I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her skriver Freya Bjørnlund om ‘Tangerine’ og et blowjob i en bilvask, hvor ømheden eksisterer side om side med en håndfuld dollars – og så er det filmet på en iPhone.
Sex filmet på iPhone er for det meste noget, man finder på YouPorn og hedder noget snavset med ’Ex-girlfriend’ foran.
Men en sand kunstner kan skabe mesterværker med selv det mest skramlede stykke værktøj – på mit gamle gymnasie hang der for eksempel et maleri, som Jens Jørgen Thorsen eftersigende har malet med sin pik.
Filmen, som instruktøren Sean Baker har skudt på tre iPhone 5’ere, er mindst lige så in your face som det maleri. Den hedder ’Tangerine’, nok opkaldt efter det orange-tintede Instagram-filter, der har brækket sig ud over filmen på den bedst mulige måde.
Farven matcher de tykke lag af foundation, som flere af hovedpersonerne render rundt med i Los Angeles’ red light district, mere præcist i de gyder, hvor man kan samle prostituerede transkvinder op. Her halser iPhone-kameraet i hælene på veninderne Sin-Dee Rella og Alexandra, de hårdeste damer i gaden, som går på bersærker-hævntogt for at finde den fish (som en biologisk kvinde hedder på de kanter – gæt selv hvorfor), der har vovet at bolle med Sin-Dees alfons-kæreste, mens hun har siddet i spjældet.
’Tangerine’ var en af de mest eksplosivt badass filmoplevelser i 2015, og det skal især tilskrives de to hovedrolleindehavere Kiki Rodrigues og Mya Taylor, som også i virkelighedens verden er transkvinder og veninder. Deres kemi er brandfarlig. Og de indtager deres roller med en kropslig troværdighed, hvor det yderste lag af makeup og attitude både fungerer som et pride-statement, men også en rustning om det menneske, der er inde bagved.
På gaden er kroppen ikke sjælens yderside, den er en valuta, og sex kan veksles til magt eller overlevelse. Det mærker man i alle filmens sexscener, hvor det også kan ses, at Sean Baker har brugt otte måneder på at researche sit miljø.
For eksempel da Alexandra skal ordne en klam fyr, der kun har 40 dollars på lommen, så det kan ikke blive til mere end en hånd om bollerne, mens han selv klarer resten. Men han kan ikke nå i mål – og kan man så forlange pengene tilbage, eller? Scenen er bare ét eksempel på instruktørens næsten umulige fingerspidsfornemmelse for at blende ublu humor med social elendighed, så kvinderne aldrig føles som ofre, men som gadens baddest mothers.
Den mest mindeværdige sexscene er både hårdtslående og sjov, men den er også noget andet. Noget mere intimt og – tør man sige – romantisk. Her har Alexandra fået nok af Sin-Dees afsindige jalousi-trip, og hun mødes med sin stamkunde.
»I am so fucking happy to see you today«, siger hun til Razmik, den armenske taxachauffør, som lider i sit heteronormative og stendøde ægteskab. »I think this is becoming our favourite spot«, sukker hun til ham. Deres sted er en bilvask. De kører ind i mørket, et af de få private rum for en gadetøs, og Alexandra giver Razmik et blowjob, mens hans river den af på sig selv.
Det varer to minutter i ét langt take, uden ord, lige neden for billedet, kun til lyden af de manisk roterende børster og det morsomt suggestive sæbeskum, som vælter ud over hele forruden.
Suspensen lurer – mon de når at blive færdige, før vasken er slut? (Det gør de). Men mest af alt føles deres møde som et af hverdagens små ritualer, som når vi andre stikker ned til pølseboden med kollegaen i frokostpausen. Der er noget smukt ved deres fortrolige rutine i sexhulen, hvor der er plads til trøst.
Men der er også noget ildevarslende over scenen, et brud på det trygge skel mellem købesex som tragisk fornedrelse og det ægte nærvær, som er forbeholdt elskende. Et ubehageligt mix af business and pleasure.
Men i bilvasken kan ømhed og en håndfuld dollars godt eksistere samtidig. Ikke at der er tale om ægte kærlighed, snarere om to mennesker, der kan løse hinandens problemer – Razmik er ensom, og Alexandra er flad og ensom.
Som instruktøren siger: »My gosh, to get to the point where she finds comfort in one of her clients, it makes it even more tragic for me«.
Scenen bliver ikke ringere af, at den også driver historien fremad. Efter bilvasken inviterer Alexandra Razmik til en koncert, hun skal synge samme aften. Ikke at hun har en tone i livet, men hun ser for sig, hvordan drømmen om at blive anerkendt som andet og mere end et stykke billig booty kan forløses på scenen i en sleezy natklub. Invitationen tvinger også Razmik ud i sit livs valg mellem sin snerpede armenske familie og sin lyst til Alexandra.
’Tangerine’ er banebrydende i sin fremstilling af transkvinder på film som handlende heltinder, og ellers uden særbehandling. Og når scenen i bilvasken gør sådan et indtryk, er det først og fremmest, fordi den føles utvetydigt troværdig. Følelsen af at komme tæt på noget privat og ægte er langt stærkere end i de fleste iPhone-videoer på YouPorn.
Læs også: De mest originale sexscener, del 8: Grænseoverskridende støn i Adrian Lynes ‘Lolita’