Artiklen indeholder spoilers for anden sæson af ’The Rain’ på Netflix.
Bedste: På besøg hos elskende udkantsdanskere
I første sæson kopierede ’The Rain’ formlen fra ’The Walking Dead’: En gruppe helte søger sikkerhed i et postapokalyptisk landskab og slår sig ned i forskellige hjem, hvor værterne først virker venlige, men pludselig blotlægger en grufuld hemmelighed, der sender heltene på flugt igen.
For eksempel fik Martin (Mikkel Boe Følsgaard), Simone (Alba August) og resten af flokken mad indenbords og nyvasket tøj på kroppen i et nyreligiøst kollektiv, inden de fandt ud af, at de troende var kannibaler og trak lod om at ende i gryderetten.
Anden sæson af ’The Rain’ gør heldigvis op med opskriften, og ikke blot fordi heltene barrikaderer sig i et afsides laboratorium, hvor gæstfriheden er nogenlunde konstant. Også når de bevæger sig ud på landevejene, hvor regndråber kan dræbe, har deres sammenstød med de andre overlevende mere at byde på.
Simone og Martin finder husly hos et godmodigt par, der i tøj og væremåde er som taget ud af en trailerpark. Først hæver de haglgeværet, men de ender med at invitere de omstrejfende på hjemmebrændt spiritus, da mørket falder på.
Det er et rørende frikvarter fra den evige jagt på overlevelse, hvor de fire skæbner får lov til at smide rustningerne og hæve mundvigene, bare for en stund. Og hvis romancen mellem Martin og Simone er flad, fremstår kærligheden mellem værterne simpel og dyb og uopslidelig, selv her ved verdens ende.
Jo, det går galt til sidst. Parret finder ud af, at deres gæster er efterlyste af slyngelfirmaet Apollon, og prøver derfor at tage dem til fange.
»Apollon slår os ihjel, hvis vi ikke udleverer dem«, siger hustruen.
»Jeg kan ikke lide det. Vi kender dem jo«, siger hendes mand, oprigtig knust.
Hvem ville ikke gøre det i deres situation? Nok de færreste, og af samme grund gør det ondt, da Simone ender med at slå hustruen ihjel.
Det lod vente på sig, men her beviser ’The Rain’ for første gang, at troværdigt karakterdrama faktisk er en del af repertoiret.
Bedste: Nørdet romantik ender i sammenbrud
Også på den romantiske front klarer det op i anden sæson af ’The Rain’. Selvom det kan virke noget teenagekådt, at Rasmus (Lucas Lynggaard Tønnesen) bliver smaskforelsket, hver gang han træffer en jævnaldrende pige med en puls, er scenerne mellem ham og Sarah (altid udmærkede Clara Rosager) fine: To urutinerede elskere, der famler sig frem – den ene uden immunforsvar, den anden med en dødbringende virus i kroppen.
Lea og Jean tog dog titlen som sæsonens par. Forfatterne finder i den grad noget menneskeligt i outsidernes forelskelse, ikke mindst fordi dialogen ikke skyr det akavede. Æren tilfalder også skuespillerne, Jessica Dinnage og måske særligt Sonny Lindberg, der både gør tiltrækningen overbevisende, men næsten er lammet af afgrundsdyb usikkerhed i det spinkle første kys.
Derfor tror man også på Jeans sammenbrud, da Lea ofrer sig og træder ind i en sort virussky for at redde Simone. Pludselig agerer han mastermind i kontrolrummet og nægter at stoppe sin terror, før Rasmus, Leas drabsmand, har lidt samme skæbne som hans afdøde udkårne.
Det er en voldsom forvandling – kulørt i seriens ånd – men kortslutningen giver mening oven på en hovedkulds første forelskelse.
Bedste: … der er sjovest på Bakken
Egentlig har jeg ikke lyst til at liste scenen på Bakken som et højdepunkt i sæsonen, for det er ret tydeligt, at det netop er det, serien vil have mig til. Men der er noget om snakken…
I første sæson var det store udstyrsstykke Københavns forladte gader, og i anden sæson er det forlystelsesparken i Klampenborg, der sigter efter tabte kæber i glidende kamerabevægelser efter dommedag.
Der er sådan set ikke nogen grund til, at det lige er der, Rasmus og Sarah drager hen. Men på en måde er det troværdigt nok, at to mennesker, der aldrig har fået lov til at være børn, gerne vil være det for en dag, koste, hvad det vil.
Og billederne fra toppen af den gamle rutsjebane giver et sug i maven, måske mest af alt fordi de fleste af os selv har skimtet frygtsomt mod jorden deroppefra.
Meget kan man sige om ’The Rain’, men teknisk er den sine steder imponerende for en dansk tv-serie.
Værste: Fesen superhelteseance
Andre steder svigter de visuelle effekter dog. Særligt, desværre, i de afgørende øjeblikke, hvor Rasmus brager ud af sin skal som en form for superhelt (eller måske snarere –skurk?) in spe.
De sorte virusskyer, der siver ud af sprækker i Rasmus’ krop, ser enormt animerede ud, ligesom de mørke vener, der udgår fra træerne i skoven, ikke for alvor vækker ubehag. Jeg tog mig i at savne truslen fra himlen: Regnen er så genkendelig, at det er let at sætte sig ind i den frygt, den spreder, i det øjeblik det går op for danskerne, at den slår ihjel.
Når ’The Rain’ ikke kollapser helt som følge af sit kursskifte, skyldes det i høj grad, at Lucas Lynggaard Tønnesen troværdigt får formidlet det sammenbrud, der følger med at eksplodere, hver gang man er arrig eller trist.
Men undervejs smager serien så meget af superhelte-prequel, at man kan grue for tredje sæson.
Værste: Simone sigter efter Nobelprisen
Det kniber til tider med logikken i ’The Rain’, faktisk så meget, at det næsten er et stiltræk. Men der må alligevel være en grænse for, hvad man kan finde sig i.
Og den grænse forsvinder med det samme i bakspejlet, da Simone – efter forskeren Fie (Natalie Madueño) har givet op – pludselig kravler i beskyttelsesdragten og forsøger at udvikle den kur mod virussen, som de fremmeste videnskabsmænd stående på en sokkel af livslange studier forgæves har rakt ud efter, siden regnen begyndte at slå ihjel.
Hvordan kan hun dog tro, at hun kan sejre, hvor de fejlede? Hvordan ved hun overhovedet, hvor hun skal starte?
’The Rain’ er en ofte medrivende serie, hvor spændingen går i fine bølger, men det sker ikke så sjældent, at serien sjusker med detaljerne. Det gør den så sandelig under Simones jagt på Nobelprisen.
Værste: 30 shots til geniet
Flashbacks er en svær disciplin, særligt hvis man i korte afstikkere vil sige noget særligt om en karakter. Problemet er, at forfatterne hurtigt kommer til at cementere en årsagssammenhæng, der virker mere søgt end dybsindig.
Det var et problem, ’Lost’ led under, og det gør ’The Rain’ i den grad også.
Tilbageblikkene virker til at være sammenstrikket efter ét bærende princip: tving så meget drama ind i en scene som muligt. Lea bliver udsat for drugrape, der ovenikøbet bliver filmet og delt på de sociale medier, Patrick bliver forkastet af sin far, og Sarahs forældre efterlader deres børn til den visse død i ødemarken.
Værst er det flashback, hvor forskeren Fie drikker sig ned, mens to ’veninder’ holder foredrag om hendes livshistorie, så seerne kan være med:
»Hun gennemførte folkeskolen på otte år og fik landets højeste snit i gymnasiet.«
»Den yngste, som også lige kommer ind på biologistudiet.«
»Tog hun ikke kandidaten på fire år?«
»Præcis.«
»Prøv at se hende nu. 30 shots på fem minutter.«
Efter den salve af koncentreret eksposition, står det klart, at Fie er klog, men også lidt vild, og bagefter siger hun selv, at hun lider under forventningernes åg og egentlig helst vil af med sin status som videnskabelig wunderkind. Så derfor (?) begynder hun at genere sin kæreste så meget, mens han kører i bil, at de ender i en voldsom ulykke. Resultatet? Han dør, og hun mister evnen til at føde børn – indtil hun så alligevel bliver gravid på den anden side af det bibelske regnvejr.
For en fodnote i fortællingen er det virkelig dramatisk. Alt for dramatisk.
’The Rain’ sæson 1 og 2 kan ses på Netflix. En tredje sæson er i støbeskeen.
Anmeldelse: ‘The Rain’ sæson 2: Dansk Netflix-dystopi er et oplagt mobbeoffer, men effektivt spændende
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Vi siger farvel til ’Game of Thrones’ og dykker ned i katastrofeserien ’Chernobyl’