En af tidens mest sprudlende komedieserier, ‘Broad City’, er snart på vej med sæson 4 på Comedy Central, og man kan kun glæde sig efter at have set den nye teaser.
Her skruer serien tiden tilbage til 2011, hvor de to senere BFF’s Ilana og Abbi mødes for første gang i New Yorks undergrund. Traileren er en suveræn parafrase over Gwyneth Paltrow-romcom’en ‘Sliding Doors’ fra 1998, der også viste tilfældighedernes spil med udgangspunkt i en subway-dør, og som altid mestrer Ilana Glazer og Abbi Jacobsen deres virkemidler med en blanding af finesse og bastant komik.
Bid mærke i, hvordan den hjemløse mand på perronen spår Trumps præsidentskab, når hans udråb spilles baglæns. Det er nærmest helt Lynch’sk.
‘Broad City’ sæson 4 får premiere på Comedy Central 13. september – forhåbentligt også på den danske udgave.
Læs også: Anmeldelse af ‘Broad City’ sæson 1 og 2