‘Wish Upon’: Pinligt tyndslidt gys samler alle genrens faldgruber i én film
De bedste gys fås i biografens mørke, hvor de dystre settings og intense og knugende soundtracks bedst kommer til deres ret. Men den nye ungdomsgyser ‘Wish Upon’ er et skræmmende kerneeksempel på, hvorfor horrorfilmen har så svære vilkår på det store lærred i disse år.
John R. Leonettis ’Wish Upon’ er nemlig en rædderlig gyserkliche, der efterlever alle de værste fordomme til genren. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor publikum vælger gyset fra, når niveauet er så lavt på de film der slipper igennem nåleøjet herhjemme, alt imens vi bliver snydt for de innovative og stemningstunge horrorperler (fx ’Don’t Breathe’ og ’The Witch’).
’Wish Upon’s udgangspunkt er lige så velkendt og tyndslidt som sin tudsegamle novelleinspiration (W.W. Jacobs ’The Monkey’s Paw’ fra 1902): Clare (Joey King) er sin high schools upopulære pige (du ved, hende, der bliver kastet madrester efter, og som må finde sig i diverse nedladende øgenavne), og på hjemmefronten står det ikke meget bedre til. Efter moderens selvmord er Clares far (Ryan Philippe) gået i stå, og prøver nu at forsøde tilværelsen som klunser.
En dag finder han en kinesisk æske i skraldet, som han forærer Clare. Den mystiske boks lover ejermanden syv ønsker – og Clare bliver noget overrasket, da hendes ønsker begynder at gå i opfyldelse. Men det hele har en bagside, for med hvert ønske kommer også en dødelig konsekvens.
På små 90 minutter formår ’Wish Upon’ at bekræfte alle genrens fordummende floskler fra håbløse karaktertegninger, platte jump scares og ulogiske handlinger.
Den 60-årige instruktør Leonetti virker forstokket og uinspireret i sine forsøg på at skræmme publikum med dødscener, der snarere fremkalder grin end skrig. Flere virker ligefrem komisk dilettantiske, og den melodramatiske coming-of-age nerve som filmen prøver at fremmane smuldrer totalt i hænderne på den unge, men rutinerede, hovedrolleindehaver Joey King (’Nattens Dæmoner’, ’Independence Day: Resurgence’).
Gys, spænding og gedigne skuespilpræstationer udebliver totalt i den pinlige ’Wish Upon’, der blot bliver endnu et bevis på Leonettis manglende evner som instruktør, hvis plettede CV vidner om tidligere tiders kunstneriske fadæser (den gabende gennemsnitlige ’Annabelle’ og den berygtede ’Mortal Kombat: Annihilation’). Leonetti har måske nok opnået kommerciel succes, men en god film mangler han endnu at præstere.
Man kan derfor ikke undgå at tænke, at ’Wish Upon’ måske faktisk godt kunne være endt som en ganske seværdig film med en yngre og mere ambitiøs instruktør bag kameraet. Manuskriptet indeholder nemlig flere fine grundideer, som eksempelvis fortællingen om æskens kinesiske ophav og dens tidligere ejermænd.
»Be careful what you wish for« lyder filmens tagline – jeg vil nu alligevel vove pelsen og inderligt ønske, at resten af 2017’s spændende gysertitler rammer de danske biograflærreder og kan gøre op for denne skuffelse.
Kort sagt: Gys og nerve udebliver i den nye ungdomsgyser ’Wish Upon’, der er alle horrorgenrens fordomme og faldgruber samlet i én film.