I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her skriver Patrick Sølberg om Michael Fassbenders udløsning og forløsning i den længste og mest udpenslede scene i Steve McQueens ‘Shame’.
»Din harddisk er møgbeskidt. Det er virkelig noget snavs. Ludere, analsex, dobbelt analsex, interracial, facial, creampie«, siger chefen til Brandon, spillet af Michael Fassbender, i filmen ’Shame’.
Inden for de første ti minutter har vi set Brandon dyrke sex med to forskellige prostituerede, forføre og jagte en kvinden i metroen, onanere i sit bad og få udløsning på kontorets toiletter. Brandon er den moderne don Juan, der får kvinderne til at vælte som dominobrikker, og for ham er hvert eneste øjeblik en mulighed for sex.
Men når lystfølelsen bliver til desperat afhængighed, opstår tragedien. Som en heroinmisbruger, der altid søger sit næste fix, jagter Brandon sin næste udløsning – hvad end det er i en mørk gyde, et usselt toilet eller i munden på en fremmed mand. For i dette korte øjeblik forsvinder smerten.
Sex er en kløe, der ikke kan fjernes. Udløsningen er kun en kortvarig tilfredsstillelse. Instruktøren bag, Steve McQueen, viser det ved mesterligt at bygge fortællingen op, som vi kender det fra andre film om afhængige, som ’Requiem for a Dream’ og ’Trainspotting’:
Fase 1 af afhængighed: Etablering. Som i ’Fear and Loathing in Las Vegas’, hvor bagagerummet er fyldt med to poser græs, meskalin, kokain m.m., ser vi afhængigheden etableres: Brandon masturberer som en syg abe, køber sig til sex og lægger an på alt med ben.
Fase 2: Benægt, benægt, benægt. Brandons søster flytter uanmeldt ind i hans lejlighed. Alligevel nægter han at ændre vaner. Han har jo ikke et problem! Han ligger sågar og ser porno, mens søsteren græder fortvivlet over sit kærestebrud i rummet ved siden af.
Fase 3: Kold tyrker. Som Ewan McGregor, der i ’Trainspotting’ smider sin heroin ud, barrikaderer sig og svedende begynder at se babyer kravle på loftet, forsøger Brandon sig ligeledes med en kold tyrker. Alt porno smides ud – inklusive pc’en og harddisken.
Fase 4: Overdosis. Det er de færreste stofmisbrugere på film, der klarer sig succesfuldt igennem fase 3. Også Brandon er dømt til at falde tilbage i en vild bytur, der er Charlie Sheen værdig.
I en ti minutter lang montage ser vi Brandon besøge en sexklub, der er belyst som Gaspar Noés infernalske ’Irreversible’, hvor han får et blowjob fra en fremmed fyr, hvorfra der klippes til Brandon på en bar, der giver finger til en kvinde, han har kendt i cirka 30 sekunder og efterfølgende få tæsk af hendes kæreste. Det hele kulminerer i filmens – såvel som Brandons – klimaks, hvor han har en trekant med to prostituerede.
Det er filmens længste og mest udpenslede sexscene. Den indeholder et væld af nærbilleder af bryster, Brandons læber omkring brystvorter, oralsex to kvinder imellem, Brandon der begraver sit ansigt i en kvindes bagdel samt hans stødende hug i et utal af stillinger.
Det lyder måske frækt. Men scenen er afmonteret for enhver form for reel passion og lystfølelse. De rytmiske bevægelser er ikke seksuel energi. Det er mekaniske hug. Kød mod kød. Selvom de mange abstrakte nærbilleder af nøgne, svedige kroppe er ekstremt liderlige, fortæller Fassbenders forvredne ansigtsudtryk og den fængslende strygermusik os, at samlejet ikke er frækt. Det er melankolsk, koldt og sørgmodigt.
Det er filmens styrke, at disse modstridende følelser – liderlighed og melankoli – konstant duellerer.
Sexscenen viser, at der for Brandon er et direkte bindeled mellem udløsning og forløsning. Men når sex er en sult, der aldrig kan stilles, bliver det en lidelsesfuld længsel efter det uopfyldte. Derved bliver Brandon et billede på det moderne menneske, der konstant, uroligt og desperat stræber efter sin egen forløsning.
Sjældent har en film, der handler så meget om sex, givet så lidt lyst til det.
Læs også: De mest originale sexscener, del 9 – business, pleasure og et trøsteblowjob i en bilvask