’69 Minutes of 86 Days’: Du glemmer aldrig treårige Leans øjne

Der er så meget håb i lille, treårige Leans øjne, at du aldrig glemmer dem. Store, nysgerrige øjne, der tager alt ind med et smil.

Den syriske flygtningepige er på vej på den lange rejse op gennem Europas banegårde, motorveje, teltlejre og færgelejer sammen med sin familie. Målet er bedstefar helt oppe i Uppsala i Sverige, og turen strækker sig over 86 lange dage. Den debuterende, norske dokumentarist Egil Håskjold Larsen har fulgt Lean og familien under hele rejsen i ’69 Minutes of 86 Days’.

Filmen, der havde verdenspremiere på sidste CPH:DOX og nu kan ses som Månedens Film i Cinemateket, giver et helt unikt indblik i den igangværende flygtningekrise. I børnehøjde følger Larsen, der selv står bag kameraet, Leans oplevelser. Her er ingen forklarende mellemtekster, statistikker eller empatisk voice-over til at tage dig i hånden. Desto stærkere står billederne derfor fra start.

11 minutter går der, inden lille Lean første gang fanger kameraets opmærksomhed.

Inden da sætter Egil Håskjold Larsen scenen med en række lange trackingskud. ’69 Minutes of 86 Days’ åbner med en langsom opstigning fra havet. På en strandbred glider kameraet dvælende hen over farverige redningsveste spredt til alle sider. Det er så æstetisk prægnant en kameratur, at jeg faktisk blev i tvivl om, hvorvidt sceneriet her var iscenesat eller virkeligt.

Oppe på promenaden er solen ved at stå op. Endeløse rækker af tarvelige tomandstelte er slået op på fortovet, og ordknappe mænd går i gang med deres morgenrutiner. Nogle børster tænder, andre opsøger hjælpearbejdere, der deler mad og drikke ud. Et svagt vejende flag i baggrunden afslører, at vi befinder os i Grækenland.

Kameraet følger en strøm af mennesker, der er på vej om bord på en stor færge ved nattetid. Da færgen lægger til kaj næste morgen, ser vi Lean med mor, far, lillesøster, onkler og tanter i strømmen af passagerer. Halvt sovende hen over skulderen på en onkel, fokuserer Larsen på pigen, og trafikkens kakofoniske larm dør hen for et øjeblik. Herfra er det uden undtagelse Leans film. Et minimalt og såre elegant greb.

Vi er med i bussen, hvor Lean pjatter med onkel og gavmildt deler ud af kindkys. I den midlertidige teltlejr ser vi hende samle småsten med barnlig iver, mens mor og far skynder på hende for at følge med i køen. Da onklen bliver syg og må tilses af samaritter i lejren, våger Lean trofast over ham. På ryggen bærer hun – filmen igennem – sin stopfyldte, lyserøde ’Frozen’-rygsæk. Den lille pige med den tunge rygsæk er et enormt stærk billede på den virkelighed, alt for mange flygtningebørn gennemlever disse år.

Familien er konstant på farten, og Leans diminutive ben træder som travle trommestikker. Hele tiden skal de nå en bus, en færge eller et tog. I ventetiden eller endelig om bord er der plads til små, varme øjeblikke af nærvær, som da Lean deler en slikkepind med lillesøsteren i et propfyldt tog.

Men af og til giver Larsen os også barske glimt fra de voksnes synsvinkel. I en scene venter hele familien på en kontakt, der har fået betaling for at køre dem til den nærmeste banegård. Det er tidlig morgen og bidende koldt. Lean ser det ikke, men en ensom tårer triller ned ad onklens kind i ren frustration over den tilspidsede situation.

Vil de nogensinde nå deres mål?

---

Kort sagt:
Egil Håskjold Larsens ’69 Minutes of 86 Days’ er en film fuld af skiftevis håb, smil og tårer. Lean er et uforglemmeligt lille energibundt, og hendes færd op igennem Europa sætter samtlige af nyhedsstrømmens flygtningeindslag i et helt nyt perspektiv.