’Beforeigners’: Den første norske HBO-serie sejrer, hvor ’The Rain’ fejlede
Hyppige lysglimt bryder ud overalt fra verdenshavene. Og ud af disse dukker fortidsmennesker op fra tre tidsaldre: stenalderen, vikingetiden og 1800-tallet.
Da jeg første gang læste om dette lettere åndssvage koncept, havde jeg mine tvivl om HBO’s første norske serie, der tilmed bærer den usexede ordspilstitel ’Beforeigners’. Straks kom jeg til at tænke på Netflix’ knap så vellykkede forsøg på en dansk genrefortælling i form af ’The Rain’.
Man kan imidlertid godt lægge sin skepsis på hylden. Hovedforfatterne Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin har nemlig skabt en charmerende serie, som samtidig fremstår underligt troværdig.
Fortællingen udspiller sig i Oslo, en håndfuld år efter de titulære beforeigners (eller på norsk: »fremvandrere«) først begyndte at dukke op. Man har stadig ikke fundet årsagen bag deres pludselige fremkomst, men nu er de overalt i samfundet. Sammenligninger med det virkelige Europas flygtningekrise er oplagte: Vi ser overfyldte beforeigner-lejre, voksende parallelsamfund samt diskrimination og had mod de udefrakommende.
Trods alvorlige indslag bærer serien dog også på en let og selvironisk tone, der nok er med til at gøre det spøjse koncept nemmere at sluge – og som førnævnte ’The Rain’ i den grad manglede.
Ligesom i Bjørnstad og Skodvins Netflix-komedieserie ’Lilyhammer’, hvor en amerikansk gangster placeres i et uvant, norsk miljø, ligger en stor del af underholdningsværdien i de sjove kultursammenstød. Her forankret i de to hovedpersoner: En nutidsmand og en skjoldmø fra vikingetiden. Lars (Nicolai Cleve Broch), en småynkelig kriminalefterforsker hos Oslos politi, får den nyuddannede fremvandrer Afhildr (Krista Kosonen) som partner. Sammen skal de opklare sagen om en død beforeigner-kvinde, der er skyllet op på stranden.
Kosonen er fantastisk som Afhildr, der med højt humør, nysgerrighed og viljefasthed kaster sig ud i udfordringen – også selvom kollegaerne måber over hendes alternative opklaringsmetoder, der indebærer både åndesyn og blodsmagning.
Sammen med Broch har hun en god kemi, ikke mindst når makkerparrets tidsforankrede forskelligheder træder frem i flere morsomme scener. Lars løfter eksempelvis lidt på øjenbrynet, da Afhildr stiger ud af bilen for at putte en tot mos i bukserne, fordi »det er den tid på måneden«. Samtidig har hun meget svært ved at forstå sin partners frygt for gluten, når han nu gør grin med hendes overtro.
Der er en god grund til, at jeg indtil nu er skøjtet let henover krimiplottet. For selvom mordsagen giver fortællingen fremdrift, er den faktisk også det mindst interessante ved serien. Sagen er nemlig for simpel, og nogle steder bringes opklaringen frem af for tilfældige hovsa-løsninger – som når Lars skal se mange timers overvågningsmateriale igennem, men finder et nyt spor efter 20 sekunder. Anmeldelsen her er baseret på de fem af seks afsnit, vi har fået stillet til rådighed, så måske krimidelen løfter sig til nye højder i den endelige afsløring.
Indtil da skal ’Beforeigners’ ses for alle sine originale idéer omkring det mildt stimulerende mordmysterium. Det skøre sci-fi-scenarie bliver til en underholdende samtidssatire, når detektiverne eksempelvis støder på en gruppe trans-temporale mennesker, der føler sig »født i det forkerte årtusinde«, som der står skrevet på reklameskiltet for en stenalderworkshop.
Fremvandringskonceptet når slet ikke at blive udtømt, og der må være rig mulighed for at dykke dybere ned i det farverige univers, når serien forhåbentlig fornyes med en anden sæson.
Kort sagt:
Det spøjse tidsrejsekoncept bag HBO’s første norske originalserie fungerer overraskende godt på grund af humoren og en god dynamik mellem de to hovedkarakterer.
Læs også: De bedste, værste og mest pinlige øjeblikke i ‘The Rain’ sæson 2
Læs også: ‘A Black Lady Sketch Show’ på HBO bryder ny grund – men hvad er det, og hvem står bag?