’Mindhunter’ sæson 2: David Finchers Netflix-serie er snigende uhyggelig – og nu også hjerteskærende
En Netflix-serie om USA’s største seriemordere. Det kunne sagtens være endt i samme kategori som de kulørte blade, der altid har elsket at smide drabelige historier på forsiden. Heldigvis holder hovedforfatter Joe Penhall og producer/konceptuerende instruktør David Fincher sig fra blot at præsentere de store, blodige overskrifter.
Bevares, en del af fascinationen ved ’Mindhunter’ ligger naturligvis i de forfærdelige beskrivelser af perverterede drabsmetoder, når Holden Ford og Bill Trench undersøger seriemordernes psyke gennem båndede interviews. Og de fleste husker nok tilbage på tårnhøje, veltalende Edmund Kempers uhyggelige fremtræden som et af højdepunkterne fra første sæson.
De frydefulde kuldegys i mødet med rendyrket ondskab er uden tvivl en del af den dokumentariske true crime-genres popularitet (se bare på listerne over mest downloadede podcasts), men tiltrækningskraften må også findes i detaljegraden, som virkelighedens kriminalsager typisk præsenteres med.
Det samme er gældende for ’Mindhunter’, der, sammen med hovedpersonerne fra FBI’s adfærdsvidenskabelige afdeling, tager sig god tid til at dykke helt ned i undersøgelsesmetodikken og opklaringsarbejdet. Det er både dragende og tilfredsstillende at følge deres proces, og samtidig føles det autentisk, når den langt fra altid fører til stor forløsning.
Gruppen interviewer fortsat flere berygtede seriemordere til deres forskningsprojekt. Blandt andet kommer Bill og Holden i audiens hos Charles Manson, der, akkurat som i biografaktuelle ’Once Upon a Time in Hollywood’, gestaltes af en tryllebindende Damon Herriman.
Hovedfokus er dog på barnemordene i Atlanta, der stod på fra 1979 til 1981, hvor mindst 28 afroamerikanere blev dræbt – langt de fleste af dem børn eller unge teenagere. Det skabte naturligvis opstand blandt den sorte befolkning, hvoraf mange mente, at Ku Klux Klan måtte stå bag.
Holden og Bill sendes ad flere omgange til byen for at bistå det lokale politi med deres ekspertise, mens nye barnelig løbende dukker op. Hver en sten vendes, og de løber ind i mange blindgyder i et bureaukratisk system, hvilket sætter den evigt passionerede Holdens tålmodighed på prøve.
Første sæsons plotlinje om den unge agents begyndende seriemordersympati og problematiske impulser bliver aflivet allerede kort inde i sæson 2. Man kan måske kritisere serien for så hurtigt at affeje hans dramatiske deroute i første sæsons afslutning, men til gengæld giver det serien friskhed, at de andre karakterer får mere skærmtid.
Holden er fortsat en central (og til tider konfliktskabende) figur i opklaringsarbejdet, mens Bill tager over som sæsonens primære hovedperson. Imens bliver der også åbnet mere op for psykologen Wendy Carrs kærlighedsliv, der besværliggøres af, at hun ikke vil lade sine kollegaer opdage, at hun er homoseksuel.
Bill og hustruen Nancys bekymring over adoptivsønnen Brians indelukkethed fortsætter og glider ind i arbejdet hos FBI. For hans adfærdsmæssige fællestræk med de seriemordere, som Bill interviewer, bliver ikke færre. Det er dybt hjerteskærende at følge de anspændte forældre, som med indestængt smerte prøver hårdt på at nå ind til deres søn – ikke mindst når det midtvejs i sæsonen kulminerer i et twist så forfærdende, at det sætter sig i kroppen.
Uhyggen i ’Mindhunter’ kommer langsomt snigende, og David Fincher, som har instrueret sæsonens tre første afsnit, viser atter sin eminente sans for at bygge suspense op. Et godt eksempel ses i det fremragende afsnit 2, hvor Bill og en lokal politimand afhører vidnet Kevin Bright, der overlevede et mordforsøg af den berygtede og endnu anonyme BTK-morder, der navngav sig selv efter sine metoder: Bind, torture, kill.
De to efterforskere sidder på forsædet af en bil, som holder parkeret under en trafikeret bro, mens Kevin tager plads på bagsædet. Han blev skudt i ansigtet af BTK og må derfor have forfærdelige ar, men dem må vi selv forestille os, for kameraet stiller aldrig skarpt på hans ansigt. Som Kevins ubehag tager til under samtalen, stiger reallydene fra køretøjerne på broen over dem langsomt i intensitet, inden han bryder sammen og forlader bilen.
Det siger ikke bare noget om ’Mindhunter’s tålmodighed, men også seriens store ambitioner, at den ovennævnte BTK-morder, ligesom i sæson 1, fortsat blot optræder i korte scener. Vi ved nemlig, at han først bliver arresteret i 2005.
Penhall og Fincher har altså gang i et afsindigt langt build-up, og med endnu en fremragende sæson bag sig kan man kun håbe på, at de får lov til at køre projektet hele vejen i mål.
Kort sagt:
Joe Penhall og David Fincher fortsætter de tålmodige takter i anden sæson af ’Mindhunter’, hvor jagten på en seriemorder flettes virkningsfuldt sammen med Bill Tenchs hjerteskærende familiefortælling.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: ’Beforeigners’: Den første norske HBO-serie sejrer, hvor ’The Rain’ fejlede