’A Black Lady Sketch Show’ på HBO bryder ny grund – men hvad er det, og hvem står bag?

HBO Nordic-aktuelle Black Lady Sketch Show’ er det første af sin slags: Aldrig før har sorte kvinder stået både foran og bag kameraet på et sketchshow. Robin Thede står i spidsen for et hold af talentfulde komikere, som spidder alt fra woke kultur til skønhedsindustrien.
’A Black Lady Sketch Show’ på HBO bryder ny grund – men hvad er det, og hvem står bag?
'A Black Lady Sketch Show’ kan ses på HBO Nordic.

Hvem står bag?

Robin Thede, Quinta Brunson, Ashley Nicole Black og Gabrielle Dennis.

Hvis navnene ikke får mange klokker til at ringe, er det på tide at lære dem at kende. Det er nemlig fire kvinder, vi kommer til at se meget mere til fremover.

Lejligheden til at stifte bekendtskab med dem er det aktuelle ’A Black Lady Sketch Show’, som kan ses på HBO Nordic. Det er instrueret, spillet, skrevet og produceret af næsten udelukkende sorte kvinder, og det er det første af sin slags, der har sorte kvinder i front.

De fire kvinder, med Thede i spidsen, udgør det faste ensemble i showet, flankeret af erfarne kræfter som ’Insecure’-skaber Issa Rae, ’The Chi’-medforfatter Dime Davis og en lang række gæstestjerner (Patti LaBelle, ’Orange Is the New Black’-stjerne Laverne Cox og Lena Waithe for bare at nævne nogle enkelte). De er langt fra selv uerfarne, men snarere stjerner in the making. Og for flere af dem har de sociale medier og diverse internetplatforme spillet en stor rolle i at fremme deres karrierer.

Så hvem er de?

Robin Thede blev tidligere i år udnævnt af Variety som én af 10 komikere, man særligt skal holde øje med – og med god grund: Med et øje for skarpe parodier som ofte tackler sociale uretfærdigheder har hun skrevet for ’The Queen Latifah Show’ og ’The Nightly with Larry Wilmore’, været forbi ’Key and Peele’ og for en stund været vært på sit eget program ’The Rundown with Robin Thede’. Som den første sorte kvinde til at være hovedforfatter på et late night-show (og kun nummer to til at skrive for et overhovedet) giver det kun mening, at det er hende, der med sketchshowet endnu engang skal bryde ny grund.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For Quinta Brunson har Youtube været vejen ind i comedy. Hun har castet sig selv som en relaterbar twenty-something, der ikke har lige så meget styr på sit liv, som hun burde, og gik viralt med den hjemmelavede webserie ’The Girl Who’s Never Been on a Nice Date’. Siden har hun skabt videoindhold for Buzzfeed og serien ’Broke’ for Youtubes streamingplatform Red.

Også Ashley Nicole Black gik viralt, da hun i maj bad præsidentkandidat Elisabeth Warren om kærlighedsråd på Twitter – og endte med at tale i telefon med hende. Hun har været podcast-vært, korrespondent og manuskriptforfatter på talkshowet ’Full Frontal with Samantha Bee’ og er også medforfatter på Thedes show.

Endelig er der Gabrielle Dennis, der henter sin erfaring fra en karriere som tv-skuespiller, der rækker tilbage til 90’erne. Hun har blandt andet optrådt i ’Insecure’, 10’er-komedieserien ’Blue Mountain State’ og spillede for nylig Whitney Houston i serien ’The Bobby Brown Story’.

Hvad er ’A Black Lady Sketch Show’?

’A Black Lady Sketch Show’ er rodfæstet i oplevelsen af at være en moderne, sort amerikansk kvinde.

Sketchene strækker sig fra at handle om hverdagsproblemer til at hudflette samfundsstigma og woke kultur. Og hvad der måtte være af kulturelle referencer, som kunne gå over hovedet på nogen, har Robin Thede og resten af holdet ikke forsøgt at forklare for nogen, samtidig med at showet retter sig mod et bredt publikum.

»Der er bestemt ting, som kun sorte vil kunne forstå med det samme, og som andre kommer til at skulle google. Men der er også ting, som sorte måske ikke forstår, eller generationsting, som kun folk af en bestemt alder forstår«, har Thede sagt til Oprah Mag og beskriver showet som »specifikt castet, men universelt sjovt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samtidig håber hun, at showet kan hjælpe folk med at få øjnene op for, at det ikke er svært at finde dygtige folk i comedybranchen, som ikke tilhører det, hun beskriver som »hvide fyre fra Harvard-klubben«. Sketch- og talkshowscenen har i mange år været domineret af dén klub, mener hun, og hun ser det som årsagen til, at der er gået så lang tid, inden sorte kvinder, og kvinder i det hele taget, har fået plads ved forfatterrundbordet.

»Jeg glæder mig over at vise verden farvede kvinder af forskellige nuancer, forskellige størrelser og forskellige aldre bare være sjove«, siger hun i samme interview.

Hun understreger også betydningen af, at titlen er a sketchshow frem for the sketchshow: Der skulle nemlig gerne dukke mange flere lignende programmer op fremover.

Hvad er højdepunkterne?

Blandt de forskelligartede sketches er der én, vi vender tilbage til gennem sæsonens seks afsnit, hvor de fire kvinder spiller versioner af sig selv som de eneste overlevende efter jordens undergang. Fanget i en lejlighed, med hvad de har medbragt af kortspil, hvidvin og bonger, fordriver de tiden med at diskutere cancel culture, præferencer af mænd, og hvilke dele af typisk afroamerikansk kultur de skamfuldt indrømmer aldrig at have omfavnet.

Den slags hverdagsscenarier med et surrealistisk twist er en typisk bit i ’A Black Lady Sketch Show’. De bevæger sig i så forskellige genrer som fantasy, sci-fi, musical og spionfilm og er alle fyldt med popkulturelle og tidstypiske referencer. De forholder sig til alskens problemstillinger lige fra urealistiske skønhedsidealer til diskussionen om, hvilke musikere der ikke kan tilgives for deres seksuelle udfarelser til omverdenens måde at overse sorte kvinder – det sidste eksemplificeret i en sketch, hvor Ashley Nicole Black spiller en spion, der har et utroligt nemt arbejde.

I et andet højdepunkt står de to unge elskende Rome og Julissa over for det umulige spørgsmål, hvordan de kan forenes, når den ene er Cardi B-fan, og den anden foretrækker Nicki Minaj? Dramaet udfolder sig på Shakespear’ske vers (»Our family won’t work – to whom, dear Rome, would our children twerk?«) midt på dansegulvet, inden de foretager det, der svarer til selvmord i 2019.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I sketchen ’Basic ball’ danner den legendariske ballroom-kultur rammen om en konkurrence, hvor almindelige mennesker fremfor fashionabelt klædte deltagere dyster om at gøre det, de gør, bedst i kategorier som klinisk depression, bbq-far og at løbe ærinder.

Og i ’Bad Bitch Support Group’ møder vi en gruppe kvinder, der støtter hinanden i at opretholde deres high maintenance bad bitch-attituder. Men det er blevet for meget for én af dem, som ville ønske, hun engang imellem kunne befries fra byrden af høje hæle og falske øjenvipper og måske bare være en okay bitch i stedet for. »Der er intet galt med at være en okay bitch, så længe man ikke er en basic bitch«, lyder svaret fra gruppelederen, inden sketchen tager en uventet drejning og leverer et hårdt slag til skønhedsindustrien.

Med sine mange twists, over the top-karakterer og til tider gakkede præmisser er det på mange måder et helt klassisk sketchshow – og samtidig er ’A Black Lady Sketch Show’ ulig noget, man har set på tv før.

’A Black Lady Sketch Show’ kan ses på HBO Nordic. Nyt afsnit hver lørdag.

Læs også: En stor bingemåned i vente: Disse serier skal du se i august

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af