cast, der udvider amerikansk tv’s konventionelle perspektiv.

De mange fængselsindsatte kvinders baghistorier er ikke alle lige interessante, men omvendt er det uhyre sjældent, at en serie formår at skabe otte-ti fremragende karakterer, som det er umuligt ikke at holde af: Fra Nicky til Suzanne, Taystee og Poussey til Red og Big Boo.

Elegant brugte hovedforfatter Jenji Kohan i første sæson den hvide middelklassekvinde Piper som indgang til at udfolde et større karaktergalleri, og i de senere sæsoner er Piper ikke mere hovedperson end så mange andre. Serien dykkede i et par sæsoner inden den virkelig stærke afslutning.

 

14. ’Homeland’

’Homeland’ er lykkedes med noget, som meget få serier formår: At genopfinde sig selv. Fra at have haft den komplekse relation mellem CIA-agenten Carrie Mathison og POW-soldaten Nicholas Brody som altoverskyggende centrum har den udviklet sig til en usædvanligt velsmurt, mere rendyrket thrillerserie.

Alex Gansa og Howard Gordon har måske nok mistet noget af den psykologiske dybde, der kendetegnede de første to, fremragende sæsoner, men omvendt var serien kørt fast i Brody-sporet, og hvad de har fået til gengæld er en langt mere fængslende plotfremdrift.

Med Carrie på rundfart til Mellemøsten, Tyskland og det private erhvervsliv sætter serien tænderne ned i de meget aktuelle debatter som droner og overvågning. Og selvom historien sommetider balancerer på kanten af det troværdige (er verdens sikkerhed så afhængig af én, temmelig ubalanceret kvinde, er vi ilde stedt), er der ingen tvivl om, at ’Homeland’ er den mest fundamentalt neglebidende tv-oplevelse i nyere tid.

 

13. ’Stranger Things’

De fleste kender nok til Netflix’ ekstremt succesrige hyldest til 80’ernes amerikanske film med fantastiske under- og overtoner. Men det skal ikke forhindre den i en flot placering på denne liste, for selvom onde tunger vil mene, at den har tyvstjålet alle sine ideer fra forlæggene uden at lægge noget til, formår den faktisk at stå på egne ben med levende karakterer, varme følelser og en elementært spændende historie.

Den første, sensationelle sæson 1 står stærkest, alene fordi vi så sublimt fik optegnet dynamikken mellem de nørdede drenge og den mystiske nytilkommer Eleven. Men sæson 2 og 3 formåede absolut at holde kadencen trods visse svipsere, og de planlagte fire sæsoner virker som en fin ramme til at udfolde fortællingen uden at udvande den.

 

Jonathan Groff og Holt McCallany i ‘Mindhunter’.

12. ’Mindhunter’

Når manden bag ’Seven’ og ’Zodiac’ vender tilbage til seriemorderterritoriet, er det bare om at spærre øjnene op. David Fincher er en af hovedkræfterne bag ’Mindhunter’ om de to FBI-agenter, der var pionerer i den psykologiske profilering af seriemordere i 70’erne.

I tråd med mesterværket ’Zodiac’ er ’Mindhunter’ tålmodigt fortalt med fokus på snigende creepiness og omhyggelig miljøskildring. De første afsnit er overraskende fængende taget i betragtning af, at de handler om krydsfeltet mellem akademisk forskning og bureauets efterforskning, og efterhånden disker serien op med den ene uhyggeligt fascinerende seriemorder efter den anden, med den kolossale psykopat Ed Kemper som den store attraktionsværdi.

I sæson 2 blev FBI-agenterne Holden & Ford sendt i marken for at løse en virkelig sag, hvilket satte ekstra tryk på seriens suspense.

 

The Haunting of Hill House

11. ’The Haunting of Hill House’

Det har lignet en umulig opgave at lave en gyserserie, der 1) var uhyggelig hele vejen igennem og 2) havde en stærk nok fortælling til, at man gider bliver hængende i afsnit efter afsnit.

Men med ’The Haunting of Hill House’ viste Netflix’ hushorrormester Mike Flanagan, at det kan lade sig gøre. Forankret i en velkendt gyserformular – det hjemsøgte hus – skabte han (baseret på Shirley Jacksons bogklassiker) en rørende fortælling om, hvordan traumer hjemsøger mennesker på meget forskellig vis. Og traumer, ja, dem forstår man godt, at Crain-børnene kæmper med efter den skæbnesvangre sommer, hvor deres forældre har sat sig for at renovere det dunkle Hill-hus.

Kæmpevillaen er en creepy labyrint af kældre, mørke hjørner og hemmelige rum, som Flanagan visualiserer med sublimt, tålmodigt kameraarbejde, mens vi i rammehistorien følger de nu voksne Crain-børns svære, men i sidste ende også bevægende gensyn i kølvandet på en tragisk begivenhed i nutiden. Slutningen deler vandene, og sjovt nok er skuespillet blandt børnene ofte bedre end hos de voksne, men det ændrer ikke på, at man sidder gennem samtlige 10 afsnit med hjertet i halsen. Både på grund af uhyggen og på grund af ens oprigtige sympati for disse plagede mennesker, for hvem fortiden vil spøge i sindet for evigt.

På samme måde vil ’The Haunting of Hill House’ spøge længe i bevidstheden på enhver, der har set den med øjnene halvt dækket af sofapuderne.

 

10. ’The People v. O.J. Simpson: American Crime Story’

På overfladen flirter antologiserien om den verdensberømte retssag mod den mordanklagede O.J. Simpson med kitsch. Det eklektiske cast med folk som David Schwimmer, Cuba Gooding Jr. og John Travolta spyer forsvarstalerne ud med stor kraft og parykken skruet godt ned over hovedet, og ved første øjekast er det bare too much.

Men lige under den melodramatiske (og svært underholdende) fernis lykkes serien faktisk med at stikke fingeren direkte ind i det race- og kønsmæssige hvepsebo. Den tidligere football-kæmpestjerne O.J. var anklaget for at have slået sin ekskæreste og en anden person ihjel, og selvom alle indicier pegede på ham, lykkedes hans forsvar med at sprede tvivl og samfundsmæssig opstandelse.

Såvel skildringen af forsvarets kyniske udnyttelse af O.J. Simpsons racebaggrund som mediernes karaktermord på den kvindelige anklager Marcia Clark er overvældende skarpt skåret. Og så er det i sig selv en bedrift, at man sidder naglet til lænestolen gennem 10 afsnit med en sag, som man godt ved, hvor ender.

Sæson 2, ‘The Assassination of Against Gianni Versace’, kan absolut også anbefales.

 

Michael Peterson i ‘The Staircase’.

9. ’The Staircase’

’Making a Murderer’ møder ’Boyhood’ i ’The Staircase’, der blev det nye store true crime-hit, hvilket sådan set var lidt uretfærdigt, al den stund at den faktisk foregreb fænomener som ’Serial’ og netop ’Making a Murderer’, og at disse utvivlsomt har skævet over skuldrene på Jean-Xavier de Lestrades evne til at stykke sit omfangsrige materiale sammen på.

’The Staircase’ fik premiere helt tilbage i 2004, efter Lestrade havde fulgt den mordanklagede Michael Peterson på tætteste hold. Netflix bestilte nye afsnit, så vi nu over 13 afsnit får den mangeårige skildring af sagen, hvor forfatteren Peterson er den hovedmistænkte, efter hans hustru falder ned af trappen i deres hus og omkommer.

Man er naturligvis stærkt optaget af, om Peterson er skyldig eller ej, men når man har fået serien lidt på afstand, er det, man virkelig tager med sig, portrættet af, hvad en sag som denne gør ved et menneske over en så lang periode. Hvilke spor det sætter i ham – og hans familie. Samtidig får man et indgående indblik i det (ofte uhørt uretfærdige) amerikanske retssystem gennem scener, hvor man måber over, at Lestrade har fået lov til at filme. Det er intimt og anfægtende – og et umiskendeligt hovedværk inden for genren.

 

Merritt Wever og Toni Colette i ‘Unbelievable’. (Foto: Beth Dubber/Netflix)

8. ‘Unbelievable’

Er det ikke alt for deprimerende at se en serie om et voldtægtsoffer, der bliver anklaget af politiet for at lyve om overgrebet? Det kan man godt tænke, når man umiddelbart læser om ‘Unbelievable’, men efter et knugende barskt første afsnit bliver serien til en stærkt medrivende, moderne og uhørt realistisk krimi, hvor de to politikvinder Rasmussen og Duvall – spillet helt fænomenalt af Toni Colette og Merrit Wever – er umanerligt godt selskab: Knalddygtige og empatiske.

‘Unbelievable’ viser, hvordan systemet nærer mistro til kvinders fortællinger, men også hvordan forandring er muligt. Den falder i ingen af de vante krimifælder, mens den samtidig er elementær neglebidende spænding.

 

Rapperen Kano spiller Sully i ‘Top Boy’. (Foto: Chris Harris/Netflix)

7. ‘Top Boy’

Drake spillede en nøglerolle i at få genoplivet den britiske narkoserie ‘Top Boy’, der blev lukket efter to korte sæsoner i 2013. Og tak for det! Serien følger kampen om narkotronen i Londons Hackney-kvarter og er ikke blot en autentisk oplevelse på linje med ‘The Wire’. Den giver også et sjældent autentisk indblik i de unge drugdealers familieliv, på godt og ondt. Hjertet er i den grad med.

På Netflix ligger der kun den nye sæson under navnet ‘Top Boy’ – og man kan sagtens se den uden at have set de første to sæsoner. De to gamle sæsoner ligger under navnet ‘Top Boy: Summerhouse’, og dem bør man bestemt også se, enten først eller bagefter. Man vil ikke fortryde det.

 

6. ’Mad Men’

Netflix huser alle syv sæsoner af Matthew Weiners i dag ikoniske serie om reklamefolk på Manhattan i 60’erne, og har man aldrig sat tænderne i den geniale, men også psykisk plagede Don Drapers skærsildsspiral af deroute og opstandelse, er det bare med at komme i gang.

’Mad Men’ blev et af den slags fænomener, som bliver vokser sig større end serien selv – alle virksomheder holdt en ’Mad Men’-temafest der i slutningen af 00’erne – men i dag kan man se den i et klarere lys. Og der krystalliserer sig en i det store billede mesterlig periodeskildring af 60’ernes overgang fra reaktionært patriarkat til frigørelsesfokuseret kultur.

Det er ikke alle sæsoner, der er lige stærke, og indimellem kunne man blive træt af den cirkulære struktur i Don Drapers utroskabs- og drukture, men reklameverdenen er et suverænt udgangspunkt for en serie om en kulturs udvikling, og der er både spræl, humor og visuel prægnans i fortællingen.

 

‘Rectify’

5. ’Rectify’

Alt for få mennesker har set Sundance TV’s mesterlige serie om Daniel Holden, der efter 18 år på dødsgangen bliver løsladt og skal forsøge at finde sin plads blandt lillebymennesker, hvoraf mange stadig tror, at han er skyldig i voldtægten og mordet på sin daværende kæreste.

’Rectify’ er den måske mest poetiske serie på tv lige nu, den serie, der er mest nysgerrig på menneskets kryptiske sind, og som formår at formidle det mest underfundigt, uden svulmende retorik og letkøbte paroler.

Lyder det kedeligt eller på anden måde afskrækkende, skal det understreges, at serien langt fra er associativ Terrence Malick-leg – den har et meget velfungerende spændingslag (er Daniel virkelig uskyldig, og hvor længe varer hans frihed?), som holder plottet kørende. Men det egentlige scoop er portrættet af en mand, der i én forstand stadig er en teenager fanget i en voksen mands krop, men samtidig er den mest livsforstandige af dem alle.

Han fremstår som en fjern slægtning til Dostojevkijs Fyrst Mysjkin i ’Idioten’, en mand, der er for god til denne verden. Og Aden Young leverer en dybt underkendt præstation i hovedrollen, en præstation, der er i samme tv-liga som James Gandolfini og Bryan Cranston.

 

Bob Odenkirk i ‘Better Call Saul’.

4. ’Better Call Saul’

Hvad man troede var tænkt som en fnuglet og humoristisk spinoff på den populære figur fra ’Breaking Bad’, har vist sig som en ypperlig dramaserie i egen ret.

Faktisk gik Slates chefredaktør Julia Turner så langt som at kalde ’Better Call Saul’ bedre end ’Breaking Bad’, hvilket er en tilsnigelse. Men Turner har da fuldkommen ret i, at det er særdeles velkomment at se ’Breaking Bad’-skaberne Vince Gilligan og Peter Gould folde sig ud på en mindre skala end i forgængeren. Det er nemlig i højere grad hverdagsproblemerne, der er i fokus for serien om småsvindleren og advokaten Jimmy McGills langsomme forvandling til den slibrige Saul Goodman: Jimmys forhold til sin bror, hans godhjertede forsøg på at blive en rigtig advokat og hans forhold til den søde advokatkollega Kim.

Narkodelen fra ’Breaking Bad’ snuser vi til gennem alt for cool Mike Ehrmantraut, hvis kamp mod Salamanca-gangsterne i anden sæson og møde med Gus Fringe i tredje har været fuld af suspense og skæve gangstervinkler.

Men først og fremmest er ’Better Call Saul’ – ligesom ’Breaking Bad’ – en opvisning i cineastisk fortællekunst: Spækket med originale indfaldsveje til scenerne og små, sigende detaljer, som fravrister serien fra enhver kliché.

Det siger meget om Gilligan og Goulds evner, at man sidder fængslet til en adstadig fortælling om en mand, hvis fremtid man allerede kender.

 

‘Black Mirror’-afsnittet ‘Playtest’.

3. ‘Black Mirror’

Den mest skræmmende serie på Netflix er ikke en gyserserie. Det er Charlie Brookers dystopiske antologiserie om, hvordan de teknologiske fremskridt ender med at overtage vores tilværelser. Hvad gør det ved vores liv, hvis vores øjne optager alt, vi ser, på en indre harddisk? Hvad hvis vi skal rate alle mennesker, vi møder, på en skala fra 1 til 5 – og vores plads i den sociale rangorden afhænger af vores score? Og hvad hvis en livagtig robot kan træde ind i stedet for dem, vi har mistet?

Brookers præmisser er knivskarpe, udførslen spækket med underholdende twists og budskaberne skiftevis foruroligende og eksistentielle. Og så er der faktisk et horrorafsnit, der kryber ind på dig, når du mindst venter det.

Sæsonerne er lavet med stor spredning (først ved sæson 3 blev det en Netflix-produktion), men afsnittene kan ses i hvilken som helst rækkefølge, for der er ingen plot- eller karaktermæssig forbindelse mellem dem. Men start alligevel fra sæson 1 og følg udviklingen i Brookers frydefuldt pessimistiske sind.

 

Matthew Rhys og Keri Russell i ‘The Americans’.

2. ’The Americans’

Joseph Weisbergs spionserie har ikke fået den brede anerkendelse, den fortjener. Og det til trods for en præmis, der øjeblikkeligt fanger interessen: Ægteparret Elizabeth og Philip er på overfladen bedsteborgere i en pæn forstad til Washington D.C. Men bag facaden er de russiske spioner, der driver undergravende virksomhed mod USA.

Dette high concept-udgangspunkt vrider serien til et uhyre komplekst karakterdrama om to mennesker, der er splittet mellem USA’s easy living og kærligheden til Moderlandet, og som i hemmelighedernes navn opdrager deres børn til at være alt det, de hader: Helt normale amerikanere. Det er også en serie om forvirret identitet, for Philip og Elizabeth går deep undercover for at trænge ind i den amerikanske magtelites lukkede rum.

Matthew Rhys og Keri Russell (engang kendt for ’Felicity’) fanger alle nuancerne i figurernes komplekse tilværelser, og serien docerer flot de psykologiske vinkler med veritabel spionspænding, der får én til at holde vejret. Slutningen er formidabel.

 

Bryan Cranston som Walter White

1. ’Breaking Bad’

En begrundelse er nærmest overflødig. Men ’Breaking Bad’ var en serie, som i starten gik under radaren, da første sæson fik premiere i 2008, men som til gengæld ser ud til siden at have sikret sig en plads i tv-seriernes panteon, og fuldt fortjent: Vince Gilligans serie om kemilæreren, der bliver narkokonge, er et indiskutabelt mesterværk.

Hvad vil ’Breaking Bad’ først og fremmest blive husket for, når tv-historiebøgerne skal skrives, og irritationsmomenter som Skyler og de af og til lovlig mange omveje er glemt? Selvfølgelig Walter White, sammen med Don Draper og Tony Soprano antihelten over dem alle. Og derudover den knusende originale visuelle stil, der burde fungere som en påmindelse for alle serieskabere, der skal til at lave endnu en grå-gritty dramaserie.

Med udgangspunkt i New Mexicos ørken er der fuld knald på farverne, og hver enkelt scene skal ikke bare få handlingen til at flyde. Den påkalder sig opmærksomhed med en skæv framing eller fokus på en overraskende detalje, der får én til at spærre øjnene op og gå på opdagelse i billedsiden.

’Breaking Bad’ er fortællekunst på højeste niveau, fra Walter Whites omhyggelige, Olsen Banden-lignende schemes over øjenåbnende enkeltafsnit som ’Fly’ og ’Ozymandias’ til formidable bifigurer som Saul Goodman, Hank og Gus Fringe og en af de bedste slutsæsoner i historien. Den fortjener et gensyn.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Læs også: De 20 bedste HBO-dramaserier nogensinde

Læs også: De bedste komedieserier på Netflix lige nu

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af